samaritanere

Samaritanere er et folk beslægtet med jøderne, hvis kultiske centrum er Garizim i Samarias bjergland. De optræder ikke i Det Gamle Testamente, hvor Samarias befolkning før den assyriske annektering i 722 f.Kr. er benævnt israelitter.

Den assyriske deportation af Nordrigets befolkning medførte indflytning af folk fra Babylon (2. Kongebog, 17,24). De antog stedets religion og benyttede de lokale templer. De tilflyttede folk optræder igen som modstandere af tempelbyggeriet i Jerusalem ved hjemkomsten fra eksilet (Ezras Bog, kap. 4). Senere jødisk tradition (især Josefus) kalder dem samaritanere og siger, dels at de etnisk set ikke kan regnes for at være jøder, selvom de ganske vist antog Nordrigets Jahvereligion, dels at de er frafaldne jøder. Dette modsiges i samaritanernes egen tradition, der med baggrund i Mosebøgerne hævder, at de er de oprindelige israelitter, som har fastholdt såvel etnicitet som den rette Jahvedyrkelse, mens jøderne anklages for at have svigtet det oprindelige grundlag og flyttet kulten til Jerusalem.

I Det Nye Testamentes historie om den barmhjertige samaritaner (Lukasevangeliet, 10,25-37) udnyttes denne kontrast i en skærpelse af næstekærlighedsbuddets krav om anerkendelse. Endelig ophæver i Johannesevangeliet, kap. 4 distinktionen mellem jøder og samaritanere i kristendommens nyfortolkning af jødedommen. Der er endnu ca. 200 samaritanere bosiddende i Holon (ved Tel Aviv) og Nablus.