Bibelen ligger fremme på alteret i mange af Danmarks kirker. Her er det en udgave af den autoriserede nyoversættelse fra 1992, der er anbragt på alteret i Trinitatis Kirke i København.

.

Bibelen er den kristne kirkes hellige skrift.

Faktaboks

Etymologi
Ordet kommer af græsk biblia, flertal af biblion '(lille) bog', diminutiv af biblos 'papyrusbast; bog', oprindelig navnet på den fønikiske havn Byblos, hvorfra egyptisk papyrus blev udskibet til Grækenland.

Bibelen består af to skriftsamlinger: Det Gamle Testamente (GT) og Det Nye Testamente (NT). Ordet testamente er den latinske oversættelse af det bibelske ord pagt (på hebraisk berit; på græsk diateke). Bibelen består således af den gamle og den nye pagts bøger. Flere kirkesamfund medtager desuden de gammeltestamentlige apokryfer.

Ordet bibel har siden 300-tallet været i brug i den kristne kirke. GT består af 39 og NT af 27 bøger eller skrifter. De er kanoniske, dvs. at kirken siden 300-tallet har anerkendt dem som hellige. Bibelens nuværende kapitel- og versinddeling stammer fra henholdsvis 1200-tallet og 1500-tallet.

Det Gamle Testamente

De første 14 vers på græsk af Johannesevangeliet: I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Håndskrift, der dateres til slutningen af 100-tallet, senest ca. 200; det er skrevet på papyrusblade, som er hæftet sammen til en bog, en codex. Håndskriftet, der rummer det meste af Johannesevangeliet, stammer fra Egypten og er et af de ældste nytestamentlige håndskrifter, der er bevaret. Internationalt betegnes det som Papyrus 66 (Papyrus Bodmer II); det er i 1900-tallet indgået i Martin Bodmers betydelige samling af nytestamentlige papyrusser i Schweiz.

.

Det Gamle Testamente er kirkens navn på den første — og største — del af Bibelen. Det er en samling israelitisk-jødiske skrifter fra det første årtusinde f.Kr. Jøderne kalder denne samling for Miqra, 'den, som bliver reciteret', eller TANAK, et kunstord, dannet af forbogstaverne til Torah (Mosebøgerne), Nebiim (nogle historiske bøger og profetskrifterne) og Ketubim (skrifterne, dvs. Salmernes Bog, Jobs Bog og Ordsprogenes Bog samt nogle mindre skrifter).

De enkelte bøger i GT er næsten alle skrevet på hebraisk, israelitternes og jødernes tale- og skriftsprog indtil et stykke ind i persertiden, dvs. i perioden ca. 1200-ca. 400 f.Kr. Derefter blev hebraisk gradvis fortrængt af aramæisk. Typisk nok er Daniels Bog, der i sin nuværende form er fra 165 f.Kr., skrevet dels på aramæisk (kap. 2-7), dels på hebraisk (kap. 1 og 8-12). I hovedsagen er GTs bøger i den skikkelse, hvori vi kender dem, blevet nedskrevet i tiden efter 540 f.Kr.

Efter Alexander den Store (død 323 f.Kr.) blev kendskabet til græsk almindeligt hos jøderne i Palæstina og Egypten, og derfor lod jøderne først Mosebøgerne og siden de øvrige skrifter i GT oversætte til græsk. Denne oversættelse, der blev udført i Alexandria i 200- og 100-tallet f.Kr., kaldes Septuaginta 'de halvfjerds'; ifølge traditionen var der egentlig 72 oversættere i arbejde, nemlig seks for hver af Israels tolv stammer. Septuaginta var den egentlige Bibel for den ældste kristne kirke. I de første århundreder e.Kr. meldte behovet sig for oversættelser af Bibelen til andre sprog. I Nordafrika, Italien, Frankrig og Spanien talte man latin, i Syrien syrisk; til begge disse sprog blev Bibelen oversat, så der fremkom en latinsk og en syrisk Bibel.

Septuaginta adskilte sig fra Miqra, den hebraiske Bibel, på to punkter: dels ved at have de enkelte bøger i GT i en anden rækkefølge, dels ved at indeholde jødiske skrifter, der ikke fandtes i den hebraiske Bibel, de såkaldte apokryfer. I kirkens Bibel bringes skrifterne i Septuagintas rækkefølge, hvor fx profetskrifterne står til sidst og de apokryfe skrifter er anbragt i overensstemmelse med deres genre. Den katolske kirke har altid betragtet apokryferne som kanoniske, mens Luther nøjedes med at anse dem for læseværdige og derfor skilte dem ud og anbragte dem i en selvstændig gruppe mellem GT og NT; den reformerte kirke afviser, at de hører med til Bibelen.

Både i sin hebraiske og i sin græske form begynder Bibelen med Mosebøgerne, der fortæller om Verdens skabelse, om paradiset og syndefaldet, syndfloden og Babelstårnet, derefter om Israels stamfædre Abraham, Isak og Jakob, om Israels ophold i Egypten, udvandringen og rejsen i de 40 år gennem ørkenen til det forjættede land. Samtidig meddeles de love, som Moses undervejs gav folket. Folkets historie frem til den babyloniske kong Nebukadnesers erobring af Jerusalem i 587/86 f.Kr. er fortalt i Josvabogen, Dommerbogen, Samuelsbøgerne og Kongebøgerne (og genfortalt i Krønikebøgerne), og brudstykker af jødernes historie efter hjemkomsten fra Babylon kan læses i Ezras og Nehemias' bøger. De apokryfe Makkabæerbøger beretter om jødernes opstand mod syrerne i 100-tallet f.Kr. Alle disse bøgers værdi som historiske kildeskrifter har været genstand for megen diskussion. Uanset dette har kirken sin store interesse i 1. Mosebogs fortællinger om skabelsen og syndefaldet, for med dem er givet forudsætningen for det kristne frelsesbudskab.

Det Nye Testamente

Det Nye Testamente er betegnelsen for den del af Bibelen, hvis skrifter er af kristen oprindelse. Navnet betyder, at skrifterne har deres baggrund i den nye pagt.

Indholdet af NT ser sådan ud: Først står de fire evangelier, dernæst Apostlenes Gerninger, der danner overgangen til brevene, dvs. Paulus' breve (13 i alt; 14 hvis Hebræerbrevet regnes med, som det tidligere ofte blev) samt de i alt syv såkaldt katolske breve (dvs. at de har adresse til alle menigheder). Efter disse to dele, der handler om henholdsvis Jesu liv og den ældste menigheds historie og liv, står som afslutning og for sig selv Johannes' Åbenbaring med det store udblik mod tidernes ende.

NT blev først en del af Bibelen i 100-tallets anden halvdel og ikke på én gang. Dets 27 skrifter er ganske vist for flertallets vedkommende blevet til i det 1. århundrede e.Kr. Ældst er de ti ægte Paulusbreve, alle fra 50'erne; Markusevangeliet, Matthæusevangeliet og Johannesevangeliet stammer fra ca. 70-100 e.Kr., Johannes' Åbenbaring er fra 90'erne, mens Lukasevangeliet og Apostlenes Gerninger antagelig først er fra 130'erne. Det gælder desuden Pastoralbrevene (de to til Timotheus og Titusbrevet) samt Judasbrevet og 2. Petersbrev. Først efterhånden som de vandt indpas i gudstjenesten på linje med GT, fik de status som hellige skrifter. Sandsynligvis er evangelierne ligefrem skabt med henblik på en sådan brug.

En teolog ved navn Markion, der tidligt blev udråbt som kætter, kom hen imod midten af 100-tallet til at spille en indirekte rolle ved fastlæggelsen af NTs indhold. Af teologiske grunde forkastede han GT som helligskrift for kristne og skabte i stedet en "bibel" kun bestående af et evangelium og en samling på 10 Paulusbreve (de kendte med undtagelse af Pastoralbrevene), alle i en udgave, hvor sporene af den gammeltestamentlige skabergud var forsøgt udslettet. Det tvang kirken til at besinde sig på to ting: Dels hvilke kristne skrifter der kunne regnes for autoritative (kanoniske), dels disse skrifters tekstskikkelse. Det førte til, at en række omdiskuterede skrifter (fx nogle af de katolske breve og Johannes' Åbenbaring) efterhånden blev accepteret, samtidig med udelukkelsen af åbenbart senere skrifter. Dog er enkelte af de apostolske fædre taget med i visse gamle bibelhåndskrifter.

Jøderne havde deres hebraiske Miqra i skriftruller. De kristne gik snart over til at have deres Bibel i codexer, dvs. bøger. I sig selv afgjorde rulleformen ikke skriftsamlingens omfang og bøgernes rækkefølge, men codexformen stillede krav om en mere definitiv stillingtagen til, hvad der skulle med i bindet, og i hvilken rækkefølge skrifterne skulle stå. Her udviser den ældre håndskriftoverlevering flere variationer, men efterhånden vandt den rækkefølge hævd, som vi kender.

Omfanget af NT, der i store træk blev fastlagt i løbet af 200-tallet, er bevidnet omkring 180 af Irenæus, der således kan siges at være skaberen af den særlige kristne Bibel, bestående af GT og NT. Omfanget blev endeligt stadfæstet i øst i 367 (se Athanasios) og i Rom i 382. Dermed var den kristne Bibel skabt. Ved på én gang at fortsætte den historie, som GT rummer, og fastlægge forståelsen af GT, insisterer NT på en bestemt helhedstydning af Bibelen: Den nye pagt afløser den gamle. Således blev GT teologisk set en anden bog ved at blive kædet sammen med NT. I de første sytten århundreder af sin historie betragtede kirken således også GT som en kristen bog og ikke som udtryk for jødedom. Først bibelkritikken, der tog form i 1800-tallet, ændrede dette radikalt.

I middelalderen var læsning af Bibelen i alt væsentligt forbeholdt de bogligt dannede. Lægfolks kendskab til Bibelen byggede på billedlige fremstillinger af den bibelske historie (i Danmark fx kirkernes kalkmalerier; se Biblia pauperum) og på, hvad man fik at høre dels ved gudstjenesterne, dels af omvandrende munke og prædikanter. Dette ændredes med 1500-tallets bogtrykte oversættelser til folkesprogene.

I hele den kristne verden har Bibelen gennem kirkens snart 2000-årige historie været en uudtømmelig inspirationskilde for musik, billedkunst og litteratur.

Læs mere i Den Store Danske

Eksternt link

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig