Dionysos. Maleri på skulderen af en attisk sortfigureret vandkrukke fra ca. 550 f.Kr. Vasen, der er fundet i en etruskisk grav, blev købt i Italien af Thorvaldsen og befinder sig i dag i Thorvaldsens Museum, København. Dionysos sidder med et drikkebæger, omgivet af seks dansende skikkelser, tre mænader med kastagnetter og tre nøgne satyrer med hestehaler og erigerede peniser.

.

Dionysos er den græske gud for vegetation (særligt vin) og for ekstase. I mytologien er han søn af Zeus og den thebanske kong Kadmos' datter Semele, en græciseret form af den thrakiske jordgudinde Zamelo.

Faktaboks

Etymologi

Ordet Dionysos er græsk og betyder 'Zeusbarn'.

Myten om Semele og Dionysos' fødsel er formentlig medbragt fra Thrakien. Grækerne mente selv, at Dionysos var kommet sent til Grækenland (se thebanske sagnkreds), men hans navn er fundet i linear B-tekster fra 1200-tallet f.v.t.

Dionysos blev i klassisk tid dyrket overalt i Grækenland, men under vidt forskellige former. I Athen blev han fejret i det tidlige forår ved land- og by-dionysierne (se attiske fester), og de græske tragedier, komedier og satyrspil blev opført i Dionysosteatret som led i disse fester.

En særlig kultform er orgierne, hvor kvinder i en kultforening (thiasos) dyrkede den unge Dionysos ude i naturen på en måde, som både skræmte og fascinerede mænd, der var forment adgang (se Pentheus). Den orgiastiske kult, som endnu fandtes i romersk kejsertid, foregik om natten på bjerge, især på Parnassos.

Kvinderne, de såkaldte mænader ('de rasende'), oplevede ekstase ('det at stå uden for sig selv') og entusiasme ('det at guden sætter sig i mennesket'), og i denne orgiastiske stemning fik de uanede kræfter og blev ét med guden; i myten udtrykt ved, at kvinderne fangede og sønderrev dyr, som de fortærede rå, i kulten praktiseret ved indtagelse af råt kød.

Dionysos ledsages af satyrer og silener, begge fabelvæsner med hesteører og hestehale og med en kæmpemæssig fallos, et af Dionysos' symboler som gud for universel potens, frugtbarhed og seksualdrift.

Euripides har i skuespillet Bacchantinderne (405/404 f.v.t.) givet en stærk skildring af Dionysos og hans indflydelse på mennesket. Hos romerne dyrkedes han under navnet Bacchus i de orgiastiske bacchanalier.

Modsætningen mellem livsholdninger styret af hhv. intellekt og drift har Friedrich Nietzsche karakteriseret ved begrebsparret apollinsk-dionysisk.

Dionysos i billedkunsten

Fremstillinger af Dionysos er almindelige i Grækenland fra 500-tallet f.v.t. Guden vises som en ældre skægget mand med langt hår og en krans, iført chiton og kappe, af og til også et panterskind. Ofte bærer han drueklaser, en lyre, en thyrsosstav og en drikkeskål, og han kan ses sammen med en tyr, ged eller panter.

Efter 460 f.v.t. ses de første fremstillinger af den unge Dionysos, men de bliver først almindelige i 300-tallet f.v.t. efter opførelsen af Bacchantinderne. Guden fremstilles også som spæd, båret af enten Hermes eller af en silén, som det ses i statuer af Lysippos og Praxiteles.

Dionysos er hyppigst afbildet i vasemalerier fra 500-300-tallet f.v.t. Her fremstilles han ofte som en maske eller sammen med satyrer eller mænader i drikkescener med musik og dans eller i optog i mytologiske scener; han ses også sammen med Ariadne. På vaser fra 300-tallet. f.v.t. afbildes Dionysos tit med digtere og skuespillere.

Afbildninger af den etruskiske Fufluns kendes fra ca. 530 f.v.t. til hellenistisk tid, især på vasemaleri, men også på spejle, gemmer, cister og skulptur. Fremstillinger af den romerske Bacchus er meget almindelige inden for alle kunstneriske udtryksformer.

Senere optræder Dionysos/Bacchus i senrenæssancens og barokkens kunst, bl.a. i billeder af Caravaggio, Tizian og Rubens.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig