Hos Ludvig Holberg forekommer ordet kun i formen humeur og da i den gamle betydning af legemsvæske, temperament, sindstilstand, svarende til nutidens humør. Den store franske Encyclopédie forklarer i 1765 humeur over flere spalter, men har kun ca. 30 linjer om humour, der beskrives som et engelsk begreb, den særlige form for spøgefuldhed hos Jonathan Swift i hans Gullivers rejser (1726). Men det tilføjes med selvfølelse, at Swift har trukket stærkt på de franske forfattere: François Rabelais og Cyrano de Bergerac.
I antikken, således hos Aristoteles, vækkes latteren ved det hæslige og deforme, det som afviger fra det naturlige eller normale. Og sådan lyder latteren da også gennem hele historien og i mange historier ved synet af eller tanken om dværge, krøblinge, grimrianer, idioter, fordi de i uventede sammenhænge støder an mod normen. Det er en måske ubevidst afværgelatter med visse træk af aggression. Reaktionen er således amoralsk, hinsides godt og ondt.
Det overraskende er en væsentlig del af den humoristiske virkning til udløsning af latter. Et fald, en snublen, som netop afbryder rutinen, kalder på latteren og er derfor uundværlig i enhver komisk performance. En særlig karakter får reaktionen, når en autoritet kommer galt af sted, helst på en vis afstand.
Afstanden er en vigtig komponent i det komiske, som derved måske netop adskiller sig fra det egentlig humoristiske. Den franske filosof Henri Bergson har i sin afhandling om latteren, Le Rire (1900, da. 1993), understreget ubarmhjertigheden, den ubevidste lyst til at ydmyge og straffe "naboen". Den sympati, der hører sig til, når man ler med nogen, er fraværende, når man ler ad nogen; "hjertets momentane anæstesi", kalder Bergson det.
Faldet, sammenstødet, afstanden er faktorer, som indgår i provokationen af sansen for humor, der bredt kan bestemmes som en skærpet sans for proportioner. Man skal have blik for det små og for det store og for sammenstødet mellem dem.
Humor forudsætter et mentalt overskud, især når man er impliceret i en situation. Humor er således en form for luksus, løftet over eksistenskampen. Den sammenkobler to forskellige regelsæt, to koder, der egentlig udelukker hinanden. En form for inkompatibilitet. Med sådanne vendinger definerer man gerne humorens fænomen.
Definitionen viser sig gyldig i små øjebliksforhold, på livsholdningernes plan og dér, hvor komik og tragik mødes i paradokset. Således i vitsen, anekdoten, situationen og kunsten. Det er ikke givet, at alle vil le ad det samme. En fortælling og dens virkning er fx gerne knyttet til tid og sted. Det humoristiske materiale eller stof hænger sammen med specifikke kulturvaner og nationaliteter.
Humor er en holdning eller egenskab, og humor fungerer som en genre, et produkt i kunst, underholdning og fortælling med en fremstillingsteknik, der i alle tilfælde er et spil af modsætninger. Digteren og kritikeren J.L. Heiberg betragtede digterværker som resultater af forfatternes karakter. Således forholder det sig i hans litteraturhistorisk berømte polemik med Adam Oehlenschläger 1827-28 i anledning af hans kritik af tragedien Væringerne i Miklagaard.
I sin afvisning af digterens indvendinger får Heiberg gennem sin tillempning af G.W.F. Hegels dialektik defineret begrebet humor: Enhver vil let fatte, siger han, at begrebet det komiske "i sin Umiddelbarhed er Lune, i sin Reflexion Ironie, og i Eenheden af begge Humor. Oehlenschlägers umiddelbare Genie er i alle Grene af Poesien lunefuldt". Men, tilføjer han, da digteren desværre savner ironi, ejer han heller ikke humorens højere enhed.
Så formelt gradueret fik Heiberg defineret nogle beslægtede begreber i forhold til hinanden. Og så meget fik han sagt, at humor er en sammensat størrelse, en høj eller dyb egenskab, resultat af en udvikling, der indbefatter spontanitet og distance.
Om modsætningsspillet hed det hos Friedrich Schlegel i forbindelse med ironi og selvironi: Mennesket bliver sig en idés omfang bevidst, når det ser "dens paradoksale spændvidde og tør tænke de modsætninger, som synes uforenelige, men skal gå op i en rigere harmoni".
At humor skulle være et moderne fænomen, resultat af en nyere tænkemåde og holdning til tilværelsen i den vestlige verden, må nærmere begrundes.
Kollisionen af modsatrettede aktiviteter, modsigelser, der fremtræder for os som handling, sammenstød af dumhed og fornuft, er alt sammen grundlag for komik og må trods alt antages at være elementært menneskelige, gyselige lysterfaringer i alle kulturer.
Vi kender dem fra antikkens komedier, som er en objektiv digtning, dvs. uden forfatterindividuel, subjektiv investering. Det samme gælder tragedien. De to genrer er karakteristisk nok adskilte, ikke samlet i humorens vidde som menneskelig holdning. Ironien er til stede, i en grundlæggende form hos Sokrates, atter som en objektiv holdning: bevidst at sige noget andet, end man mener, eller stille sig uvidende an, med det formål at fremkalde en eftertanke og en dialog.
Middelalderen har rige eksempler på komik og farce, kalkmaleriernes scenerier har gru og groteske som tydelige elementer. Hele den folkelige karnevalstradition går ud på at vende forholdene på hovedet, at bytte om på magt og afmagt i et stort kropsligt latteranfald, som degraderer de øverste. Denne "latterkultur", som er beskrevet af M.M. Bakhtin i "Rabelais og hans verden" (1965) har et langt efterliv af folkelig skæmt, som man heller ikke vil kalde humor i nyere forstand. Skæmteeventyr handler i al forenkling om, hvordan man ubarmhjertigt narrer hinanden, og hvordan de store, herremænd og ikke mindst præster og degne, bedst kan ydmyges. Latterkulturens hovedingredienser er ved siden af lorteorgier åben mund og åbent skød.
Dantes Den guddommelige komedie rummer derimod 1300-t.s ophøjede sammensætning af stort og småt, af gru og glæde, så at den på en vis måde kan kaldes humor, men næppe moderne. Den er konfessionel og henholder sig til én bestemt målestok for godt og ondt. Øverst i det jordiske paradis hersker den kærlige alvor.
Dantes yngre landsmand, Boccaccio, var med Dekameron (ca. 1350) friere i verdslig fantasi og skrev sine muntre historier om skæbnens tilskikkelser og omvendinger og individets handlekraft. Der er oprør i Boccaccios menneskecentrerede livssyn med intelligens og erotik som drivkraft. Det er sådanne spændinger, der opfattes som moderne.
I Rabelais' 1500-tals-fortællinger om Gargantua og Pantagruel mødes modsætningerne og presses til det yderste i hans groteske opgør med kirkelige og universitære myndigheder. Han udnyttede den folkelige karnevalisme, skruede den op i et artistisk niveau, etablerede sit brogede menneskelige univers, hvor alle moralske domme er sat ud af kraft, så kun fortællingen er sandheden og åbner for den store humoristiske virkning. Det er for en læser ikke muligt at øve ret og skel mellem personerne og deres drastiske handlinger, uden at man gør sig selv til grin. Fra Rabelais stammer begrebet pantagruelisme om den livsnydende højere munterhed.
Den humoristiske fortælling udviklede sig til fantastiske rejseberetninger, fx hos Cyrano de Bergerac. Og netop rejsen skulle blive et hjælpemiddel for humoren frem til 1700-t.s engelske romaner, som de blev skrevet af bl.a. Jonathan Swift, Henry Fielding, Tobias Smollet, Oliver Goldsmith, Laurence Sterne, hvor begrebet humour nystøbtes, idet der åbnedes for en broget verden fuld af overraskelse. På rejsen konfronteres man med det forunderlige.
Allerede i Cervantes' roman Don Quixote (1605-15) begiver helten sig således på rejse inspireret af sin læsning i eventyrlige ridderromaner. Det bliver til en evig række af sammenstød mellem hans fiktioner og realiteternes verden. Gennem komiske situationer — berømt er kampen mod vejrmøllerne — udvikles så den højere forsonlige humor, som gør ridderen af den bedrøvelige skikkelse til en ædel helt i komikkens patos. Og her folder den såkaldt moderne vestlige humoropfattelse sig ud — før ordet, den humor, som optager det tragiske i sig.
Humorens moralske flertydighed opleves tilsvarende i William Shakespeares samtidige dramatik. Således de komiske forviklinger i En Skærsommernatsdrøm (1600), der afslører kærlighedens latterlige vilkårlighed. Dermed åbnedes dramaet for den store humor, ligesom Cervantes skabte en humorens scene i romanen.
I sådanne store værker må man regne med langstrakte spændingsforhold mellem modsætningerne, men gerne vedligeholdt af situationskomik, af verbale kortslutninger, ikke mindst hos Shakespeare i vittige replikvekslinger og vovede ordspil.
Til humor hører en subjektiv frihed til at tænke og opleve uden for normer eller i deciderede normbrud. Litterært set er essayet en sådan subjektiv genre, hvor man også tør betragte verden gennem hullerne i sin viden. Montaigne var med sine essays et af de store forbilleder for Holbergs Epistler (1748-54), der, som denne siger det, befattede sig med "adskillige historiske, politiske, metaphysiske, moralske, philosophiske, Item skiemtsomme Materier". Andet ord end dette, som han selv kursiverer, havde han ikke for den humoristiske islæt, der fandtes i hans holdning til verden.
Søren Kierkegaard, som erklærede sig for kristen tænker, bekræfter, at begrebet humor, der også for ham tilhørte subjektiviteten, netop kun grænser til det religiøse. Humoren forbliver i relativitetens sfære. Humoristen er "den nærmeste Approximation til den Religieuse" og har en væsentlig forestilling om lidelsen og dens forhold til eksistens, "men saa er det Humoristen gjør den svigefulde Vending og tilbagekalder Lidelsen i Spøgens Form".
Den religiøse kan imidlertid bruge humoren "inkognito", og således gennemprøvede Kierkegaard under sine varierende pseudonymer humorens forskellige kategorier. Derunder også den ironi, han analyserede i Om Begrebet Ironi (1841), forstået som en førkristelig betragtningsmåde, med særligt henblik på Sokrates. Humor var for ham en efterkristelig bestemmelse. Den indeholder en langt dybere skepsis end ironien.
Filosoffen Harald Høffding beskrev i Den menneskelige Tanke (1910) og i Den store Humor (1916) den subjektive "livsstemning", som er humorens. Den er opstået af erfaringer om livets blanding af tragedie og komedie, nederlag og sejre. Humoren er alvorlig ved sit indhold og ironisk ved tanken om det umulige i at fastholde én form.
Dette værdisyn hos Høffding bunder i overbevisningen om en stor enhed i tilværelsen, mod hvis tilskikkelser man da kan forholde sig spøgende. Det er dog "en spøg gennem tårer", da man resigneret må erkende, at det store altid er behæftet med det ringe. Hvor man med Bergson ler ad nogen, ler man med Høffding med nogen ud fra den humane holdning, der bærer hans opfattelse.
Humor har da at gøre med humanisme i vid forstand og med individualisme. Derfor er fundamentalisme og diktatur i princippet fjender af humoren, som er farlig ved sin kritik af det entydige. Det er fx pointen i Umberto Ecos roman Rosens navn (1980) om et italiensk 1300-tals-kloster, hvor man omhyggeligt skjuler et kosteligt manuskript om humoren.
Humoristisk-satiriske skildringer af samfundet, eksempelvis af Hans Scherfig, Finn Søeborg, Leif Panduro, kan påskønnes i et liberalt samfund, fordi de på én gang virker som "spejl og nødudgang", som det er sagt, og dermed hos læseren fremmer oplevelsen af at beherske dobbeltheden.
Høffdings beskrivelse af humor havde som underlag troen på værdiernes beståen, på tilværelsens mening. Opfattelsen af, at der ikke eksisterer nogen forudfattet mening med tilværelsen, men at den er overladt til den enkelte, kan give humoren karakter af det absurde, tilspidset som en sort humor eller "syg" humor med træk af kynisme og sadisme.
Den absurde humor kan udtrykkes ved at understrege det fantastiske i det kendte eller omvendt det kendte i det fantastiske, som Franz Kafka gjorde det i romanen Processen (1925), hvor en fremmed parallelverden bryder ind i hovedpersonens dagligliv, og i fortællingen "Forvandlingen", hvor den unge mand langsomt antager skikkelse af et hæsligt krybdyr, hvad alle søger at negligere.
Det er let at se noget latterligt eller grotesk ved mennesker, i og med at de er mennesker. De kan også finde på som Lewis Carrolls Alice at gå om bag spejlet eller gennem et kaninhul ned i et Eventyrland, hvor alle ingredienser kan blandes.
I travestien og i parodien gennemføres en trivialisering af en højere verden, eller en jævn verden udstyres med sublime træk, som det er tilfældet i Johan Herman Wessels Kierlighed uden Strømper, mens man holder masken. Efterligning, personlighedsskift og forklædning er nogle af virkemidlerne i enten overdrivelsens eller forenklingens tegn. Og det er den samme humorens grammatik, der forekommer i bildende kunst og i film.
Kommentarer (2)
skrev Jens Hougaard Nielsen
Kære forfattere!
Der står i artiklen om "humor":
"Adspurgt mener de fleste mennesker at have en sans for humor, der ligger over gennemsnittet af befolkningen. Da dette er en statistisk umulighed, afspejler det den høje værdi, som vi tillægger humor. Veludviklet humor anses af næsten alle for en ønskværdig egenskab."
Jeg vil mene at ideen om at et flertal ikke kan ligge over gennemsnittet er en udbredt "matematisk myte". Lad os antage at humor kan klasificeres på en skala fra 0 til 10. I en gruppe på 10, hvor 9 har en humoristisk sans på 10 og én har en humoristisk sans på 0, vil den gennemsnitlige humoristiske sans være på ((9 x10) + 0) /10 = (90 + 0)/10= 90/10= 9. De 9 med en humoristisk sans på 10, et flertal, vil således have en humoristisk sans over gennemsnittet på 9, hvorfor jeg vil mene, at påstanden, om at det er statistisk umuligt, at et flertal kan have en humoristisk sans over gennemsnittet, er forkert. Jeg kan ikke udelukke, at der i min argumentation er forhold, jeg har overset, der gør, at den ikke er er gangbar, men umiddelbart forekommer den mig at "holde vand".
I øvrigt tak for en inspirerende og oplysende artikel.
Venlig hilsen
Jens Hougaard Nielsen
svarede Jørgen Nørby Jensen
Tak for din kommentar. Vi lader den stå til almindelig orientering.
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.