Giordano Bruno

I sin studietid i Napoli indtrådte Giordano Bruno i 1565 i dominikanerordenen og blev præsteviet i 1572.

Under mistanke for fritænkeri, blev han i 1576 indstævnet for inkvisitionen, men han flygtede i stedet til Venedig. Indtil 1592 levede Bruno som omvandrende lærer, bl.a. i Paris, London (1583-1585), Wittenberg, Prag og Zürich. Efter indbydelse bosatte han sig atter i Venedig, men blev her forrådt til inkvisitionen, der førte ham til Rom.

Efter en langvarig proces, hvor han i årevis sad fængslet, blev Bruno dømt som "hårdnakket kætter" og den 17. februar 1600 brændt på torvet Campo dei Fiori i Rom. Her blev der i 1889 rejst en statue til hans minde.

Som tænker var Giordano Bruno original, men ikke egentlig systematisk, idet han udfoldede sine spekulative teorier i relativ uafhængighed af hinanden. Det betyder dog ikke, at der ikke kan ses en vis sammenhæng i hans tankeunivers.

Grundlæggende var han som panteist overbevist om, at universet udgør en organisk helhed, en perfekt manifestation af Gud. Alt eksisterende opfylder således et godt formål, selvom det umiddelbart skulle fremstå som ondt. På dette panteistiske fundament videreførte han Raymundus Lullus' forståelse af den menneskelige hukommelse som altets spejl, ligesom han søgte at retfærdiggøre magien som en videnskab i streng forstand.

Giordano Bruno var en af de tidligste tilhængere af Kopernikus' solcentrerede astronomi, som han tolkede ud fra Nicolaus Cusanus' platoniske metafysik. Bruno mente med sin "nye filosofi" således at kunne vise, at universet er uendeligt og rummer en uendelig mængde af solsystemer, og at Jorden ikke er dets centrum. Bruno formulerede således et modsvar til den aristoteliske kosmologi, hvor universets opfattedes som endeligt og begrænset.

Giordano Brunos forfatterskab er omfattende og består hovedsagelig af filosofiske dialoger. I De umbris idearum (1582, Om idéernes skygger) fremstiller han sin kristne hermetisme. La cena delle ceneri (1584, Askeonsdags middag) indeholder hans kopernikanisme, og De la causa, principio e uno (1584, Om årsagen, princippet og det ene) er Brunos spekulative og erkendelsesteoretiske hovedværk. Han forfattede også nogle didaktiske digte med ledsagende kommentar, fx De gli eroici furori (1585, De heroiske lidenskaber), som indeholder hans moralfilosofi.

• Nicolaus Cusanus
• Heliocentrisk verdensbillede
• Nikolaus Kopernikus