Achilleus. Kong Priamos af Troja bønfalder Achilleus om sin søn Hektors lig (Iliaden 22. sang, vers 416-429). Relief af Bertel Thorvaldsen, udført i Rom 1815 på bestilling af hertugen af Bedford. Motivet findes også på det ene af de to romerske sølvbægre fra 1. årh. e.Kr., som i 1920 blev fundet i Hoby på Lolland.

.

Achilleus er en græsk sagnhelt, søn af Peleus og havnymfen (nereiden) Thetis. Achilleus deltog med 50 skibe i togtet til Troja, og hans ubændige vrede mod grækernes leder, Agamemnon, er hovedtemaet i Iliaden.

Faktaboks

Etymologi

af latin Achilles, etruskisk Achle

Efter bruddet med Agamemnon holdt Achilleus sig uden for kampen, grækerne led nederlag, men da hans ven Patroklos blev dræbt af den trojanske helt Hektor, gik Achilleus igen ind i kampen og dræbte Hektor. Achilleus' egen død — for Paris' pil — forudsiges i Iliaden, og på sin rejse hjem møder Odysseus ham i Hades (Odysseen).

Alle senere fremstillinger af ham er stærkt påvirket af Homers skildring, men udsmykket med mange detaljer: Thetis skulle have dyppet Achilleus i floden Styx og derved gjort ham usårlig — undtagen på hælen, hvor hun holdt ham; herfra stammer udtrykket akilleshæl om det svage punkt hos en ellers stærk person. Achilleus blev opdraget hos kentauren Cheiron og deltog i det mislykkede forsøg på at redde Ifigenia fra at blive ofret i Aulis. Ved ankomsten til Troja dræbte han Troilos, og da amazonedronningen Penthesileia efter Hektors død kom trojanerne til undsætning, dræbte han også hende.

De ældste fremstillinger af Achilleus i græsk kunst er fra slutningen af 700-tallet f.v.t. Hans forfølgelse af og drab på Troilos var det mest populære emne i arkaisk græsk og etruskisk kunst, således på François-vasen. Scener med Achilleus' vrede, overrækkelsen af nye våben samt Achilleus og Hektor ses fra 400-tallet f.v.t. til romersk tid og kan henføres til forbilleder i Aischylos' tabte Achilleustrilogi. Romerne afbildede ham enten i ren græsk form (sølvdrikkebægrene fra Hobyfundet) eller i nye motiver, fx hans fødsel og opdragelse. Senere dukker han op i bl.a. nyklassicismens malerkunst og skulptur, fx hos Bertel Thorvaldsen.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig