Katarinaklostret

Katarinaklostret er et græsk-ortodokst klosteranlæg i ørkenen ved Djebel Musa (arabisk 'Moses' bjerg') på Sinaihalvøen.

Fra 300-tallet var det kendt som valfartssted med forbindelse til Moses (som stedet, hvor den brændende tornebusk stod, og nær det sted, hvor Moses modtog lovens tavler) og som opholdssted for mange kristne eneboere; tilknytningen til legenden om martyren Katarina fra Alexandria stammer først fra 900- eller 1000-tallet. Den første kirkelige bygning blev rejst i 300-tallet af Helena, mor til kejser Konstantin den Store. Siden udbyggedes klostret, især under kejser Justinian 1. i 500-tallet, bl.a. med 12-15 meter høje mure omkring det ca. 6000 m² store klosterområde.

Efter muslimsk tradition skal profeten Muhammed have besøgt stedet, hvilket er udgangspunkt for, at klostret, der rummer en moské inden for sine mure, i perioder har symboliseret religiøs tolerance. I andre perioder har en isolationistisk tendens rådet; i 1500-tallet fik det status som selvstændigt ærkebispedømme.

I middelalderen og senere besøgte mange pilgrimme og rejsende fortsat klostret, heriblandt magthavere fra hele verden; i kraft af fyrstelige gaver kom klostrets samlinger af gamle håndskrifter og ikoner til at regnes blandt kristenhedens førende. Særlig kendt er bibelhåndskriftet Codex Sinaiticus. Så sent som i 1975 gjordes under restaureringsarbejder et væsentligt og omfattende håndskriftfund.

I perioder har antallet af munke været angivet til flere hundrede; i dag hører færre end 20 munke til selve klostret (1997).

Klostret er optaget på UNESCO's Verdensarvsliste.