Søren Kierkegaard. Maleri fra 1902 af Luplau Janssen. Frederiksborgmuseet.

.

Martin Heidegger fotograferet ca. 1960. Han yndede at vandre i egnen ved Todtnauberg i Schwarzwald, hvor han siden 1922 i perioder boede i en hytte, han selv havde ladet bygge. Her skrev han bl.a. Sein und Zeit, der udkom i 1927.

.

Sophus Claussen. Profilbilledet er fra midten af 1920'erne. I disse år skrev Claussen sine heroiske digte, hvori han digterisk identificerer sig med den græske gedegud Pan, et symbol på kosmisk urkraft, ligesom han nu selv fysiognomisk set har udtalte lighedstræk med sit mytologiske forbillede.

.

Arnold Böcklin. Selvportræt med Døden som spillemand; maleri, 1872.

.

Død. Elektronmikroskopi af en koloni af Listeria-bakterier. Nogle af bakterierne er under præpareringen skåret sådan, at man ser den mørkfarvede cellekerne, der indeholder arvematerialet. Bakterien i midten er under deling, hvorved der dannes to nye bakterier, som er helt magen til den oprindelige. Bakterier, der således formerer sig ukønnet, gennemgår ikke en aldring med gradvis ophør af livsprocesserne, selvom de naturligvis af ydre årsager kan gå til grunde. Døden pga. aldring er knyttet til den kønnede formering. Forstørrelse ca. 16.000 gange.

.

Epikur. Der findes mange marmorbuster som denne, der i dag er i Louvre i Paris; de er kopier af en græsk original, formentlig fra tiden kort efter Epikurs død. I antikken blev Epikur tilbedt næsten som en gud af sine tilhængere. Mange af dem har vel haft en buste som denne for øje, hvor mesterens alvorstunge og indadvendte blik maner til filosofisk refleksion.

.

Død er fravær af liv. Død bestemmes således ved sit komplementære begreb, liv. Død anvendes om det, der ikke længere er levende (en død organisme), og om det, der aldrig har været levende (en død ting). I almindelighed er der ikke tvivl om, hvornår der er liv, og hvornår der er død, men biologisk set er der ikke en skarp grænse mellem død og liv; overgangen fra dødt til levende er et kontinuum. Det er heller ikke muligt at skelne mellem grundlæggende kemiske processer i levende organismer og i den døde verden. Man ved ikke, hvad liv er, men man kan pege på, at en levende organisme består af et ikke-levende materiale organiseret på en sådan måde, at den kan optage energi fra omgivelserne til at opretholde sit eget system. Virus danner en mellemting mellem levende og livløst materiale, idet virus er cellesnyltere, der ikke har noget stofskifte eller nogen formering uden for værtscellen. Mens liv er kendetegnet ved en eller flere funktioner såsom bevægelse, formering, vækst og stofskifte, er død kendetegnet ved fravær af disse livsfunktioner eller livsytringer, enten fordi de aldrig har været, eller fordi de er permanent ophørt.

Defineres døden som en irreversibel standsning af livsfunktionerne eller som en ligevægtstilstand, som livsprocesserne bevæger sig henimod, kan nogle organismer i en vis forstand betragtes som udødelige. Det gælder bakterier og amøber, men også nogle flercellede organismer som planter og søanemoner, der formerer sig ved ukønnet formering. Når de har taget næring til sig og har nået en vis størrelse, deler de sig eller knopskyder. Arvematerialet i hver af fx to amøber dannet ved deling er præcis det samme. Disse organismer gennemgår ikke en aldring hen imod et ophør af livsfunktioner, for når en vis tid er gået, og de rette betingelser er til stede, sker der en nydannelse ved deling — der efterlades ikke noget "lig". Selvom bakterier o.l. kan gå til grunde, er døden, hvor et enkeltindivid med sit særlige arvemateriale pga. aldring ophører med at leve, knyttet til den kønnede formering. Et individ har et afrundet livsløb; det dannes fra forældreindivider og kan vokse, modnes, forplante sig, ældes og dø. Med døden mister det unikke individ sin eksistens.

Livet er en forudsætning for døden, alene fordi der ikke var mening i at tale om død, hvis der ikke var liv. Men biologisk set bærer livet også døden i sig. Menneskeceller bliver ikke ved med at dele sig. Nogle specialiserede celler, fx nerve- og muskelceller, dannes i et vist antal i fosterlivet og kan ikke dele sig hos det udvoksede individ, og andre celler mister efterhånden evnen. Normale celler fra dyr eller mennesker kan dyrkes i laboratoriet, men kan kun dele sig et vist antal gange, og celler fra en ældre organisme deler sig langsommere end celler fra en ung. Kræftceller ser ud til at have mistet denne indbyggede begrænsning og kan på samme måde som bakterier dele sig ubegrænset under de rette næringsbetingelser. Selv uden cellernes indbyggede livsbegrænsning ville organismen formentlig gradvis nedbrydes pga. fysiske påvirkninger fra omgivelserne, bl.a. den radioaktive baggrundsstråling (se aldring).

Omvendt er døden også en forudsætning for livet. Liv opretholdes, fordi andet liv ophører. Levende organismer indgår i et biologisk kredsløb og tager næring og energi fra andet liv. Kun grønne planter danner liv fra jorden, vandet og solenergi, men de næringsstoffer, de optager, stammer også fra andre organismer. Inden for den enkelte organisme kan nogle celler kun udvikles og bevare deres funktioner, fordi andre celler dør. De hvide blodceller går fx til grunde under bekæmpelse af betændelsesprocesser. Fandtes døden ikke, ville de hurtigst avlende organismer overtage Jorden. Hvis fx bakterier ikke gik til grunde, ville jordkloden i løbet af få dage være dækket af et metertykt bakterielag pga. bakteriers hurtige vækst og deling.

Kroppens død

Et menneskes død fastslås som indtrådt, når der er 1) totalt og uopretteligt ophør af hjernefunktion, 2) ophør af spontant åndedræt og 3) ophør af spontan hjertefunktion. Når alle tre betingelser er opfyldt, udgør de det klassiske dødskriterium, almindeligt kaldt hjertedødskriteriet. De tre livsfunktioner er knyttet sammen: Holder hjertet op med at slå, standser blodkredsløbet.

Når hjernen ikke får blod og ilt, ophører dens funktion næsten øjeblikkeligt og i løbet af få minutter uigenkaldeligt. Derved standser også åndedrættet, der styres af hjernestammen. Hvis hjernens funktion bortfalder først, vil åndedrættets ophør give iltmangel, så også hjertet går i stå efter nogle minutter. Imidlertid kan åndedrætsvirksomheden opretholdes vha. en respirator, og hjertet kan blive ved at slå i nogen tid. Derved kan mennesket være i en tilstand, som kaldes hjernedød.

Hjernefunktionen er udslukt, og storhjerne og hjernestamme har ikke længere blodforsyning, stofskifte eller elektrisk aktivitet, mens kroppens øvrige væv endnu forsynes med blod og ilt. Det er vigtigt at slå fast, at hjernedød altså betyder, at samtlige funktioner i både storhjerne og hjernestamme er ophørt.

Denne tilstand kan derfor alene forekomme i forbindelse med respiratorbehandling, som dog kun kan udskyde dødens endelige indtræden, dvs. hjertedøden, i kortere tid (timer-dage) — dødsprocessen er uafvendeligt i gang. Imidlertid har man været opmærksom på, at definitionen af hjernedød kan skride. Et menneske kan miste enhver form for højere hjernefunktion, dvs. at der er et fuldstændigt bortfald af bevidsthed, mens mere basale funktioner som spontan vejrtrækning fortsætter.

Det er blevet fremført, at når et menneske ikke længere har mulighed for bevidsthed, ikke længere på nogen måde kan opleve livet, må grænsen mellem liv og død være overskredet — personen er da ophørt med at eksistere. Definitionen af hjernedød hviler efter denne opfattelse på et uopretteligt bortfald alene af hjernebarkens funktioner.

Ved Lov om ligsyn, obduktion og transplantation mv. af 13. juni 1990 indførtes hjernedødskriteriet, hvorefter et menneske kan fastslås som værende død, når samtlige funktioner i storhjernen og hjernestammen er ophørt.

Hjernedød konstateres ved hjælp af en klinisk undersøgelse eller ved at påvise manglende blodforsyning af hjernen efter indsprøjtning af et røntgenkontrastmiddel eller en radioaktiv isotop i blodbanen. Hjernedødskriteriet blev indført af to grunde. For det første kan respiratorbehandling herefter afbrydes, når al yderligere behandling er udsigtsløs pga. hjernedød. For det andet anses hjernedødskriteriet for at være en forudsætning for at skaffe så levedygtige organer som muligt ved gennemførelse af transplantationer fra afdøde, idet fx en nyre meget hurtigt beskadiges pga. iltmangel, hvis man skal vente på, at hjertet holder op med at slå. Forud for indførelsen af hjernedødskriteriet rejstes en heftig debat i Danmark og i udlandet, bl.a. i den lægelige fagpresse. Debatten var endnu i 1995 ikke stilnet helt af.

Det kan være svært at acceptere for pårørende, at døden er indtrådt, når det ikke er umiddelbart tydeligt, som når hjertefunktionen ophører, men kræver en nærmere, eventuelt teknologisk præget undersøgelse. Det kan desuden forekomme selvmodsigende, at en afdød skulle kunne afgive levende organer, før hun/han selv får lov at dø igen eller "rigtigt", ved at man efter organudtagningen slukker for respiratoren. Det blev derfor anført blandt andre af Det Etiske Råd, at hjernedødskriteriet kunne være vanskeligt at acceptere, og at loven ikke var nødvendig for at legalisere afbrydelse af udsigtsløs behandling under en igangværende dødsproces (hjernedød) og heller ikke for gennemførelse af organtransplantationer, idet organerne kunne udtages fra det levende, men uafvendeligt døende individ, der forud havde givet sin tilladelse til det, eller efter tilladelse fra de pårørende.

Først efter, at hjertedøden er indtrådt, kan de såkaldte tre sene, sikre dødstegn (ligpletter, dødsstivhed og forrådnelse) udvikles. Ligpletter er blåviolette misfarvninger af huden og kan ses allerede en time efter dødens indtræden på de nedadvendte dele af liget, i rygleje fx på bagkanten af ørerne og i lænden.

Årsagen er, at når blodkredsløbet standser, synker blodet mod de lavest beliggende dele af kroppen, og blodets farvestof, hæmoglobinet, trænger ud i det omgivende væv. Dødsstivheden, der skyldes, at musklerne bliver stive, optræder ca. tre timer efter døden og holder sig et par døgn. Forrådnelse anses for det pålideligste dødstegn. Afhængigt af omgivelsernes temperatur, fugtighed m.m. kan forrådnelse erkendes efter ca. to døgn. Den skyldes bakteriel og enzymatisk nedbrydning af organisk materiale.

Døden kan forstås som en biologisk nødvendighed, men det betyder ikke, at den kan forstås følelsesmæssigt. Man ved, at døden vil indtræffe som en hændelse på et eller andet tidspunkt, men man kan ikke forstå eller opleve sin egen ikke-væren, idet forståelse er knyttet til eksistens.

Mennesket er måske den eneste dyreart, der ved, at det har et liv, og som derfor også ved, at det skal dø, men mennesket har til alle tider haft svært ved at affinde sig med døden. At dø omtales med talrige eufemismer som fx at udånde, få fred, fare heden, komme af dage, lukke sine øjne, sove hen, slumre ind, gå bort.

Døden er individets ophør og eksistensens afslutning. Den opfattes som ukendt og truende og beskrives med mørke farver i billedkunsten og med dystre klange i musikken. Når begrebet død gives et billedligt udtryk, er det fx som en person i sort slængkappe uden ansigt eller med tomme øjenhuler som i et kranium eller som et skelet, knokkelmanden, eller som manden med leen, der omhugger væksterne.

Personens død

De psykologiske forhold hos et døende menneske og dettes omgivelser har været genstand for nærmere undersøgelser (tanatologi). Der er bl.a. beskrevet flere faser, som et menneske gennemlever, når døden nærmer sig. Det drejer sig om fornægtelse, isolation, vrede, misundelse, købslåen, depression og accept. Rækkefølgen er ikke ufravigelig, og ikke alle faser behøver at forekomme.

Nærdødsoplevelser er udførligt beskrevet i middelalderen i det berømte skrift Ars moriendi ('Kunsten at dø'). Også fra nutiden foreligger der beskrivelser af nærdødsoplevelser. Døende og tilsyneladende døde, der er blevet genopvakt, har berettet om oplevelser af lys, mødet med afdøde, med Gud og om, at de forlod kroppen. De fleste mennesker dør fredeligt og uden den såkaldte dødskamp; den døende glider umærkeligt ind i bevidstløsheden. Døden kan være sværere at acceptere for de efterladte. Allerede Epikur sagde: "Døden skal man ikke frygte, thi når den er der, er jeg ikke, og når jeg er, er den ikke". Mange vil da også fremhæve, at det ikke er døden i sig selv, de frygter, men dødsprocessen, og at forløbet før døden skal blive lidelsesfuldt eller uværdigt.

For at komme lettere om ved lidelsens problem, og for at døden kan ske på et tidspunkt, hvor der endnu er værdighed, synes det nærliggende at tænke på aktiv dødshjælp (eutanasi). Denne mulighed har altid været genstand for interesse, og debatten om eutanasi blusser op med flere års mellemrum, bl.a. i 1990'erne, idet Holland i 1993 vedtog en lov om, at aktiv dødshjælp under visse betingelser ikke retsforfølges.

Eutanasi eller hjælp til selvmord (assisteret suicidium), som i almindelighed sidestilles med eutanasi, er ikke tilladt i Danmark. Derimod kan en læge i en situation, hvor en patient er uafvendeligt døende, yde såkaldt passiv dødshjælp, idet han som beskrevet i Sundhedsloven kan "undlade at påbegynde eller fortsætte en livsforlængende behandling". Endvidere følger det af loven, at "En uafvendeligt døende patient kan modtage de smertestillende, beroligende eller lignende midler, som er nødvendige for at lindre patientens tilstand, selv om dette kan medføre fremskyndelse af dødstidspunktet".

Det vigtigste argument for lovliggørelse af frivillig eutanasi er, at man derved respekterer patientens selvbestemmelsesret (autonomi). Da det ifølge Sundhedslovens bestemmelser om selvbestemmelsesret er patientens ret at sige nej til en behandling, også selvom døden derved fremskyndes, kan det forekomme logisk, at det også må være patientens ret at vælge sin egen død.

Der er imidlertid knyttet mange problemer hertil. Hvis der ved lov gives patienter en ret til at dø efter eget ønske, får læger en pligt til at aflive. Det strider imod, hvad mange læger opfatter som lægegerning. De nordiske og de fleste andre europæiske lægeforeninger og Verdenslægeforeningen er da også gået kraftigt imod eutanasi. Det kan i øvrigt anføres, at selvbestemmelsen i denne situation kan blive delvis illusorisk.

Når muligheden for eutanasi findes, og både patienten og dennes omgivelser er bevidst om denne mulighed, vil den også blive brugt. Der vil i visse situationer blive lagt et direkte eller indirekte pres på patienten for at vælge eutanasi. Patienten kan frit vælge eutanasi, men kan ikke blive fri for at skulle vælge. Fortalere for lovliggørelse af eutanasi har derfor fremført, at det så vidt muligt må sikres, at beslutningen er frivillig og velovervejet, og at det nøje må vurderes, om patientens livskvalitet er tilstrækkelig ringe til, at eutanasi skal kunne komme på tale.

Modstandere af eutanasi påpeger, at det betyder, at selvbestemmelsesretten ikke er det eneste kriterium, man handler efter. Tager læger i deres hånd aktivt at fremkalde døden, kommer de i højere grad end nu til også at foretage den vanskelige vurdering, om patientens liv er værd at bevare. Desuden fremføres det, at muligheden for eutanasi vil svække interessen for lindrende (palliativ) behandling i den døendes hjem eller på et hospice.

Det alvorligste argument, der fremføres mod eutanasi, er, at det vil kunne få en skråplanseffekt, hvor man glider hen imod et samfund, hvor borgere, der bedømmes som tilstrækkeligt lidende, handicappede, abnorme, uværdige, gamle, unyttige eller økonomisk belastende, vil blive aflivet. Der vil kunne være andre motiver end at lindre patientens lidelse, og det frygtes, at lovliggørelse af eutanasi uvilkårligt vil medføre, at eutanasi også vil blive foretaget, uden der foreligger noget ønske fra patientens side. Hemmeligt udført eutanasi har man kaldt kryptanasi.

Kulturhistorie

Død. I 1700-t. søgte mange at gøre op med senmiddelalderens og barokkens dødsfascination. Den tyske oplysningsfilosof G.E. Lessing viste i sin lille bog Wie die Alten den Tod gebildet (1769), at man i antikken ikke kendte til raslende knogler og skrækindjagende kranier, men afbildede døden som en vinget skikkelse med nedadvendt fakkel og sjælen som en sommerfugl, der ubesværet forlader legemet (kobberstik fra titelbladet). Goethes generation og senere romantikken overtog dette afslappede forhold til døden.

.

Arnold Böcklin malede flere versioner af motivet De dødes ø (Toteninsel). Dette billede fra 1883 findes på Nationalgalerie i Berlin. Den hvidklædte død sejles over til klippeøen, ganske som Charon, der ifølge den græske myte færger de dødes skygger over floden Acheron til Hades. En kopi af en anden version af De dødes ø danner bagtæppe i slutscenen af August Strindbergs kammerspil Spøgelsessonaten (1907), ligesom Strindberg samme år lod maleren Carl Kylberg kopiere Böcklins Livets ø og De dødes ø til ophængning i sit Intima teatern i Stockholm.

.

Død. Hans Baldung Grien Den unge kvinde og døden, beg. af 1500-t.; Musées royaux des beaux-arts de Belgique, Bruxelles. Knokkelmanden og manden med leen er billedlige udtryk for døden, som stammer fra senmiddelalderen. En ny tidsbevidsthed vandt dengang frem, og det europæiske menneske blev pinligt klar over, hvor kort livet er. Husk på døden, memento mori! Selvom man er ung og frisk som kvinden her, så ved vi alle (og bør huske på), at skønheden falmer, og at hun, som alle andre, før eller siden er dødens sikre bytte. Derfor griner han bag hende.

.

Døden har en kulturel side foruden den biologiske. Mennesket er (formentlig) det eneste levende væsen, der kan forholde sig til sin egen og sine artsfællers død. Denne viden er symbolsk udtrykt i forskellige folkeslags myter. I vestlig kultur genfinder vi den i historien om syndefaldet, hvor en væsentlig del af straffen, som Adam og Eva pådrager sig ved at spise af kundskabens træ, netop er, at de fra nu af skulle være dødelige (1. Mos., kap.3). En moderne læsning vil dreje tolkningen: Netop når vi spiser af kundskabens træ, erkender vi, at vi er dødelige.

Denne viden har vist sig at være kulturskabende i enestående grad. Måske de fleste og i hvert fald de mest iøjnefaldende vidnesbyrd, vi har om fortidens kultur, har forbindelse med døden. Mest storslået i de egyptiske faraoners pyramidebyggeri eller indhugne grave i Kongernes Dal. Men også de stendysser og kæmpehøje, vi finder i vort eget landskab, vidner om interessen for døden. Og hvad der kommer efter. Karakteristisk for de fleste ældre kulturer er nemlig, at man anser døden for en overgang til en anden tilværelse. Derfor indretter man gravkamrene som de rum, den døde tidligere havde levet i. Ofte er man sig bevidst, at det er en ringere og mere begrænset tilværelse, den døde går ind til. Det græske dødsrige, Hades, er et skyggerige, hvor man kun lever en halv tilværelse. Det samme gælder det israelitiske Sheol.

Rejsemotivet er ofte stærkt fremtrædende i forestillingerne om livet efter døden. Flere kulturer, fx den gamle egyptiske og den tibetanske, rummer dødebøger, som den afdøde skal have med sig, bl.a. for at kunne besvare de spørgsmål, som stilles af forskellige guddommelige eksaminatorer i det hinsides. Kan man ikke svare for sig, henfalder man til mere eller mindre grusomme straffe.

Opfattelsen af mennesket kommer naturligt til at bestemme, hvorledes dets død opfattes. I den apostolske trosbekendelse, som bruges ved kirkens dåb, bekender man sig i tredje trosartikel til "...syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv". At kødet, dvs. legemet, opstår, er en ældgammel forestilling, som hænger sammen med, at man ikke kan (og vil) skelne mellem sjæl og legeme. Man kan ikke forestille sig en tilværelse, som ikke er legemlig, hvorfor man da også indretter den dødes opholdsrum, som om han var levende, forsyner ham med mad og drikke osv. Israelitterne beskrev mennesket som gjort af "kød og blod", og når mennesket dør, så sker der en afgørende forringelse af tilværelsen, selvom man gør, hvad man kan, for den døde i hans grav. Hen mod hellenistisk tid, omkring 300 f.Kr., begynder man i stigende grad at skelne mellem sjæl og legeme. Platonisk filosofi og den antikke kultur i det hele taget tenderede imod at opfatte sjælen som menneskets egentlige del, mens legemet blot er et hylster. Ikke noget ufarligt hylster, for det kan lokke sjælen på afveje og forlede til "kødets lyst".

Pilgrimsmyten bliver i mange forskellige udgaver udtryk for en fælles antik tankegang, som går over i kristendommen: Mennesket lever kun på gennemtræk her på Jorden i sin jordiske krop. Egentlig hører det ikke hjemme her, men bør haste videre mod den næste tilværelse, som er den egentlige. I dette perspektiv kan døden ses som en frigørelse fra den lave, materielle verden, som legemet tilhører, mens sjælen går videre og forenes med det guddommelige i en næste tilværelse. Døden bliver på denne måde kun et "blund, som vi fra søvnen kende" (Grundtvig, der dog selv fastholdt legemlig opstandelse), og allerede i dette liv kan man tage forskud på den næste tilværelse ved at "øve sig" (øvelse hedder på græsk askese) i at døde legemet og "kødets lyst".

I østlige kulturer, præget af buddhisme og hinduisme, drager man konsekvensen af denne tankegang i form af en lære om sjælevandring eller reinkarnation. Der er således ikke kun én død, men mange gange død, man skal igennem, inden man forhåbentlig kan lægge såvel liv som død bag sig og indgå i det store intet. Det nærmeste, man i den kristne kultur kommer denne tankegang, er mystikerens erfaring af den "lille død": At man i mødet med det guddommelige og evige fuldstændig udtømmes, så der ikke er noget tilbage af én selv. Dette føles både som en tilintetgørelse og som en uendelig livsfylde. Orgasmen, en fysisk og almen erfaring af samme art, er senere i kulturhistorien blevet tolket analogt hermed.

Reinkarnationstanken findes ikke i Vesten på trods af, at man — særligt i senmiddelalderen — ofte udvikler meget detaljerede forestillinger om livet efter døden, det være sig i himlen, i skærsilden eller i den evige pine. Døden er en éngangsbegivenhed og som sådan omgærdet af alvor, og ikke noget man tager let på eller kan glæde sig over. Og kirken fastholder stadig tanken om den legemlige opstandelse, jf. trosbekendelsen.

I alle kendte ældre samfund har døden en veldefineret plads. Et dødsfald gør ikke omgivelserne rådvilde. Man ved, hvilke handlinger og ritualer der hører sig til, og man ved også, hvor den døde nu er henne, hvad enten han er på vej gennem det guddommelige eksamenssystem som i det gamle Egypten, eller han sidder til højbords i Valhal, eller han pines i skærsilden. Man har bestemte forestillinger og ritualer, som traditionen har gjort velkendte og selvfølgelige.

Døden er derfor nok en fjende og noget uhyggeligt, men den forekommer ikke fremmed og ukendt. På tysk er Freund Hein en gammel folkelig betegnelse for Døden. Og den får heller ikke det sidste ord i kulturer, som lever i en religiøs ramme. I den vesterlandske kristendom, den katolske såvel som den protestantiske, frygter man nok manden med leen, en middelalderlig allegori på døden, men man ved også, at han er underlagt Vorherre og kun handler på hans bud. Og gennem Jesu opstandelse fra de døde har alle kristne opnået et liv efter døden. Kristus er gået os i forvejen, og vi følger efter. Forestillinger med parallelt sigte vil man finde i de fleste andre kulturer. Døden er med andre ord ikke utøjlet. Den er et vigtigt led af livet selv, og der er styr på den.

Moderne kultur er derimod kendetegnet ved, at døden er gledet os af hænde. En udvikling, der har været undervejs længe, og som kulminerer i 1900-t. Den kristne tanke om opstandelse er blegnet for mange, og angsten for døden er uhyre udbredt, så at det har resulteret i en kulturel fortrængning. Døden er blevet et tabuemne, et formentligt ganske enestående fænomen i kulturhistorien. På trods af (eller måske netop på grund af), at vi i dag ved meget mere om dødsprocessen, jf. beskrivelsen af den biologiske død ovenfor og forskellige dødsmåder, og derfor ofte også er i stand til at forudsige vor egen død lang tid i forvejen, er vi dog temmelig rådvilde over for døden. På hospitalet spørger patienten bekymret overlægen: "Er der håb, doktor?" og mener i virkeligheden kun, om den nuværende sygdom kan overvindes. Håb i mere generel og fundamental betydning har man ikke længere. Man ved ikke, hvad der er efter døden. Måske er der ingenting, og da det er vanskeligt at forestille sig ingenting eller et stort mørke, tvinger tanken os til at holde os denne forestilling — og dermed begrebet om døden — fra livet.

Dødens ritualer

Den moderne tavshed om døden ytrer sig på flere måder. Man kan iagttage den på kirkegårdene, hvor stadig flere grønne områder røber, at mange ikke længere begraves i et gravsted, men sættes ned i en anonym plæne. Når døden ikke kan tænkes, kan den naturligvis heller ikke forestilles; den har ikke længere "sted" og kan ikke besøges. Vi vil netop mindes den afdøde som en levende person og derved undgå dødens realitet. Forestillinger som disse er ofte længe undervejs. Franskmanden Philippe Ariès har i sit værk l'Homme devant la mort (1977), det grundlæggende moderne værk om vesterlandske dødsforestillinger, søgt at kortlægge udviklingen, som han mener tager sin begyndelse allerede i senmiddelalderen.

Meget kort kan man sammenfatte begravelsesskikkenes ændringer i tre perioder. I middelalderen tog man det ikke så nøje, hvor man blev begravet, fordi man alligevel blot lå og ventede på oprejsningens dag. Helt ligegyldigt hvor man lå, var det dog ikke. Helst ville man ligge i nærheden af kirken og allerhelst inde i kirken eller under tagskægget. I den individualistiske periode fra og med 1700-t. får hvert enkeltindivid et gravsted som udtryk for, at den individuelle ejendomsret har fået en øget betydning både før og efter døden. Gravstenene bliver markante og deres indskrifter udførlige; man påfører årstal, titel, omtale af virke og ikke sjældent nogle manende ord i form af bibelsteder, afskedsord, formaninger til de forbipasserende o.l. ("Hyl, Horsens! Nu er Sorgens Dag..." er indledning til et langt sørgedigt over Horsens-købmanden Gerhard de Lichtenberg, død 1764). Dette gjaldt naturligvis i særlig grad de mægtige i samfundet, men menigmands grave kunne indeholde lignende vendinger, i 1800-t. ofte gengivet på de støbejernskors, som afløste sten på jævne folks grave.

I 1900-t.s løb er gravstenene blevet stadig mindre. Ofte står endda kun "Mor", "Per" e.l. Det næste skridt er den anonyme grav, og vi er hermed på en måde vendt tilbage til middelalderen. Dog med den væsentlige forskel, at nu ligger den døde ikke trygt i jordens skød og venter at blive kaldt frem af sin frelser, men den døde er forsvundet og tilintetgjort. Kun minderne er tilbage.

Et led i fortrængningsprocessen er formentlig indførelsen af ligbrænding i slutningen af 1800-t. Døden bliver her mere upersonlig, aseptisk og industrialiseret, og man behøver hverken at forestille sig legemets nedbrydningsprocesser eller se kisten endegyldigt blive sænket i jorden. Også hvad angår selve begravelsesskikkene, er der sket en indskrænkning, som formentlig kun kan forstås som et led i den almindelige moderne fortrængning af døden. Hele den gamle ritualrigdom er forsvundet (se begravelse). I nutiden samles man ofte kun i den allernærmeste kreds. Forud er gået den kirkelige højtidelighed, som, selvom den er en offentlig begivenhed, er sket i "dybeste stilhed". Det føles usømmeligt for fjerntstående eller uvedkommende at blande sig med den snævre kreds omkring den døde. Fænomenet "globryllup" har ikke en begravelsesmæssig parallel.

At døden på denne måde er blevet "privatiseret" i sine ydre former, afspejler en individualisering, som i sit væsen gør døden ubærlig. I tidligere tider havde liv og død en slægtsmæssig og samfundsmæssig ramme, som nu er udhulet. Ved et dødsfald var det et kollektiv, der mistede et medlem, hvilket kunne være et smerteligt tab, men livet blev dog levet videre i kollektivet (slægten, stammen osv.). I dag er det et individ, der dør.

Søren Kierkegaard mente, at mens man kunne være to om at have aktier i en hest, så kan man ikke dele døden med andre. Døden dør man alene. Netop derved bliver døden jo helt forfærdelig. Nu er det ikke træet, der mister en kvist, men et individ, der mister sig selv og dermed alt — et synspunkt, som genfindes i moderne litteratur og filosofi. Døden bliver den totale undergang og katastrofe. Dette er svært at fastholde, hvorfor fortrængningen er en nærliggende udvej.

Et ejendommeligt træk er de ændrede idealer om dødsmåden. I ældre tid, hvor man oftest havde kort tid til at gøre sig klar til at dø, var det faktisk et ideal at have god tid. Man ville gerne kunne gøre sit testamente, tage afsked med mange, modtage den sidste nadver (eller den sidste olie) og i det hele beskikke sit hus. I dag er det højeste ønske, at det forfærdelige, når det kommer, må komme så hurtigt, at man næsten ikke opdager det, fx i form af et hjerteslag.

Man kan dog også vælge at se disse vilkår i øjnene. Den tyske filosof Martin Heidegger udkastede i værket Sein und Zeit (1927) en analyse af den menneskelige eksistens, hvori døden var det afgørende fundament. Hele menneskets liv og færden er i virkeligheden bestemt af dets bevidsthed om, at livet ikke varer ved. Vi gør, hvad vi kan for at forhindre døden i optagethed af at beskytte os selv og de andre. Tidsbevidstheden er kun mulig, når tiden ikke er uendelig. Udviklingen af redskaber, teknik, erkendelse etc. giver kun mening, hvis døden er der. Et "egentligt" liv består derfor i at se døden i øjnene og ikke vende ryggen til den.

Samme krav stilles i vor tid til sygehuse og læger, som ofte er blevet anklaget for at have løjet for deres patienter ved at tegne alt for optimistiske billeder af sygdommens prognose. En større ærlighed og ligefremhed har bredt sig i vort sundhedsvæsen, men det er tvivlsomt, om man endnu har fundet en rimelig balance. På den ene side har patienten krav på besked om sine udsigter, på den anden side må man gøre sig klart, at han eller hun ofte ikke har meget at bruge denne viden til, hvis det højeste, man kan håbe på, er en plads under en anonym plæne.

Som led i den nye ærlighed omkring døden har man villet se mange menneskers ønske om en "værdig død", hvorom der er dannet en forening og skabt et nyt begreb, livstestamente. Heri kan man frasige sig overflødig lægehjælp i den sidste tid, således at man ikke udsættes for unyttige lidelser eller for, at dødsprocessen trækkes unødigt i langdrag. Man ønsker ikke, at opløsningen skal trækkes i langdrag, men vil gerne hurtigt herfra, hvis der ikke er anden udvej. Sammenhængende hermed kan man også se det stigende ønske om lægeordineret dødshjælp, eutanasi, således at man kan gå i døden så lempeligt som muligt.

I nyeste tid og med langt større folkelig udbredelse ser vi andre måder at nærme sig døden på. Fælles for de fleste af dem er forsøg på at reducere betydningen af livets afslutning. Alting er kun en overgang, også døden. Denne kan føre ind til nye tilværelser eller reinkarnationer, tanker, som i slutningen af 1900-t. har grebet vidt om sig og fået stor folkelig appel.

Endnu er man ikke nået til Sophus Claussens erkendelse i digtet "Buddha" (Pilefløjter, 1899): "jeg beder jo ene at frelses fra Sjælevandringens Nød,/ beder om Intet, om Fred, om udødelig Død". Fra at have været en indgang til det ukendte er døden blevet en dør til nye interessante erfaringer. I moderne terapi, såvel den etablerede som den alternative, er begrebet "krise" meget centralt. At gennemgå en krise kan være en smertelig erfaring, men man kan samtidig lære noget af den og udvikle sig positivt. "Døden er den sidste krise i menneskets tilværelse. Som alle kriser kan den give anledning til angst, men af og til også dybere indsigt". (Familiens lægebog, 1982).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig