Boëthius de Dacia

Boëthius de Dacia, 1200-t., dansk filosof, som i 1270'erne underviste ved universitetet i Paris. Af de 219 teser, som Paris' biskop fordømte i 1277, stammede mange fra Boëthius' værker. Boëthius har formentlig forladt universitetet derefter; noget tyder på, at han blev dominikanermunk. Årsagen til den biskoppelige fordømmelse var hans teorier om erkendelse, videnskab og menneskelig lykke.

Som mange i samtiden anså Boëthius teoretisk erkendelse for at være menneskets mål og lykke, og han så optimistisk på mulighederne for at nå målet. Forståelse, som udmøntes i videnskabelige teorier, bygger ifølge Boëthius på iagttagelse af virkelighedens årsagsstruktur. Der er imidlertid ikke én samlet teori for alting; hver teori omhandler ét kompleks af årsager og forudsætter, at ingen andre påvirker de forhold, teorien beskriver.

Årsager er ordnet i et hierarki med den første årsag, Gud, øverst. Naturvidenskaberne beskriver de regler, som lavere årsager virker efter, og må derfor bl.a. hævde, at intet bliver til af intet, og at ethvert menneske har forældre, selv om man fra den kristne åbenbaring ved, at Gud skabte verden af intet, og at Adam og Eva ingen forældre havde.

Boëthius de Dacia ville løse konflikten mellem sin samtids videnskab og kristentro ved at gøre den enes rigtighed uafhængig af den andens. Hans kendteste værker er De aeternitate mundi (Om verdens evighed) og De summo bono (Om det højeste gode). Dertil kommer flere Aristoteles-kommentarer og et vigtigt sprogteoretisk skrift Modi significandi (Betegningsmåder), jf. modisme. Se også skolastik.

Boëthius' bevarede værker har været under udgivelse på latin siden 1969 i serien Corpus Philosophorum Danicorum Medii Aevi; på dansk foreligger nu de tre tekster Verdens evighed. Det højeste gode. Drømme (2001).