Coincidentia oppositorum, (lat. 'modsætningernes sammenfald'), et filosofisk princip, der især er knyttet til Nicolaus Cusanus' filosofi.

Hvor modsigelsesprincippet (se kontradiktion) er princip for menneskets begrebsmæssige erkendelse, er coincidentia oppositorum princip for menneskets gudserkendelse.

Begrebsmæssig erkendelse forudsætter, at man ved det begrebne kan udskille træk, som afgrænser det fra andre ting.

Det guddommelige er imidlertid en ubegrænset enhed uden særskilte træk, således at intet kan skelnes fra sin modsætning.

For tilnærmelsesvis at forstå, hvad det vil sige, foreslog Nicolaus Cusanus, at man forestiller sig en cirkel med en uendeligt stor radius; denne cirkels periferi vil have en uendelig lille krumning og således falde sammen med den krumme linjes modsætning, den rette linje.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig