Årsag, årsagsbegrebet, er forbundet med antagelsen af, at et eller andet (årsagen) frembringer eller er med til at frembringe et eller andet (virkningen). Begreberne om årsag og virkning er således flettet sammen og kan ikke anvendes uafhængigt af hinanden.

Årsagsbegrebet er i flere henseender et grundbegreb.

For det første er det vanskeligt at definere ud fra andre begreber.

For det andet anvendes det på alle områder af virkeligheden, hvor der er tale om begivenheder eller forandringer: Et lynnedslag kan bevirke, at der går ild i et træ; en hundestejlehans farvetegning og bevægelser kan medvirke til at skaffe ham en mage; en toppolitikers ægteskabelige sidespring kan fremkalde et vælgerskred; en fornærmende gestus kan afstedkomme et raseriudbrud.

For det tredje hænger årsagsbegrebet sammen med en række andre begreber og forestillinger, som spiller en central rolle for vores virkelighedsforståelse.

Den "virkende årsag"

Det er centralt for vores almene menneskeforståelse, at normale mennesker opfattes som handlende væsener, hvis handlinger som regel tjener til at frembringe, vedligeholde eller ændre et eller andet.

Måske har årsagsbegrebet udviklingsmæssigt sin rod i elementære erfaringer med at kunne få noget til at ske eller at kunne hindre, at noget sker. Dermed er årsagsbegrebet også involveret i en almindelig opfattelse af ansvar, skyld og fortjeneste: Vi er primært ansvarlige for det, som vore handlinger har bidraget til at afstedkomme.

Forestillinger om karakteristiske årsag-virkningssammenhænge indgår også i vores opfattelse af et eller andet som værende en ting af en bestemt slags.

Det er karakteristisk for alkohol, at det dannes ved visse gæringsprocesser, og at det kan fremkalde en rus.

Det er karakteristisk for katte, at deres adfærd former sig på bestemte måder, når de er i nærheden af mus.

Abstrakt kan vi sige, at det indgår i vores forestilling om at være en konkret ting af en bestemt slags, at det er noget, der vekselvirker med sine omgivelser på karakteristiske måder. Endvidere indgår årsagsbegrebet i både dagligdags og videnskabelige bestræbelser på at forklare og forstå, hvordan ting og sager hænger sammen (se også kausalitet).

Ordet årsag kan bruges så bredt, at det stort set kan anvendes om alt, der kan inddrages i en forklaring på, at der foreligger et fænomen.

Således angiver Aristoteles i Fysikken, at der i redegørelsen for naturlige forandringer er involveret fire slags årsager eller principper (se Aristoteles). Det er en af disse, den såkaldte virkende årsag, der fra renæssancen dominerer tænkningen om årsagsbegrebet.

Når der gives forklaringer på bestemte konkrete hændelsesforløb, er de forhold, der udpeges som årsager, afhængige af interesser hos dem, der udbeder sig eller leverer en forklaring. For så vidt som der er tale om hændelsesforløb, der antages at være skadelige eller uheldige (eller det modsatte), så fremhæves almindeligvis forhold, som en eller flere personer er ansvarlige for, og som legitimt kan søges ændret i tilsvarende situationer. Ved en bilulykke kan der således være tale om, at forskellige parter betoner forhold vedr. hhv. vejbelægningen, bremsesystemet, førerens tilstand og kørsel eller vejrliget som medvirkende årsager til ulykken. I diskussioner om sådanne sager er det ofte underforstået, at det kun er relevant og legitimt at fremhæve noget som en medvirkende årsag på baggrund af, hvad der anses for normalt eller foreskrevet af love eller regulativer for den pågældende type af situationer. Men fordi det i denne forstand er interessebestemt, hvad der i en bestemt situation henvises til som årsag, er det ikke udelukket, at det er et objektivt anliggende, hvorvidt der er tale om et årsag-virkningsforhold eller ej.

Årsag-virkningsforholdet

Hvordan skal årsag-virkningsforholdet (kausalrelationen) nøjere forstås, herunder forbindelsen mellem kausalforhold og naturlove? At to begivenheder forekommer i nærheden af hinanden i rum og tid, tages ofte som belæg for, at der er en årsagssammenhæng. Men det er ikke tilstrækkeligt. Hvis en skamrosende bemærkning fra Eva bevirker, at Adam rødmer, så ligger der noget mere heri end blot dette, at først kommer Eva med en skamrosende bemærkning, og derefter rødmer Adam.

Den skotske filosof David Hume fremsatte i 1700-t. en meget indflydelsesrig analyse af kausalitet ud fra bl.a. følgende antagelser. For det første: Den eneste måde, vi kan få viden om vore omgivelser på, er ved umiddelbare iagttagelser og slutninger ud fra sådanne. For det andet: Vi iagttager ikke umiddelbart årsag-virkningssammenhænge, men kun, at begivenheder følger efter hinanden. For det tredje: Årsagsbegivenheden og virkningsbegivenheden er distinkte begivenheder, forstået således, at det aldrig indebærer en modsigelse at hævde forekomsten af årsagsbegivenheden og benægte forekomsten af virkningsbegivenheden. Og for det fjerde: Der er ikke andre strengt nødvendige sammenhænge end logiske sammenhænge. På denne baggrund foreslog Hume, at det mere, der skal til, for at to begivenheder indgår i et årsagsforhold, i det væsentlige er, at der findes to typer af begivenheder, hvor årsagsbegivenheden er en instans af den ene, og virkningsbegivenheden er en instans af den anden, og hvorom det gælder, at en begivenhed af den første type hver gang følges af en begivenhed af den anden type. Kort kan vi sige, at denne analyse indebærer, at der kun er tale om et årsag-virkningsforhold mellem to begivenheder, hvis dette forhold eksemplificerer en undtagelsesløs regelmæssighed. Synspunktet kaldes den enkle regularitetsteori. Som en mulig forklaring på, at vi opfatter årsag og virkning som hørende nødvendigt sammen, foreslog Hume, at vi simpelthen er sådan indrettet, at hvis vi har iagttaget en konstant regularitet mellem to typer begivenheder, så har vi en tilbøjelighed til at forvente noget bestemt: Når der forekommer en begivenhed af årsagstypen, vil der derpå forekomme en begivenhed af virkningstypen.

Der er udbredt enighed om, at en så enkel opfattelse som Humes ikke indfanger den måde, vi bruger årsagsbegrebet på. Det utilfredsstillende kan illustreres således: Antag, at der er to personer, der på hver side af en mur kaster en bold mod muren. Det gør de hver ti gange, og det forholder sig sådan, at hver gang den ene bold rammer muren, så rammer den anden bold muren umiddelbart efter. Men det forhold, at den ene bold rammer muren, er ikke dermed årsag til, at den anden bold rammer muren, medmindre det også gælder, at hvis den ene bold ikke havde ramt muren, så havde den anden bold heller ikke gjort det (under i øvrigt ens omstændigheder).

I kritikken af Humes analyse skelnes der mellem 1) den kritik, der i det væsentlige accepterer Humes antagelser, men søger at udbedre analysens mangler, og 2) den kritik, der beror på, at en eller flere af disse antagelser benægtes.

1) Et fremherskende forslag har her været at gøre rede for årsagsbegrebet ud fra lovbegrebet. Grundidéen er simpel. Man forestiller sig, at man har formuleret alle relevante naturlove og beskrivelser af alle relevante begivenheder (hvor disse beskrivelser ikke selv omhandler kausalforhold). En påstand er da en kausallov, hvis den kan udledes af de relevante naturlove og beskrivelser og har følgende form: Hvis en begivenhed af type A forekommer, så forekommer en begivenhed af type B. En relation mellem to begivenheder er da en kausal relation, hvis det er en instans af en sådan kausallov. Et af problemerne med dette forslag er, at det er vanskeligt at give en tilfredsstillende redegørelse for naturlovsbegrebet, som ikke enten bryder med en af Humes antagelser eller har samme utilfredsstillende karakter som den enkle regularitetsteori. Andre tilhængere af Humes antagelser har valgt en mere radikal løsning: Årsagsbegrebet er en fiktion. Det kan have en vis nytte i praktiske diskussioner af skyld og ansvar, men i princippet hører det ikke hjemme i en gennemført videnskabelig redegørelse for et eller andet. En anskuelse af den art findes hos den østrigske fysiker Ernst Mach og i den tidlige del af Wittgensteins forfatterskab.

2) Blandt de kritikere, der har bestridt en eller flere af Humes antagelser, er Immanuel Kant den mest centrale. Kant søgte at vise, at selvom vi ikke umiddelbart iagttager årsagssammenhænge eller rent logisk kan udlede sådanne af umiddelbare iagttagelser, så er vores beherskelse af årsagsbegrebet en nødvendig betingelse for, at vi kan erfare objektive forhold. En anden kritik, der er vendt mod både Hume og Kant, tager afsæt i, at vi faktisk synes umiddelbart at iagttage konkrete kausale sammenhænge, uden at dette indebærer, at de konkrete begivenheder må være instanser af en lov.

Kausalitet, rum og tid

En anden kontrovers drejer sig om, hvor udbredt og gennemgribende kausalforhold er i verden. En opfattelse af, at kausalforhold gennemsyrer alt, udtrykkes ofte som kausalprincippet (årsagssætningen): Enhver begivenhed har en (fuldstændig) årsag. Hvis dette er rigtigt, gælder det om enhver begivenhed, at den indtræffer med nødvendighed. En sådan opfattelse forstås ofte som determinisme. Kausalprincippet medfører ikke, at alt i verden er determineret, medmindre alt i verden er begivenheder, eller at handlinger er determinerede, medmindre handlinger er begivenheder. Kausalprincippet er klart uforeneligt med forekomsten af begivenheder, for hvilke der ikke findes bevirkende årsager (se også vilje). Accept af teorier, som inkorporerer Plancks konstant (virkningskvantet), forstås ofte således, at der dermed er klare eksempler på årsagsløse begivenheder. Forenklet sagt er der ikke nogen bevirkende årsager til, præcis hvornår det enkelte atom ændrer energitilstand og opsuger eller udsender stråling (jf. kvantemekanik).

I dagligdagen og i almindelige videnskabelige bestræbelser går vi ud fra en maksime, som kan have lighed med kausalprincippet: Hvis vi har en række begivenheder, som på relevant måde er ensartede, men hvor der alligevel er en eller anden forskel, så går vi ud fra, at der også er en yderligere forskel mellem dem eller mellem de omstændigheder, de foregår under. Men normalt antager vi, at det ikke er en hvilken som helst anden forskel, der kan være relevant. Forskelle, der udelukkende er forskelle i rum eller tid, spiller ikke nogen kausal rolle. Om et eksperiment foretages den 16. eller 17. december, antages ikke i sig selv at spille nogen rolle for forløbet af eksperimentet, men det kan spille en rolle, hvis den ene, men ikke den anden dag er dagen efter en løssluppen julefrokost. Ligeledes antager vi, at det, der bevirker, at to ellers ensartede slagsmål forløber forskelligt, ikke blot er, at det ene finder sted i København og det andet i Timbuktu. Hvad der kan gøre en forskel, er forhold som jordbund, de stridende parters træning og udrustning, vejrforhold, hvad der står på spil mv.

Et andet spørgsmål vedr. årsagsbegrebets forhold til rum og tid er mere kontroversielt. Det angår, om det er acceptabelt at regne med, at der findes uformidlede fjernvirkninger. Hvad der er på spil, kan illustreres på denne måde: En gruppe dominobrikker kan være opstillet således, at der kan opstå en "dominoeffekt": Hvis den første brik falder, rammes den næste brik, som falder og i faldet rammer den næste brik, som også falder og så fremdeles, indtil den sidste brik er væltet. Her kan vi godt sige, at den første briks fald er årsag til den sidste briks fald, selvom der ikke er nærhed i rum og tid mellem de to begivenheder. Men hvis alle brikkerne mellem den første og den sidste blev fjernet, og det evt. forekom, at den første brik væltede og en stund derefter den sidste brik, så ville det ikke være tilstrækkeligt til at hævde, at den førstes fald var årsag til den andens. I så fald måtte der være nogle andre i rum og tid mellemliggende begivenheder, i kraft af hvilke den første begivenhed var årsag til den anden. Da Isaac Newton i 1687 fremsatte sin gravitationsteori, blev den af nogle kritiseret for at operere med okkulte årsager, fordi man opfattede teorien som implicit accept af uformidlede fjernvirkninger, fx i forbindelse med forklaringen af tidevandsbevægelser ud fra Månens tiltrækningskraft. Også i diskussioner af kvantefænomener spiller spørgsmålet om acceptabiliteten af uformidlede fjernvirkninger en rolle, jf. Aspects forsøg.

Der er en tredje facet af årsagsbegrebets forhold til tidsbegrebet: Spørgsmålet om forholdet mellem retningen i kausalforhold og den tidslige retning karakteriseret ved "tidligere end/senere end". Normalt går vi ud fra, at hvis en begivenhed er årsag til en anden begivenhed, så er den anden begivenhed senere end eller måske samtidig med den første. Den kausale retning ligger i, at der er et asymmetrisk forhold mellem årsagsbegivenhed og virkningsbegivenhed: I konkrete tilfælde kan en og samme virkningsbegivenhed ikke være årsag til en og samme årsagsbegivenhed. At det forholder sig sådan, udelukker ikke, at konkrete ting, processer eller andre størrelser som fx to populationer af forskellige dyrearter kan vekselvirke. At kausalretningen ikke i sig selv er fastlagt med den tidslige ordning, har fået filosoffer, fysikere og science fiction-forfattere til at spekulere over, om der findes baglænskausalitet, dvs. kausalforhold, hvor virkningen tidsligt indtræffer før årsagen, samt til spekulation over, hvordan Universet skulle være indrettet, for at noget sådant kan indtræffe, og hvilket belæg der ville være for, at det var tilfældet (se tid og tidsmaskine). Ligeledes diskuteres det, om der er sammenhænge mellem termodynamikkens anden hovedsætning, den tidslige orden og kausalretningen, jf. entropi og termodynamik. Der er ingen udbredt enighed herom.

Årsager og grunde

Efter renæssancen har der med udviklingen og udbredelsen af naturvidenskaberne været tendens til at opfatte disse videnskaber som forbilledlige mht. afdækning af årsagssammenhænge og efterprøvning af påstande om årsager. En af de mest hidsige kontroverser vedr. årsagsbegrebet er knyttet til diskussionen om, hvilke træk der karakteriserer normale menneskers måde at være til på. Ofte bliver tanken om kausalbegrebets anvendelighed her koblet sammen med den forestilling, at de begreber og metoder, der bør anvendes inden for de humanistiske videnskaber, må være af samme art som de naturvidenskabelige, hvilket mange finder absurd (jf. scientisme). Det kan diskuteres, om det, der korrekt henvises til som personens grunde (motiver) til at handle på en bestemt måde, indtage en bestemt holdning eller have et bestemt ønske, også er handlingens, holdningens eller ønskets årsager. Hvad der i en sådan sammenhæng henvises til, er personens sindelag, holdninger, stemninger, følelser, opfattelse af situationen, ønsker og interesser. En sådan henvisning rationaliserer handlingen i den forstand, at den fremstiller handlingen som forståelig og fornuftig netop set i lyset af personens opfattelse af situationen mv. Noget andet er, om man forstår, hvorfor personen har denne opfattelse og disse ønsker. Man forstår, hvorfor A brænder et billede af B, hvis man gøres bekendt med, at A hader B, og A mener, at det skader B at brænde et billede af B. Men måske forstår man ikke, hvorfor A hader B, eller hvorfor A mener, at det skader B at brænde billedet af B. Tilsvarende kan man i et vist omfang give rationaliserende redegørelser for, hvorfor en person har disse bestemte meninger og ønsker. Men at en henvisning til grunde på denne måde er rationaliserende, er ikke tilstrækkeligt til at forklare, at personen har handlet på denne måde. Det ligger i, at der kan være forskellige grupper af ønsker og meninger, der hver for sig kan inddrages for at rationalisere handlingen. Det kan være, at A også har et ønske om at imponere iagttageren C, og at A mener, at C netop vil blive stærkt imponeret, hvis A brænder billedet af B. Og det kan forholde sig sådan, at hvis A blot havde haft ønsket om at skade B, så ville A ikke have brændt billedet af B, mens det, at A har ønske om at imponere C, er tilstrækkeligt til, at A brænder billedet.

Er der et kausalforhold mellem en handling og de grunde, den er baseret på? Det kan synes nærliggende, specielt hvis man accepterer Humes antagelse af en snæver sammenhæng mellem årsager og love, idet der i mange tilfælde synes at være en konstant sammenhæng for enkeltpersoners vedkommende mellem grunde (motiver) og handlinger, holdninger og ønsker. Heroverfor er det en udbredt opfattelse, at handlinger og grunde har nogle træk, der gør, at den indbyrdes sammenhæng mellem dem ikke har karakter af et kausalforhold. For det første at handlinger og grunde har mening på en helt anden måde end vulkanudbrud eller celledelinger. For det andet at handlinger, for så vidt som de ikke blot specificeres ud fra de sociokulturelle sammenhænge og forløb, hvori de indgår, men som en bestemt persons handling, kun kan specificeres adækvat ved en henvisning til personens grunde. Et vist bevægelsesmønster kan i en bestemt sociokulturel sammenhæng specificeres som en handling af typen: at hamre et søm i en væg. Men for at formidle en adækvat forståelse af en bestemt persons udførelse af en handling af denne type må det angives, om personen hamrer for at kunne hænge et billede op eller for at genere naboen eller for at vinde et væddemål. Der er ingen klare grænser for, hvor kompleks denne specifikation kan være; i princippet kan den være så kompleks som den samlede fortælling om personens liv og livsomstændigheder. Anskuet på den måde virker det mærkeligt at omtale grunde som begivenheder eller tilstande. For det tredje at et bevægelsesmønster kun er en handling, hvis personen i en situation har et vist spillerum af handlemuligheder, således at den handling, der udføres, er udtryk for et valg (uden nødvendigvis at være en velovervejet beslutning), som personen i et vist omfang må svare for eller stå inde for. Om der er en dyb uforenelighed mellem disse træk og anvendeligheden af årsagsbegrebet, er åbent for diskussion, mens der nok er en vis enighed om, at dette spørgsmål kun kan afklares ud fra en tilfredsstillende og fyldestgørende generel redegørelse for, hvad der karakteriserer personer og deres forhold til omverdenen.

Kommentarer (4)

skrev Benny Bjerregaard

Det undre mig at artiklen ikke kommer ind på ‘Tilfældighed” - der pr. Definition ikke har nogen årsag !
Endvidere at hvis alt har en årsag (havde den også en årsag osv…i en uendelighed) altså ingen begyndelse - med en begyndelse kræves en (såkaldt) ‘første årsag’ -eller begyndelsen er en tilfældighed (der ikke har årsag).
Artiklen tangerer (kun) fænomenerne vilkårlighed og utilsigtede hændelser !
Med venlig hilsen. Benny B.

svarede Jørgen Nørby Jensen

Tak for din kommentar. Vi lader den stå, så en kommende fagansvarlig for området evt. kan indarbejde dine forslag i artiklen.

skrev Rebecca Bailey

Du har ret - og vi beklager. Vi har endnu ingen fagansvarlig på dette område, men vi arbejder på sagen.

Mvh. redaktionen

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig