Oplysningstiden er den periode i europæisk historie, hvor tillid til fornuft og viden skabte en opfattelse af, at mennesket kan påvirke sit eget liv og ikke kun er overladt til sin skæbne, defineret af forsynet og rollen som undersåt. Det er en fællesbetegnelse den videnskabelige, kulturelle og filosofiske tænkemåde, der foldede sig ud i 1700-tallet, hvor troen på fremtiden var optimistisk.

Oplysningsfolkene eller oplysningsfilosofferne, som de også kaldes, gav den sunde fornuft stemme og former og forstærkede den offentlige mening, der opstod sammen med det voksende borgerskab.

Oplysningstidens begyndelse og slutning

Selvom perioden er næsten synonym med 1700-tallet, fastsættes starttidspunktet forskelligt afhængigt af, hvilken geografi og centrale personer, forskerne lægger vægt på. Tilsvarende opfattes betydningen for eftertiden også forskelligt. Ved begyndelsen af 1800-tallet afløstes oplysningstiden af romantikken, hvilket naturligvis skete i en glidende bevægelse og tog sig forskelligt ud i de forskellige lande.

Den mest udbredte holdning er, at oplysningstiden var forløberen for det moderne samfund med værdier som ytringsfrihed og tolerance, sekularisering af videnskab, anerkendelse af empiriske metoder og nyttetænkning. I modsætning til denne positive tilgang ser enkelte perioden som roden til fremskridt uden moral og samvittighed, endda som årsagen til verdenskrigene i 1900-tallet.

Begrebet 'oplysning'

Immanuel Kant har med sine værker fra de sidste 20 år af sit liv dybt præget europæisk erkendelsesteori og moraltænkning. Selv boede han næsten hele sit liv i den internationalt prægede handels- og søfartsby Königsberg og så aldrig mere af verden, end at han kunne være hjemme igen inden aften. Tegning fra 1789 af Hans Veit Schnorr von Carolsfeld; Kupferstich-Kabinett, Staatliche Kunstsammlung, Dresden.

.

Almindeligvis navngives en periode lang tid efter, den er slut, som fx vikingetiden og renæssancen. Begrebet ’oplysning’ blev dog allerede brugt i 1784 af Immanuel Kant, da han besvarede spørgsmålet: ”Hvad er oplysning?” med, at det er, når mennesket begynder at turde tænke selv. Det er det helt centrale kendetegn for oplysningstiden.

Det var en overgangsperiode mellem autokratisk indrettede samfund og den begyndende modernitet, fra feudale samfund, der hvilede på jordejerskab, til introduktion af handel og begyndende industriel produktion. En sådan overgang medfører både usikkerheder og muligheder, fordi der er betydelige, men endnu ikke genkendelige samfundsændringer på vej. Resultatet er kampe for at bevare den kendte fortid eller definere den ukendte fremtid. Aktørerne arbejder således for forskellige mål. Oplysningstiden var således fuld af modsætninger og paradokser, men med et fælles sigte om at bekæmpe intolerance, censur og uretfærdighed.

Oplysningstiden er forankret i Europa, og særligt i Frankrig. Tankerne og idéerne havde tilhængere i mange europæiske lande og blev genereret flere steder, specielt i England, Skotland og Tyskland. Desuden er den amerikanske uafhængighedserklæring fra 1776 et eksempel på oplysningsfilosofi omsat til samfundspraksis.

Mange holdninger og værdier er fælles for oplysningstiden og dens aktører, men det er lige så karakteristisk, at begrebet ”oplysningstiden” dækker over forskellige retninger i forskellige lande, inden for landene og mellem personer, som eksemplerne på i det følgende viser.

Oplysningstiden i Frankrig

Det Frankrig, som de fleste anser for oplysningstidens epicenter, var et absolutistisk kongedømme, hvor kongen var indsat af Gud og dermed var bindeleddet til undersåtterne. Kongen og Kirken var i symbiose, og det gav den katolske kirke en helt særlig status og magt. Dette magtforhold blev konsolideret under Ludvig den 14., men løsnedes en smule ved hans død i 1715, der derfor normalt regnes for starttidspunktet for den franske oplysningstid.

Det franske samfund var strengt hierarkisk med et aristokrati og et kleresi, der havde alle privilegier. Uanset, at der også her begyndte at opstå et velhavende borgerskab, der tjente på handel og manufakturer, så var der ingen social mobilitet, som der var i England.

Montesquieu, Voltaire og Descartes

François de Voltaire. Portrætbuste udført i 1770'erne af den franske billedhugger Jean-Antoine Houdon.

.

Et af første tegn på en begyndende kritik af samfundet var Charles-Louis de Secondat MontesquieusLettres Persanes fra 1721 og François de Voltaires Lettres Philosophiques fra 1734, der begge var tekster, der udfordrede forskellige forhold i det franske samfund. Samtidig var det dominerede naturvidenskabelige paradigme knyttet til René Descartes’ naturopfattelse, og Isaac Newtons idéer vandt først indpas i midten af århundredet.

De franske oplysningstanker cirklede om religiøs tolerance, naturopfattelse, sekularisering af videnskaben, retfærdighed og utilitarisme. De havde en optimistisk tro på fremtiden. og de kom til at præge hele det intellektuelle miljø i Europa. Det skete af flere årsager. Frankrig, og særligt Paris, blev anset for det kulturelle centrum og et videnskabeligt hotspot med kontakter og gæster fra hele Europa. Desuden blev fransk brugt til kommunikation over hele Europa i de aristokratiske kredse og i det, der kaldes ’the European Republic of Letters’, ligesom latin blev forladt som videnskabens sprog.

Religionens rolle

Religion spillede en stor rolle på grund af den katolske kirkes dominans. Mange af de franske oplysningsfolk var deister, det vil sige, at de troede på en skabende Gud, der havde trukket sig tilbage efter skaberværkets fuldførelse, og der var derfor ikke brug for en institutionaliseret kirke til at fortolke den guddommelige vilje Det gjaldt for eksempel for Voltaire. Andre var ateister og troede slet ikke på en Gud, som Denis Diderot og fransk-tyske Paul Henri Thiry d’Holbach, mens Jean-Jacques Rousseau, som en undtagelse, var troende, idet han dog konverterede flere gange.

Oplysningsfilosofferne delte sig også på andre måder, idet der var enkelte med republikanske idéer, og mange, der troede på reformer og et oplyst enevælde. Der var mere modstand mod den katolske kirkes magtfuldkommenhed end mod kongemagten, der stod for stabilitet. Uanset dette blev oplysningsfolkene også undertrykt. Censuren forbød mange bøger og skrifter, men kunne omgås, forfattere og trykkere blev fængslet eller forvist, som det skete for Voltaire og Denis Diderot. Det var på mange måder et farligt og modsætningsfyldt samfund at udøve sin kritik.

Encyklopædien og andre centrale værker

Den store foldetavle i Encyklopædien udkom allerede som en del af subskriptionsindbydelsen til værket.
BnF, Bibliothèque nationale de France.

Der blev skrevet i alle genrer. Skuespil, pamfletter, poesi og videnskabelige afhandlinger samt værker, der også er kendt i dag. Det gælder ikke mindst den store franske Encyclopédie, der blev redigeret af Denis Diderot og Jean le Rond d’Alembert. Idéen var at nedfælde al eksisterende viden om alt. Det blev til sytten tekstbind og elleve planchebind. Det var et samarbejdsprojekt, og artiklerne blev skrevet af over hundrede af oplysningsfolkene.

Andre værker fra perioden var Montesquieus’ De l’Esprit des Lois (Om lovenes ånd), Rousseaus Émile ou de l’éducation (Emile eller om opdragelsen) og det politologiske værk, Du Contrat sociale (Den sociale kontrakt) samt Voltaires Candide, der er en fabel, der kritiserer en tro på, at Gud vil menneskene det bedste.

Oplysningstiden i England og Skotland

England og Skotland havde været igennem borgerkrige i midten af 1600-tallet og den såkaldte Glorious Revolution i 1688. Det resulterede i et samfund, hvor kongen regerede sammen med Parlamentet med betydelig frihed for undersåtterne, og det gav rum for et opvoksende borgerskab, der blev formuende blandt andet ved handel. Denne situation var radikalt anderledes end den på kontinentet. England blev derfor en stor inspiration for blandt andre Voltaire.

Empirisme stod særlig stærkt i England, hvor Newtons resultater var banebrydende, og hvor John Locke leverede det filosofiske grundlag. Det skotske oplysningsmiljø var knyttet til de progressive universiteter i Edinburgh og Glasgow med navne som David Hume, der også var empirist, og Adam Smith, der var med til at grundlægge liberalismen som økonomisk teori.

Oplysningstiden i Tyskland

Den tyske oplysningsfilosof Gottholdt Ephraim Lessing viste i sin lille bog Wie die Alten den Tod gebildet (1769), at man i antikken ikke kendte til raslende knogler og skrækindjagende kranier, men afbildede døden som en vinget skikkelse med nedadvendt fakkel og sjælen som en sommerfugl, der ubesværet forlader legemet (kobberstik fra titelbladet).

.

Tyskland var på dette tidspunkt ikke en samlet stat, men bestod af en række fyrstendømmer, og den tyske oplysningstid udviklede sig på sin egen måde. Her var intet krav om større samfundsændringer.

En af de centrale personligheder var Christian Wolff. Han tog afsæt i Gottfried Wilhelm Leibniz’ natur-og gudsopfattelse og udviklede en filosofi, der inkorporerende oplysningstankerne i en fælles relation med kongemagten og kirken. Wolff arbejdede både med metafysik, den kristne åbenbaring og mirakler. Han kunne rumme både naturvidenskab og mirakler, fordi naturvidenskab ifølge ham kun gjorde mirakler mere storslåede og overbevisende som gudsbevis.

I slutningen af perioden præsenterede Immanuel Kant sine idéer. Det var en erkendelse, der var et opgør med empirismen, som fremhævede den trancedente forstand, der overskrider grænserne for den menneskelige erfaring. En etik uden rødder i religiøs moral.

Gotthold Ephraim Lessing, som var dramaturg, var tættere på de franske oplysningstænkere i sine idéer om religiøs tolerance. Det var tanker, han delte med Moses Mendelsohn, og han gik ind for den enkeltes ret til at finde sit eget religiøse standpunkt.

Oplysningstiden i Danmark

Holberg
Portræt af Ludvig Holberg 1747, samme år som han blev baron af Holberg. Maleri af Jørgen Pedersen Roed, kopi efter Johan Rosel.
Af /Nasjonalmuseet.
Licens: CC BY 4.0

Den danske oplysning var under stor indflydelse af den preussiske, og fra omkring 1750 var wolffianismen udgangspunktet for undervisningen på universitetet.

Den mest kendte oplysningsskikkelse i Danmark-Norge er Ludvig Holberg, der på sine rejser i Europa mødte de nye tanker og strømninger og fik adgang til at læse den tidlige oplysningslitteratur. Han var forankret i naturretten og troen på fornuften, og han formidlede værdier som ytringsfrihed og oplysning, men delte ikke tankerne om at involvere almindelige mennesker i politik. Det er først og fremmest komedierne, han i dag er kendt for, men han skrev i alle genrer og var professor på Københavns Universitet fra 1714 til sin død i 1754.

Jens Schelderup Sneedorff og Andreas Schytte blev inspireret til at formidle Montesquieus tanker om regering og magtens tredeling, mens Adam Gottlob Moltke ville involvere alle borgere i en debat om, hvordan økonomien kunne forbedres. Det var reelt et ønske om ytringsfrihed og borgerinddragelse. De danske oplysningsfolk var snarere formidlere af idéer genereret af andre end idéskabende.

Den mest radikale oplysningsperson var dog tyskeren Johann Friedrich Struensee, der som livlæge for kong Christian den 7. havde en reelle magt mellem 1770 og 1772. Han brugte den til at reformere administrationen og hæren samt indføre trykkefrihed. Reformerne blev dog rullet tilbage efter hans henrettelse.

Oplysningstiden i andre lande

Carl von Linné. Portræt malet af Per Krafft den ældre ca. 1773; Uppsala Universitets kunstsamlinger. I hånden holder Linné den blomst, der er opkaldt efter ham, Linnæa; bogen kan ikke identificeres.

.

Som i Danmark var oplysningsbevægelsen i de fleste andre lande præget af diskussion og formidling af nye tanker og idéer. Der kom dog originalbidrag fra personer uden for Frankrig, England, Skotland og Tyskland.

Italien

Den italienske oplysningsbevægelse have sine centre i kongedømmet Napoli og akademierne i Lombardiet. Et vigtigt bidrag var en skarp kritik af retssystemet præget af utilitarisme i 1764 skrevet af Cesare Beccaria. Den blev vel modtaget i progressive kredse i hele Europa, og Voltaire supplerede den med en omfattende støttende kommentar. I Bologna, der var en del af Kirkestaten, var videnskabsakademiet et center for videnskabelige diskussioner. Det var et af de få akademier, der optog kvinder som medlemmer.

Sverige

Fra Sverige kom Carl von Linné med sit betydningsfulde bidrag til studier af naturen, nemlig opdelingen i et dyre- plante og mineralrige, og senere den detaljerede klassifikation af planterne, som også anvendes i dag.

Nederlandene

Nederlandenes funktion i oplysningstiden var særlig. Det var en republik, hvor handel spillede en stor rolle. Landet blev et refugium for forfulgte i andre lande. Det betød, at der ankom enkeltpersoner og større grupper, som forfulgte protestanter fra Frankrig, og blandt dem var der dygtige håndværkere og handelsfolk. Oplysningsidéerne huede ikke magthaverne alle steder, så Nederlandene var et populært sted at søge tilflugt, mens faren drev over. Det var også et centralt sted, for trykning og distribution af kontroversielle bøger.

Nordamerika

I Nordamerika vedtog de tretten engelske kolonier Uafhængighedserklæringen i 1776, der sagde, at mennesket har rettigheder, simpelthen fordi det er et menneske. The founding fathers, med navne som Benjamin Franklin, Thomas Jefferson, Georg Washington, var tydeligt inspireret af oplysningsværdierne. Den endelige uafhængighed kom i 1783 efter en krig, hvor også Frankrig var involveret.

De oplyste monarker, fyrster og aristokrater

Et særligt fænomen var de monarker, der støttede oplysningsfolkene, og som disse derfor anså for at være oplyste. De vigtigste var Frederik 2. den Store af Preussen og Katarina 2. den Store af Rusland. De korresponderede med progressive oplysningsfolk, de understøttede dem økonomisk, de gjorde dem til medlemmer af deres akademier og de husede dem ved deres hoffer.

Selvom de også gennemførte visse reformer, var deres regentskab dog ikke progressivt. Alligevel kunne det accepteres af mange af oplysningsfolkene, fordi de gik ind for et oplyst enevælde som den idéelle styreform. Den danske Christian den 7. regnedes også som en oplyst monark, uanset hans psykiske tilstand.

Hertil kom en række, særligt tyske, fyrster og dele af aristokratiet i mange europæiske lande.

Oplysningstidens historiske baggrund

Begyndelsen af Johannes' Åbenbaring; side i Johann Gutenbergs 42-linjede Bibel, der er på latin, og som det tog Gutenberg to år at trykke (antagelig 1453-1455). Gutenbergs teknik med enkeltvise bogstavtyper var enerådende frem til 1800-tallets slutning og var i brug til mange slags trykarbejder helt frem til 1950'erne.

.

Århundrederne før banede vejen for oplysningstiden. Renæssancehumanismen, personificeret ved Francesco Petrarca og Dante Alighieri, havde sit udspring i Firenze. Det var en dannelsesbevægelse, der skulle udvikle viden og dyd efter klassisk forbillede med en bevidsthed om at tilhøre en ny epoke. Dermed opstod et behov for at afgrænse sig fra tidligere århundreder og navnlig den middelalderlige skolastiske undervisnings- og erkendelsesmetode. Antikken blev set som den idéelle norm for alle områder af livet, som man kun kunne tilegne sig via de autentiske oprindelige kilder – på latin: ad fontes.

En anden vigtig milepæl er Johann Gutenbergs opfindelse af de løse bogstavtyper omkring 1450, der revolutionerede bogtrykkerkunsten. Det blev billigere at trykke, så udbredelsen blev større.

Det heliocentriske verdensbillede

De følgende århundreder bragte mange naturvidenskabelige og astronomiske opdagelser udført af personer som Galileo Galilei, Johannes Kepler og Tycho Brahe. Det var blandt andet grundlaget for introduktionen af det heliocentriske verdensbillede, hvor Jorden drejer rundt om Solen, der var en udfordring af kirkens verdensbillede. Med dette verdensbillede var et af de første skridt mod en sekularisering af videnskaben taget.

Udviklingen af den videnskabelige metode

Francis Bacons hovedordning af videnskaberne i Instauratio Magna (i indholdsoversigten til første oversættelse fra latin til engelsk, 1678).

.

Det gjorde også, at der kom andre forklaringer på naturfænomener end kirkens. Francis Bacon og Galileo Galilei var blandt dem, der udviklede den videnskabelige metode, som vi kender den i dag. Det var forudsætningen for, at Isaac Newton kunne fremkomme med sine nyskabende teorier om tyngdekraften og de mekaniske love.

Dertil kom nye filosofiske overvejelser repræsenteret ved John Locke, som opfattede det nyfødte barn som en tabula rasa, altså en ubeskrevet tavle. Barnet skulle derfor, mente han, opnå al erkendelse og viden via sanserne og ræsonnementer.

Tilsammen gjorde det, at naturfænomener kunne undersøges empirisk og ved brug af kritisk fornuft.

De nye kommunikations- og samfærdselsmuligheder

Det var ikke kun videnskabelig metode, nye opdagelser og ændrede filosofiske overvejelser, der banede vejen for oplysningstiden. Kommunikations-og samfærdselsmulighederne blev markant forberede op igennem 1700-tallet.

Den kommunikation, der tidligere havde været eksklusiv eller knyttet handelsrejsende, blev almen, idet der blev anlagt veje og oprettet post- og transportruter, så der kom regelmæssig forbindelse mellem byerne, ikke kun inden for landene, men også mellem landene.

Kolonialismen og borgerskabets opståen

Stik fra 1756 viser jordskælvet, som ramte Lissabon på allehelgensdag den 1. november 1755. Katastrofen rystede også samtidens Europa, hvor den for mange blev et bevis på, at verden ikke var så fuldkommen endda, mens andre, fx salmedigteren H.A. Brorson, så det som Guds straf over en syndig slægt.
Bayerische Staatsbibliothek München.

Kolonialismen var startet i 1600-tallet og kom i fuldt flor i 1700-tallet. Det mangedoblede handlen og kontakten mellem Europa og de fjerne kontinenter. Det store flow ind af varer betød en også en øget distribution og hermed øget kontakt. Især handlen fik byerne til at vokse og var en meget vigtig årsag til, at et nyt samfundslag, borgerskabet, så dagens lys og udviklede sig til en markant samfundsgruppe.

Dette borgerskab læste bøger og skrev breve. Antallet af trykte bøger næsten fordobledes i Europa fra 1600-tallet til 1700-tallet. Samtidig blev aviser og tidsskrifter almindelige som nyhedsformidlere. Som eksempel kunne hele Europa hurtigt læse om det katastrofale jordskælv i Lissabon, der fandt sted den 1. november 1755. Det kunne de i Berlin den 11. november, i Paris den 22. november og i København den 5. december.

Det betød, at mulighederne, lysten og nødvendigheden af at dele nyheder, tanker og holdninger – også for borgerskabet – voksede markant op igennem 1700-tallet.

Læs mere i Den store Danske

Litteratur

  • Høiris, Ole & Thomas Ledet (2007), Oplysningstidens verden: idé, historie, videnskab og kunst, Aarhus: Aarhus universitetsforlag.
  • Porter, Roy & Mikuláš Teich ed. (2007), The Enlightenment in National Context, New York: Cambridge University Press.
  • Roche, Daniel (1998), France in the Enlightenment, translated by Arthur Goldhammer, Cambridge, Massachusetts: Harvard University Press.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig