gentagelse

Gentagelse, har som begreb fået en særlig prægning i Søren Kierkegaards lille bog Gjentagelsen, udgivet under pseudonymet Constantin Constantius i 1843.

Mens håbet retter sig mod en ukendt fremtid, og erindringen griber bagud efter en tabt fortid, udgør gentagelsen menneskets mulighed for at blive og forblive nærværende i det nærværende.

Dette udfoldes i Gjentagelsen i form af to forbundne fortællinger; den ene udstiller gentagelsen som et tomt og trivielt fænomen, mens den anden i tilknytning til beretningen om Job, hvem Gud fratog alt og gav alt igen, fremhæver gentagelsen som en etisk kategori, der i sidste instans er religiøst begrundet.

Hos Søren Kierkegaard har gentagelsen som begreb udspillet sin rolle med Gjentagelsen, men strukturelt går det igen i det senere forfatterskabs filosofiske og teologiske bestemmelser af menneskets muligheder for at genvinde sin tabte umiddelbarhed i fornyet form.