Eskatologi, læren om de forestillinger, religionerne har om menneskets skæbne efter døden (individualeskatologi) og om verdens lod efter afslutningen af den nuværende tidsalder (universaleskatologi).

Faktaboks

Etymologi
Ordet eskatologi kommer af græsk eschatos 'yderst, sidst' og -logi.

Dødens tilsyneladende meningsløshed sætter alle menneskelige anstrengelser i relief; ved livets afslutning rejser spørgsmålene sig om tid, evighed og tilværelsens mening. Som en meningssøgende totaltydning rækker religionen ud over død og grav for hinsides det jordiske liv at finde meningen med det.

Hensigten med eskatologien er imidlertid ikke blot at give en beskrivelse af det, mennesker kan forvente efter døden, men lige så meget at præge deres liv før døden. Livet former sig fx forskelligt alt efter, om man ved sig ansvarlig for sine jordiske handlinger over for en alvidende guddom og dennes yderste dom (som i de semitiske religioner), eller om man forstår disse handlinger som en uomgængelig konsekvens af en karmisk eller kosmisk lovmæssighed (som i hinduisme og buddhisme).

Individualeskatologisk

skelnes mellem religioner, der antager personens kontinuitet efter døden, og religiøse anskuelser, der hævder personens opløsning ved døden.

I det første tilfælde bliver den afdøde krævet til regnskab for sine jordiske handlinger og lever på en eller anden måde videre, evt. efter en opstandelse, i et paradis eller helvede, der lokaliseres uden for denne verden, men tidsmæssigt kan være samtidig med denne (græsk religion, kristendom og islam).

Der findes desuden forestillinger om, at de dødes opholdssted først indrettes ved den universaleskatologiske verdensafslutning (parsismen). Hvor mennesket derimod ved døden opløses som individ, eksisterer det videre som en skygge, et stofløst væsen, for senere at blive født på ny i et tilsyneladende endeløst kredsløb (hinduisme og buddhisme).

Døden afslører her individet som en fiktion og nedbryder den helhed af tilværelsesfaktorer, der udgør det enkelte menneske, og som dette netop misforstår som individet.

Universaleskatologisk

udvikler nogle religioner forestillingen om en dramatisk verdensafslutning (fx kristendommens og islams verdensdom), der ofte ledsages af voldsomme naturfænomener som jordskælv, solformørkelse og verdensbrand, og ved hvilken levende som døde dømmes efter deres gerninger.

En afart af denne vision foreligger i den kristne apokatastasis-lære, hvorefter intet dømmes til undergang, men alt til sidst genoprettes. Andre religiøse systemer (indiske religioner) udvikler forestillingen om altings evige genkomst og antager et uendeligt forløb af periodisk forekommende verdensundergange med efterfølgende fornyelse af kosmos.

I 1900-tallets filosofi og teologi har man i kølvandet på verdenskrigene og de økologiske kriser oplevet en voldsomt fornyet interesse for eskatologi. Se også apokalyptik og dommedag.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig