Samson er en helt og vildmand i Det Gamle Testamente (Dommerbogen, kap. 13-16). Samson, der er nasiræer, dvs. indviet til Gud, plager med sine kæmpekræfter filistrene, men lokkes af Dalila til at røbe sin hemmelighed: At hans kraft sidder i håret. Han klippes og blindes af filistrene og lægges i lænker. Men da håret er vokset ud igen, vælter han filistrenes tempel og tager mange af dem med sig i døden.