Ca. 80% af befolkningen i Chile tilhører den romerskkatolske kirke. Fra midt i 1500-tallet drev dominikanere, franciskanere og jesuitter mission, og et stift blev oprettet i Santiago.

I 1833-1925 havde Chile en katolsk statskirke, men fra 1865 anerkendte staten også andre kirkesamfund. Fra dette tidspunkt etablerede forskellige protestantiske kirkesamfund sig, fx presbyterianere fra USA og lutheranere fra Tyskland, senere fulgte metodisterne, og i 1900-tallet har en hjemlig pinsebevægelse nået en anslået udbredelse til 10% af befolkningen.

Under Salvador Allendes styre opstod en polarisering blandt katolikkerne. Det kristeligt-demokratiske parti var imod hans styre, og i 1971 stiftedes partiet Kristne for Socialisme for at støtte ham, inspireret af befrielsesteologien. Denne polarisering fortsatte under Pinochets styre. Kirken oprettede en central instans, Vicaria de la Solidaridad, for at forsvare ofre for krænkelser af menneskerettighederne.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig