Juda Rige

Juda Rige var sandsynligvis oprindelig navnet på landskabet omkring Hebron, og efter det tog områdets indbyggere deres navn. Juda blev derfor som stammenavn den overordnede betegnelse for alle småstammerne i dette område, bl.a. kalebitterne. Siden blev Juda navnet på den sydlige del af kong Davids rige. Juda Rige omfattede stort set kun bjergområdet omkring Jerusalem (ca. 2000 km², i hovedsagen området mellem Hebron og Ramallah). Efter opløsningen af Davids og Salomons rige opstod der ifølge Det Gamle Testamente to små stater, hvoraf Juda Rige fremdeles blev regeret af Davids efterkommere. Traditionelt er grundlæggelsen af riget blevet dateret til 900-tallet f.Kr. Nyere forskning peger imidlertid på, at Juda Rige ikke kan have eksisteret før efter ca. 800-750 f.Kr.

Den gammeltestamentlige historieskrivning i Kongebøgerne koncentrerer sig om Juda Rige, men ikke desto mindre var dette i jernalderen aldrig mere end en tredjerangs magt i Palæstina, og dets forsøg på at blande sig i den internationale politik blev hver gang slået ned med hård hånd af de fremmede magter. Det Gamle Testamente beretter om konflikter mellem Juda Rige og Israel Rige, hvori Juda hver gang blev den lille (fx 2. Kongebog, kap. 14). Judas to betydeligste konger var Hizkija, som blev sat på plads af assyrerkongen Sankerib (2. Kongebog, kap. 18-20), og Josija, som gennemførte kultens centralisering i Jerusalem, men som bukkede under for egypterne (2. Kongebog, kap. 22-23).

Juda Rige gik til grunde i forbindelse med gentagne oprørsforsøg mod babylonierne, først i 597 f.Kr., siden i 587/86 f.Kr., hvor babylonierkongen Nebukadnesar 2. erobrede og ødelagde Jerusalem og dets tempel. I eftertiden levede navnet Juda videre i landskabsnavnet Judæa samt i betegnelsen jøde (hebraisk jehudi, egentlig en indbygger i Juda).