profetskrifterne

Profetskrifterne i Det Gamle Testamente har for kirken været særlig værdifulde, ikke først og fremmest fordi de udgør samtidige kilder til Israels historie i tiden fra 750 f.Kr. til 400 f.Kr., men fordi de rummer profetier om en Messias (græsk Kristós), en kommende frelserkonge, der skulle besejre Israels fjender og oprette et nyt rige, bygget på fred og retfærdighed. Disse profetier har kirken set som en forudsigelse af Jesu fødsel og gerning, både som den (indtil videre) afsluttedes med hans død og opstandelse, og som den (til sidst) vil skulle afsluttes med hans genkomst fra det himmelske.

Allerede i oldtiden gjorde dog ikke mindst kritikere af kristendommen opmærksom på de afgørende forskelle, der var mellem forventningen om på den ene side en frelserkonge, der skulle genoprejse Israel på det nationale plan, og på den anden den åndelige forløser, som Jesus Kristus er i NT. For selv om nogle af de mere voldsomme træk er fastholdt i forestillingen om Jesu andet komme (genkomst) i herlighed, betyder denne begivenhed ikke genrejsning af Israel som nation.

Blandt Skrifterne i Det Gamle Testamente var det især Esajas' Bog og Salmernes Bog, som fik betydning for kirken. For også i sidstnævnte fandt man profetier om Kristus, men kunne tillige genbruge de jødiske salmer i den kristne gudstjeneste (som endnu i dag i den romerskkatolske og i den anglikanske kirke).