påske

Historisk set har den kristne påske rødder i den jødiske påskefest. De første jødekristne overtog den, men gav den et nyt indhold, mindet om Jesu død langfredag og hans opstandelse påskesøndag. I oldkirken var der længe uenighed om påskefestens tidspunkt, idet nogle menigheder holdt påsken på en fast dato ligesom jøderne, mens flertallet holdt festen på den første søndag efter påskefuldmånen (den første fuldmåne efter forårsjævndøgn); dette tidspunkt blev endeligt vedtaget på koncilet i Nikæa i 325 (se påskestriden).

I oldkirken var påskefesten en vigtig dåbsdag, og gudstjenesterne blev tilrettelagt under hensyntagen hertil. Lammet er et tidligt sindbillede på Jesus (Agnus Dei); symbolsk har lammets ofring derfor spillet en rolle i bl.a. kristen ikonografi og levet videre som påskelam i de folkelige påskeskikke.

Påsken har en særlig betydning i den ortodokse kirke; som kirkens folkeligt set vigtigste fest er påsken i de vestlige kirker efterhånden blevet afløst af julefesten.

Ifølge den gammeltestamentlige tradition fejredes påskefesten som en erindring om israelitternes udfrielse af Egypten (2. Mosebog, kapitel 12).

Den skal være indstiftet i selve den nat, da Israel drog ud af Egypten, men fejredes først igen, da Israel vendte tilbage til sit land (Josvabogen, kapitel 5). Siden gik den i glemme, indtil kong Josija genoplivede den (2. Kongebog, kapitel 23. I 2. Krønikebog er det Hizkija, der genopliver festen).

Den falder ifølge den jødiske kalender aftenen efter den 14. dag i måneden Abib (senere kaldet Nisan), dvs. marts-april. Det er den første af den gammeltestamentlige festkalenders store valfartsfester. Festen går også under navnet matzzot-festen, 'de usyrede brøds fest'. Påskefesten kombinerede fejringen af byghøsten med højtideligholdelsen af de nyfødte kid og lam og omfatter ifølge Det Gamle Testamente bl.a. ofringen af førstegrøden og af de førstefødte dyr.

Festens historiske oprindelse er uklar. Sandsynligvis er der tale om en agerbrugsfest med historiske rødder i oldtidens Israel. I Det Gamle Testamente er denne agerbrugsfest blevet omfortolket, således at det blev til en jødisk historisk erindringsfest.

Æg er et tilbagevendende element i mange påskeskikke, bl.a. som pynt og gave.

Tidligere var æg en del af tjenestefolkenes løn og udgjorde ofte et gratiale til samfundets forskellige erhvervsgrupper. Indtil slutningen af 1800-tallet lagde høns ikke æg i de kolde og mørke vintermåneder, hvorfor årets første æg både blev opfattet som en særlig luksus og unik forårsbebuder. I den kristne kirke har ægget herudover længe fungeret som symbol på opstandelsen, og æggespiseriet begynder normalt påskemorgen.

Hårdkogte, farvede og dekorerede æg har været almindelige påskegaver, især til børn, og de indgik bl.a. i lege, som kendes fra Sjælland og Sydskåne, fx at trille æg ned ad skråninger udendørs eller en skrå flade indendørs og "at prikke hårdæg", dvs. støde hårdkogte æg sammen, sådan at den, hvis æg holdt, vandt det andet. Omkring 1890 begyndte sukker- og chokoladeæg at erstatte de dekorerede hønseæg som gaver.

Efter tysk og amerikansk forbillede er påskeharen i det nye årtusinde også blevet en tilbagevendende karakter i danskernes påskefejring.

Påskeharen er en opdragende figur med rødder i tysk protestantisme, og haren kendtes allerede i begyndelsen af 1900-tallet i de dele af Sønderjylland, der var var under tysk kulturel indflydelse.

I samme stil som julemanden uddeler påskeharen gaver – i form af slikæg – til de børn, der har opført sig pænt. Ligesom kyllinger og æg bliver de nye harekillinger betragtet som særlige forårsbebudere, hvilket formodentlig har bevirket den lidt kuriøse kombination.