Grønland - kirkelige forhold

I nordbotiden udgjorde Grønland et selvstændigt stift med kirker, klostre og egen biskop; der er ikke noget, der tyder på, at kirken havde kontakt med inuitterne. Omkring 1500 var de sidste nordboer og dermed kristendommen forsvundet fra Grønland. I 1721 indledte Hans Egede sit evangelisk-lutherske missionsarbejde i Vestgrønland. Efter at have forladt Grønland fik han i 1740 titel af biskop over Grønland, en ærestitel, som hans søn Poul Egede fik i 1779. Fra 1733 arbejdede også tyske brødremissionærer i landet, ofte i et konfliktfyldt forhold til den danske mission. I de følgende generationer døbte både danske og tyske missionærer et stigende antal grønlændere. Missionsarbejdet resulterede i 1905 i en ordning ved lov af kirke- og skolevæsenet, skønt missionen i Øst- og Nordgrønland endnu ikke var tilendebragt. En vækkelse, opstået i begyndelsen af 1900-tallet, fik større betydning i national end i kirkelig henseende.

1905-1923 hørte Grønland under Sjællands, derefter under Københavns biskop, dog med egen vicebiskop i Nuuk fra 1980. Fra 1993 har landet været et selvstændigt stift med egen biskop; fra 2009 hørende under Grønlands Selvstyre med hensyn til lovgivning og finansiering. Grønlands kirke består af 17 præstegæld (sogne), hvert med gennemsnitlig fem kirker eller skolekapeller, som betjenes af præster og kateketer; kateketen har både præste- og lærerfunktion (se katekese). Kirkegangen, som tidligere var nær ved 100%, er ved 1900-tallets slutning dalet betydeligt overalt. Kirken har navnlig mistet taget i de unge. De ældre søger stadig i stort tal til gudstjeneste og deltager i den — om end vigende — flerstemmige salmesang. I slutningen af 1900-tallet har der konstant været præstemangel trods forskellige forsøg på at gøre præsteuddannelsen mere grønlandsk.