Faktaboks

N.F.S. Grundtvig

Nikolai Frederik Severin Grundtvig

Født
8. september 1783, Udby ved Vordingborg
Død
2. september 1872, København
N.F.S. Grundtvig
Fotografi af Ad. Lønborg i villaen Store Tuborg, den 27. august 1872.

N.F.S. Grundtvig var en dansk digter, præst, historiker, politiker, pædagog og filolog. Grundtvig er ved siden af Søren Kierkegaard den betydeligste personlighed i 1800-talles danske åndsliv.

Med originalitet og styrke gjorde han sig gældende på vidt forskellige felter, der utvungent samledes i én og samme bestræbelse hos ham selv: fornyelsen af dansk folkelighed og kristendom. Hans alsidige engagementer hænger tæt sammen med hans egen livshistorie.

Grundtvigs opvækst og studier

Grundtvig, der var ud af konservativ luthersk-pietistisk præsteslægt, blev født i Udby på Sydsjælland, hvor faderen havde sit embede. Som niårig blev han sendt hjemmefra for hos en præst i Midtjylland at blive forberedt til undervisningen på Aarhus Katedralskole (1798-1800). Når han senere i livet vendte sig imod "den sorte skole", var hans egne erfaringer fra Aarhus en del af baggrunden.

I 1803 blev han teologisk kandidat fra Københavns Universitet, men havde på dette tidspunkt brudt med hjemmets pietistisk farvede kristendom og erklæret sig som renlivet rationalist. For Grundtvig og mange jævnaldrende akademikere fik de filosofiske forelæsninger, som Grundtvigs ti år ældre fætter Henrik Steffens holdt 1802-1803, stor betydning.

Romantisk poesi og nordisk mytologi

Allerede i sin studietid havde Grundtvig gjort forskellige litterære forsøg, der ikke blev trykt. Da han 1805-1808 var huslærer på herregården Egeløkke på Langeland, gik skriverierne i en ny retning, bestemt af en voksende interesse for romantikkens poesi og filosofi og den nordiske mytologi. Den poetiske erkendelsesform hævede ham op over "eksistensen" til en livsforståelse, der hjalp ham over den ulykkelige forelskelse i husets seks år ældre frue, Constance Steensen-Leth (1777-1827).

Den nyvundne livsforståelse kom til udtryk i Nordens Mytologi (1808), en poetisk inspireret gennemgang af de nordiske myters handling og dybere mening, der opfordrede til en åndelig genrejsning efter Danmarks militære og politiske katastrofer, Københavns bombardement og tabet af flåden i 1807.

I flugt hermed må nævnes hans digte "De Snekker mødtes i Kvæld paa Hav" og "Kommer hid, I Piger smaa", skrevet til minde om Peter Willemoes, der faldt i Slaget ved Sjællands Odde i marts 1808. Det var "Fædrenes værdige Sønner", der skulle inspirere til nye heltegerninger.

Ved tilbagekomsten til København blev Grundtvig lærer ved et privat gymnasium; til brug ved undervisningen udarbejdede han en verdenshistorie (utrykt).

Med den norrøne digtning som forbillede konkurrerede han som historisk digter med Adam Oehlenschläger og udgav to bind læsedramatik, Optrin af Kæmpelivets Undergang i Nord (1809) og Optrin af Norners og Asers Kamp (1811). Samtidig forberedte han oversættelse og udgivelse af eddadigte.

Psykisk krise

Den lovende litterære karriere blev afbrudt, da hans far i 1810 bad ham om at vende hjem til Udby som kapellan. Grundtvigs prøveprædiken i København, Hvi er Herrens Ord forsvundet af hans Huus?, var et skarpt angreb på den rationalistiske prædiken i samtiden, og den indbragte ham en irettesættelse fra universitetet.

Senere på året blev han grebet af en stærk bevidsthed om, at han var kaldet til at reformere den danske kirke, men lammedes af spørgsmålet, om han selv var en kristen.

Denne psykiske krise kan aflæses i "Deilig er den Himmel blaa" fra dec. 1810, "barnesangen", der tydeligt foregriber krisens overvindelse. De vise mænd fra Østerland, der ledet af stjernen rejser til Betlehem, er et billede på hans egen anskuelse siden studietiden og på samtidens rationalistiske lærde, der barnligt skal bøje sig for Bibelens autoritet og vende tilbage til den gammeldags kristendom.

Grundtvig som præst i Udby-Ørslev

Grundtvig blev ordineret 29.5.1811, og to dage efter drog han hjem. Da han så Udby i det fjerne, blev han grebet af mismod ved tanken om sin nye gerning. I et ekstatisk åndeligt syn "talte Herren til ham i skoven", en oplevelse, som han huskede resten af sit liv.

I to år prædikede Grundtvig for menighederne i Udby-Ørslev med stærk pietistisk-moraliserende tendens. På et intellektuelt plan udmøntedes de samme tanker i Kort Begreb af Verdens Krønike i Sammenhæng (1812), en omarbejdelse af den utrykte verdenshistorie med inspiration fra hans bibelkristne nybesindelse: Kristus er historiens centrum.

I konflikt med kultureliten

Bogens ubarmhjertigt skarpe angreb på store personligheder i fortid og nutid bragte Grundtvig i konflikt med hele den københavnske kulturelite, især de jævnaldrende H.C. Ørsted og Chr. Molbech, der – bl.a. inspireret af den tyske filosof F.W.J. Schelling – var tilbøjelige til at harmonisere tilværelsens faktiske modsætninger.

Heroverfor hævdede Grundtvig "modsigelsens grundsætning", dvs. at det er umuligt på samme tid at bekræfte og benægte det samme. Dette logiske princip passede til hans nyerhvervede bibelske teologi med de dualistiske modsætninger godt/ondt, Gud/Djævel, lys/mørke osv., der snart blev dominerende i hans teologi og i hans salmer.

Grundtvigs verdenskrøniker

Efter faderens død i 1813 fortsatte Grundtvig sin litterære virksomhed i København. I 1814 skrev han en ny verdenskrønike, der kun nåede halvt igennem det jødiske folks historie i Det Gamle Testamente. I 1815 opgav han sine ellers velbesøgte gæsteprædikener i København i protest mod at være overset af de ansættende myndigheder; som afskedssalut udsendte han sine Bibelske Prædikener (1816).

I stedet skulle historien og poesien afdække menneskets skæbne og livets mål. Det skete med hans tredje verdenshistorie, Udsigt over Verdens-Krøniken (1817), og med de to trebindsoversættelser af hhv. Saxos latinske Danmarkskrønike (1818-23) og Snorri Sturlusons oldnordiske kongekrønike (1819-1823).

Det angelsaksiske kvad om Beowulf udsendte han i en fri dansk gendigtning, Bjowulfs Drape (1820), mens en række digte og filosofiske afhandlinger fandt plads i hans eget tidsskrift Danne-Virke (1816-1819); heri forberedtes de teorier om sprog, danskhed og folkeånd, der udmøntedes i de følgende årtier. Kongen tildelte ham fra 1818 en årlig understøttelse, og i begyndelsen af 1821 blev han uden ansøgning ansat som sognepræst i Præstø.

Kald i Præstø og i København

N.F.S. Grundtvig
N.F.S. Grundtvig portrætteret i 1822, hvor han fik kald ved Vor Frelsers Kirke. Radering 15 x 11,1 cm.
Af /Statens Museum for Kunst.

Den manglende medgang i København bevirkede, at Grundtvig i stadig højere grad følte sig som Danmarks eneste virkeligt kristne forkynder.

I digtet "Paaske-Lilien" (1817), kendt fra salmen "Paaskeblomst, hvad vil du her?", er han selv den foragtede bondeblomst, der til sin tid skal overbevise byens folk om evangeliets sandhed, og i slutningen af sine halvandet år i Præstø sammenlignede han sig selv med en gammeltestamentlig profet, der efter udlændigheden i det hedenske Babylon skal føre folket hjem til Jerusalem og opbygge templet, dvs. genrejse kristendommen i København.

Da han i slutningen af 1822 blev præst ved Vor Frelsers Kirke på Christianshavn, voksede hans opstemthed som prædikant. Med forkærlighed tog han sit udgangspunkt i korte Jesusord som "Bliv lys!", "Stå op!" eller længere centrale bibelsteder som fx Joh. 3,16, ord, der "gennemlyner tid og evighed" som udsagn, der gælder menigheden nu.

Der er en nær forbindelse mellem billedsproget i de samtidige prosapoetiske prædikener og de to store digte fra 1824, De Levendes Land og Nyaars-Morgen, og der er slående sammenhænge mellem fx den poetiske prædiken juledag 1824 og salmen "Velkommen igjen, Guds Engle smaa", der blev til samtidig hermed.

Dåb og altergang i centrum

Grundtvig stræbte efter at finde et kriterium for kristendommens sandhed. I forlængelse heraf markerer udvælgelsen af særlige bibelord i prædikenerne en bibelkritisk holdning. Begge bestræbelser kulminerer i Grundtvigs påstand om, at hvad Jesus ifølge NT sagde til sine disciple dengang, ikke kan angå os nu. Anderledes er det med ordene ved dåb og nadver, som Jesus har indstiftet til stadig gentagelse i kirken, især de personligt henvendende ord: "Tror du ...", "Jeg døber dig ...", "Fred være med dig!", "Tag det ..., spis det ..., gør det ...". Dér taler Jesus i dag til den enkelte. Hermed er også defineret, hvad Grundtvig mente med "Det Levende Ord".

Dét var i 1825 Grundtvigs "mageløse opdagelse", der gjorde dåben og altergangen til kirkens centrale udtryksformer, fordi de går tilbage til apostlene og Jesus selv.

Striden med H.N. Clausen

Da den teologiske professor H.N. Clausen på samme tid udsendte en stor bog om katolicismens og protestantismens kirkeforfatning og definerede kirken abstrakt som "et Samfund til Fremme af almindelig Religieusitet", angreb Grundtvig ham to uger senere voldsomt med sin pjece Kirkens Gienmæle, hvori han præsenterede sin "opdagelse".

Professor Clausen anlagde straks injuriesag, og Grundtvig blev året efter idømt livsvarig censur (dog ophævet i dec. 1837).

Denne afgørelse og anden modgang bevirkede, at Grundtvig nedlagde sit embede som præst i maj 1826, en uge før pinsedag, da 1000-året for kristendommens første forkyndelse i Danmark skulle fejres. Til den lejlighed havde han skrevet nogle salmer, som man på forhånd nægtede ham tilladelse til at synge i kirken, bl.a. "Den signede Dag med Fryd vi seer".

Virksomheden som præst og opgøret med H.N. Clausen havde skaffet Grundtvig mange tilhængere blandt lægmænd i og uden for de samtidige gudelige vækkelser. Sine prædikener fra Vor Frelsers Kirke gennemskrev han til Christelige Prædikener eller Søndags-Bog (3 bd., 1827-31), der fik stor udbredelse.

Sine historiske og filologiske studier fortsatte Grundtvig med offentlig støtte på tre rejser til England i 1829-31. Et lige så stort udbytte var det indtryk, han fik af englændernes praktiske virkelyst og deres sans for åndelig og verdslig frihed.

"Menneske først og Christen saa"

N.F.S. Grundtvig
Maleri af N.F.S. Grundtvig fra 1843 af C.A. Jensen.
N.F.S. Grundtvig
Af /Granger/Shutterstock/Ritzau Scanpix.

I 1832 udsendte Grundtvig en fuldstændig omarbejdet, udvidet udgave af Nordens Mythologi eller Sindbilled-Sprog. Heri opfordrede han til et bredt samarbejde mellem alle landsmænd "af ånd" om en ny videnskabelig dannelse med den nordiske tradition som baggrund, idet den bedre end den herskende klassiske dannelse kunne udvikle menneskets guddommelige kræfter. Det livligt fortalte, men helt igennem kildebaserede hovedværk, Haandbog i Verdens-Historien (3 bd., 1833-1856 med et tillæg 1869), kan betragtes som en udfoldelse af dette program.

Dermed var der sket en radikal ændring i Grundtvigs livssyn, således som det udtrykkes i den berømte verslinje: "Menneske først og Christen saa". Alene som skabt, endnu uden kristentro, har mennesket en guddommelig status. Derom vidner både den nordiske mytologi, verdenshistorien og det virkelige liv.

"Skolen for livet"

N.F.S. Grundtvig. Begyndelsen af manuskriptet til salmen "Alt, hvad som fuglevinger fik" (1851) viser Grundtvigs omhu med at finde de rette ord. Første strofes sidste linje, "Paa al vor Nød og Vaande", streges over til fordel for "Paa Støvets Vee og Vaande". Salmen tager sit udgangspunkt i Jesu ord: "Se himlens fugle..." (Matth. 6,26). Fuglene lovsynger spontant Guds godhed; med sin tanke og taleevne har mennesket endnu mere at takke for og animeres derfor til at synge kraftigere end dem. Melodiangivelsen øverst er "Lær mig, o skov, at visne glad", Oehlenschlägers kendte salme, som Grundtvig ikke brød sig om og bevidst skrev et modstykke til. Grundtvig-arkivet, Det Kgl. Bibliotek.

.

På denne baggrund fremsatte Grundtvig sit program om "skolen for livet", dvs. en fri og levende folkeoplysning for voksne, der ikke skal bygge på bøger og lærerautoritet, men på vekselvirkningen i den indbyrdes samtale mellem elev og lærer. Det var denne idé, der fra 1844 og frem blev realiseret med oprettelsen af de grundtvigske højskoler og friskoler — for resten modsat Grundtvigs egen yndlingstanke om én central folkehøjskole på Sorø Akademi.

Salmesangens fornyer

Allerede i 1810-1811 havde Grundtvig talt for salmesangens fornyelse. Hans "mageløse opdagelse" havde understreget den kristne forkyndelses karakter af "tiltale"; lovsangen var det nødvendige "svar", der endnu manglede.

En kontant støtte satte ham i 1835-1836 i stand til at skrive det første bind af Sang-Værk til den Danske Kirke (1837), hvori han gendigtede og selvstændigt digtede ca. 400 salmer, der skulle repræsentere hele den kristne kirkes tradition. I løbet af sit lange liv skrev han omkring 1500 salmer, der har givet den danske gudstjeneste et selvstændigt præg, der mærkes den dag i dag.

Kamp for kirkelig frihed

I 1830'erne indledte Grundtvig sin kamp for kirkelig frihed, bl.a. med kravet om frihed for den enkelte til at knytte sig til en anden præst end sin sognepræst (løsning af sognebånd). Den konkrete anledning var myndighedernes forsøg på at indføre tvungne ritualændringer af typisk rationalistisk tilsnit.

Med den holdning, Grundtvig efter sin "mageløse opdagelse" indtog til dåb og altergang, måtte han naturligvis protestere: De "gammeldags" kristne skulle have lov til at beholde deres gudstjeneste, og de "moderne" skulle have lov til at foretage de ændringer, de ønskede, alt sammen inden for den samme kirke. Kravene skærpedes af Grundtvigs ivrige kampfælle, J.Chr. Lindberg. De kirkelige reformforslag blev ikke realiseret pga. Grundtvigs indsigelser.

I perioden 1826-1839 var han uden præsteembede. Af sine tilhængere blev han presset til at genoptage prædikantvirksomheden i et privat lokale. For at undgå kirkelig splittelse tillod myndighederne Grundtvig at fungere som ulønnet aftensangsprædikant ved Christians Kirke på Christianshavn fra 1832. Først i 1839 ansattes han som præst ved Vartov hospitalskirke. Til brug ved gudstjenesten her lod han fra 1845 sine egne salmer trykke på løse blade, der i 1850 samledes i den første udgave af Fest-Psalmer.

Landskendt politisk skikkelse

N.F.S. Grundtvig. Da Grundtvig var fyldt 70 år, anlagde han sit velkendte hvide skæg. Fra 1850'erne og frem blev han fotograferet adskillige gange, sidste gang blot seks dage før sin død. Dette fotografi fra 1869 viser den 86-årige kæmpe i dansk åndsliv iført sort fløjlsslåbrok med ridderkorset. Fotograf Budtz Müller er mester for optagelsen, der formentlig er foretaget i villaen Store Tuborg ved Strandvejen i det nordlige København, hvor Grundtvig boede de sidste fem år af sit liv.

.

I foråret 1844 ramtes Grundtvig af en ny religiøs anfægtelse, der udløste en psykisk krise; et vidnesbyrd om krisens overvindelse er digtet "Sov sødt, Barnlille", gudsbarnets vuggesang, hvormed den anfægtede voksne med sit fadervor lægges tilbage som et barn i Guds favn. Han var dog rask nok til allerede 4.7.1844 at tale om folkeånden og modersmålets genoplivelse for 10.000 lydhøre mennesker på Skamlingsbanken. Fra da af stod han som en landskendt politisk skikkelse, ikke mindst i skandinavistiske kredse.

Ud fra sin tillid til, at den enevældige kongemagt var garant for en stabil udvikling, måtte Grundtvig nære skepsis til forordningen om rådgivende stænder (1831-1834), men den blev ryddet af vejen, da han så bonderepræsentanternes fornuftige, uimponerede fremtræden. Han var i første omgang heller ikke ubetinget glad for de politiske omvæltninger i 1848-1849.

Hans mange tilhængere uden for hovedstaden valgte ham ind i Rigsdagen i en næsten tiårig periode fra 1848 samt igen i 1866, hvor han stemte imod revisionen af 1849-grundloven. På Rigsdagen gik han i brechen for frihed på alle områder i kirke og skole. Ved sit præstejubilæum i 1861 fik han som æresbevisning rang med Sjællands biskop. Omkring ham flokkedes kirkelige, folkelige og politiske tilhængere, som man allerede i hans levetid kaldte grundtvigianere.

Alderdomsår

"Grundtvig og livskilden"
N.F.S. Grundtvig er blevet skildret af en lang række kunstnere; her i form af en statuette af Niels Skovgaard fra 1912-14.
Af /Statens Museum for Kunst.

Grundtvigs virksomhed som digter, skribent og præst forblev usvækket i de fleste alderdomsår. Han deltog med iver i den almindelige debat om både kirkelige og politiske spørgsmål, under Treårskrigen og grundlovsforhandlingerne i sit eget ugeblad Danskeren (1848-1851).

Han var ikke uberørt af Søren Kierkegaards enmandsangreb på den officielle kirke i 1855; sine synspunkter udfoldede han i årene 1855-61 i en række afhandlinger, der samledes i Den christelige Børnelærdom (1868). Grundtvigs tredje psykiske krise, der brød frem under en gudstjeneste i 1867, vakte opsigt.

Hans 800 strofer store læredigt, Christenhedens Syvstjerne (samlet udgave 1860), skildrer (ud fra Joh.Åb., kap. 2-3) den kristne menigheds historie gennem de seks første folkemenigheder: den hebraiske, græske, romerske, engelske, tyske og nordiske menighed med udblik til den syvende menighed, som Grundtvig henlægger til Indien.

Grundtvigs betydning før og nu

Hans betydning for sin egen tid og inspirationen fra hans indsats siden hen kan næppe overvurderes. I skrift og tale var det Grundtvig, der stod bag den kirkelige, folkelige og politiske myndiggørelse af den danske landbefolkning i 1800-tallet med omfattende åndelige, praktiske og økonomiske virkninger til følge.

Med rod i den bibelske og oldkirkelige tradition genoplivede Grundtvig på selvstændig måde klassiske kristne temaer, der næsten var gået i glemmebogen, og kom dermed i åbenbar konflikt med sin samtids toneangivende teologi og kirkelighed. Fornyelsen kom først og fremmest til orde i hans salmer, der sammen med den "mageløse opdagelse" skabte en lavkirkelig sakramental vækkelse, et "oprør fra neden", der bandt vækkelsens folk til kirken.

Med forbillede i gamle salmers fortællende forløb udvidede han dette perspektiv ved fx i "Et Barn er født i Betlehem" at lade frelsen blive til virkelighed, mens den synges; i forløbet får de syngende "børn" englestatus. Deres halleluja smelter sammen med englenes: "Da vorde Engle vi som de,/Guds milde Ansigt skal vi se".

Som digter mestrede Grundtvig adskillige stilarter og lyriske genrer uden at tabe sit umiskendelige særpræg. Han kunne i et mangetydigt romantisk billedsprog smelte indhold og form sammen i fortættede digte, hvis retning og mening lå profetisk i det dunkle, med højdepunkt i det store, først langt senere værdsatte digt Nyaars-Morgen (1824): Her flettes Danmarks skæbne og hans eget liv ind i en kæde af historiske og mytologiske visioner.

Til andre tider kunne han i læredigte og sangbare vers skrive enkelt og forståeligt om de højeste emner. Ved denne poetiske styrke fornyede Grundtvig det danske sprog og skabte en folkelig og national selvbesindelse i tæt sammenhæng med realiseringen af hans skoletanker. Interessen for nordisk mytologi og historie forenet med Grundtvigs optimistiske tillid til menneskets gudskabte evner blev i store dele af den danske befolkning en virksom appel til praktisk virketrang på vidt forskellige områder.

N.F.S. Grundtvig giftede sig tre gange: 1818 (forlovet siden 1811) med Lise Blicher (1787-1851), 1851 med Marie Toft, f. Carlsen (1813-1854) og 1858 med Asta Reedtz, f. komtesse Krag-Juel-Vind-Frijs (1826-1890).

N.F.S. Grundtvigs grav findes i Køge på Claras Kirkegård, beliggende på Køge Ås ved Gammelkjøgegaard.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig