mykenske sagnkreds

Den mykenske sagnkreds er den mykenske kongefamilies, pelopidernes, historie i generationerne før, under og umiddelbart efter Den Trojanske Krig. Sammen med de andre sagn om krigen og hjemrejsen danner pelopidernes slægtshistorie afslutningen på de antikke mytologier. Gennem slægtens historie går en forbandelse, der har sit udspring i Tantalos' forbrydelser. Slægten stammede fra Frygien, men blev herskerslægt i flere byer på Peloponnes: Elis, Mykene og Lakedaimon (Sparta). Nedenfor gives en samlet oversigt over slægtssagaen, mens de nærmere omstændigheder og mytevarianterne er beskrevet i artikler om de enkelte figurer.

Kong Tantalos fra Sipylos i Frygien havde engang under et gæstebud for guderne sat dem på en prøve: Han slagtede sin søn Pelops og satte det kogte kød frem for guderne, som straks gennemskuede bedraget. Pelops blev stykket sammen og genoplivet. Tantalos skulle som straf til evig tid stå i en sø i Hades omgivet af mad og drikke uden at kunne nå det. Begge Tantalos' børn blev ligeledes ofre for deres overmod: Niobe pralede af sine børn, som alle blev dræbt. Pelops vandt sig ganske vist Hippodameia og hele Elis ved at køre om kap med kong Oinomaos, hvis vognaksler han havde løsnet, så vognen blev knust og kongen dræbt. Men Oinomaos' forbandelse viste sig i næste generation: Pelops' sønner, Thyestes og Atreus, kom i strid om magten i Mykene. Atreus slagtede Thyestes' sønner på nær Aigisthos, og serverede børnenes lig for ham.

Atreus' sønner, Agamemnon og Menelaos, atreiderne, giftede sig med søstrene Klytaimnestra og Helena, og deres ulykkelige ægteskaber blev årsag dels til Den Trojanske Krig (og mordet på Agamemnons datter Ifigenia), dels til rædslerne efter Agamemnons hjemkomst. Under krigen havde Klytaimnestra taget Aigisthos, Thyestes' overlevende søn, som sin elsker, og sammen havde de planlagt at tage magten i Mykene ved at forvise Agamemnons eneste søn, Orestes, og lade de to overlevende søstre, Elektra og Chrysothemis, forblive ugifte. Ved Agamemnons hjemkomst fuldbyrdedes forbrydelsen, ved at Klytaimnestra myrdede Agamemnon og Kassandra, som han havde taget med sig hjem som krigsbytte. Nogle år efter, da Orestes som voksen vendte tilbage fra sit eksil, hævnede han sin far ved at dræbe både Aigisthos og sin mor. Forfulgt af moderens hævnånder, erinyerne, søgte Orestes hjælp hos Apollon i Delfi og blev endeligt renset for sin blodskyld ved en domstol på Areopagos i Athen, hvor guderne stemte om skylden, og der var lige mange stemmer for og imod. I en myteversion sluttede Orestes ringen ved at dræbe Achilleus' søn Neoptolemos og bortføre hans hustru, Hermione, datter af Menelaos og Helena, i en anden henter han sin søster Ifigenia hjem fra taurernes land, men slægtshistorien slutter med Orestes' generation. På Peloponnes overtog Herakles'sønner, herakliderne, magten.

Den mykenske sagnkreds er med sin selv efter græske forhold usædvanlige grusomhed gjort til genstand for talrige kunstneriske bearbejdelser. Begivenhedernes moralske implikationer, som Homer ikke behandler, blev taget op af tragedieforfatterne Aischylos, Sofokles og Euripides, som især hos medlemmerne af Agamemnons forkvaklede familie fandt rige muligheder for studier i den menneskelige psyke. Også senere europæisk drama, opera og skønlitteratur har ladet sig inspirere af Agamemnon, Ifigenia, Kassandra og Elektra.