I 1911 boede halvdelen af Danmarks befolkning i byer eller bylignende bebyggelser. I 1840 var andelen kun en femtedel. Urbaniseringen fik betydning for barndommen og for børns liv. I byen var børn ikke i længden en arbejdsmæssig resurse, deres pasning og opdragelse blev et problem. Og problemet blev ikke mindre af, at 1800-t.'s borgerskab så med stigende bekymring på byudviklingen. Det var nemlig i byen, de mange tilflyttere fra landet klumpede sig sammen i trange og usunde lejekaserner; det var her, arbejderbevægelsen havde til huse, og herfra frygtede byernes ledende kræfter en trussel imod den herskende sociale orden.
I modsætning til Jean-Jacques Rousseau, som ønskede at vende byen ryggen, var samfundets nye elite ikke kun negativt indstillet til byen. I byen var der nemlig mulighed for at forebygge elendigheden; de økonomiske resurser var større end på landet, der var tradition for filantropi og privat børneforsorg, og der var adgang til ingeniør- og lægevidenskabelig indsigt. Ud fra en fælles tro på børnene som morgendagens håb kunne progressive borgerlige kræfter forenes med den kirkelige bymission, filantropien og arbejderbevægelsen om at sætte børnesagen på den samfundspolitiske dagsorden. En mand som socialdemokraten og børnevennen Peter Sabroe sidst i 1800-t. indbegrebet af disse bestræbelser, men der var mange af hans slags rundt omkring i Danmark.
Ind i dette børnepolitiske klima skrev den svenske kvinderetsforkæmper Ellen Key sig, da hun i år 1900 udsendte bogen Barnets Aarhundrede. Bogen kom på dansk to år senere, men blev først berømt i årene under 1. Verdenskrig, efterhånden som skyttegravenes grusomheder fik de voksne til at vende deres håb til de næste generationer. For Ellen Key var barnets århundrede nået, når samfundet på den ene side havde indset, at barndommen var fundamentet for det voksne individ, og på den anden side var parat til at gøre en indsats for, at alle børn fik så god en barndom som muligt.
En god barndom forudsatte et hjem og en mor, som havde barnet i sine tanker døgnet rundt, som støttede sig til videnskabens nyeste indsigter i opdragelsen af sit barn, og som behandlede det som et barn og ikke som en lille voksen. Men dette krævede ikke nødvendigvis, at forældrene var gift. Kvinder havde ret til at blive mødre, og denne ret måtte staten garantere gennem forsorg for mor og barn.
I sit forsvar for det nye moderskab fremførte Ellen Key en række argumenter fra tidens lægevidenskabelige og tidlige børnepsykologiske debat. Begge var stærkt farvet af socialdarwinismen, der anlagde biologiske forklaringer på menneskets og samfundets udvikling. Man var især optaget af det anormale og (potentielt) fejludviklede barn; endnu engang var bekymring for befolkningstallet såvel som befolkningens konstitution med til at fremme interessen for barnet. Racens forbedring krævede om nødvendigt racehygiejniske foranstaltninger, selvom Ellen Key og mange andre med hende mente, at man gennem en almen højnelse af børns og mødres sundhedstilstand kunne nå langt.
Lægerne havde fra midten af 1800-t. ladet blikket hvile på barnet. Hvor man 100 år tidligere ikke kunne stille noget op over for den høje spædbørnsdødelighed og helt bogstaveligt talte om, at små børn døde af barndom, stillede sagen sig nu anderledes. Øget kendskab til smittespredning skærpede fra midten af 1800-t. ønsket om at yde en forebyggende indsats over for de mange epidemier, som især børn døde af. Hygiejne var tidens store løsen, og det førte til kloakering, vandværker, programmer for spædbørnspleje og skolehygiejne.
Fra ca. 1880 stod lægerne ikke længere alene med deres interesse for barnets natur; børnepsykologien var kommet for at blive. De tidligste observationer af småbørn blev gjort af Charles Darwin og flere af hans elever fra slutningen af 1870'erne. I deres øjne repræsenterede det lille barn den bedste indgang til forståelsen af tidligere tiders mere primitive væsener, da ethvert individ i sin udvikling gennemgik et forløb svarende til artens.
Den nye børnepsykologiske interesse bundede også i de praktiske problemer, som fulgte i kølvandet på skolegangens udbredelse og fremkomsten af en række nye institutioner for børn med fysiske og psykiske handicap. Begge steder var der et behov for at kunne skelne børn med mange forskellige indlæringsvanskeligheder fra hinanden. De første intelligensprøver (se intelligens), udarbejdet af Alfred Binet og Théodore Simon (1873-1961) i 1905 og 1908, blev derfor modtaget med store forventninger. Omvendt var der med de nye institutioner skabt mulighed for masseobservationer af børn, hvilket man ikke havde kendt tidligere.
Den voksende interesse for menneskets natur fik sin særlige udformning med psykoanalysen, der har spillet en afgørende rolle i 1900-t.s syn på barndommen. Med Sigmund Freuds tre afhandlinger om seksualteorien fra 1905 fik barnets seksualitet plads i en langt mere raffineret teori om drifter, fortrængninger og menneskets psykiske udvikling, end man kunne finde i datidens lægevidenskab. I videre perspektiv har Sigmund Freud og de senere psykoanalytiske retninger udbredt kendskabet til barndommen som personlighedens fundament.
At oplevelser og erfaringer i de tidlige år er afgørende for dannelsen af det voksne individ, er i løbet af 1900-t. blevet almen viden ikke mindst understøttet af skønlitteraturen, der i rigt mål har skildret voksne menneskers traumer med rod i barndommen. "Barndommen er lang og smal som en kiste, og man kan ikke slippe ud af den ved egen hjælp", skrev Tove Ditlevsen betegnende i sin erindringsbog Barndom (1967).
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.