argumentationsteori

Argumentationsteori, løst sammenknyttet kreds af filosofiske problemer vedrørende argumentation, fx hvad der kendetegner argumenter, hvilke funktioner de har, hvordan de bruges osv.

Et argument kan opfattes som et træk inden for et bestemt system. Argumentationsteorien undersøger dette systems nærmere karakter: Om det er logisk eller kausalt eller noget helt tredje, om elementerne er udsagn eller sætninger eller tanker, om argumenter er evige former eller tilfældige historiske generaliseringer osv. I filosofiens historie er der to hovedpositioner mht. disse spørgsmål: Den ene — platoniske — ser i argumentet en evig og uforanderlig struktur i slægt med matematikken. Den anden — antiplatoniske eller konventionalistiske — betragter argumentet som rodfæstet i sprogets vedtægter.

For platonikeren er det strukturen eller formen, som afgør, om et argument er logisk gyldigt eller ej. Dette ideal om logisk gyldighed forudsætter et klart skel mellem sprogets logiske konstanter (ord som 'og', 'ikke', 'hvis.., så..') og resten af sproget (ord som fx 'cykel', 'blå'). Dagligsprogets vaghed og dets flertydighed — at et udtryk kan have flere betydninger i én sammenhæng eller flere betydninger i forskellige sammenhænge, fx ordet 'gift' — er for platonikeren forbigående overfladefænomener, fordi ethvert udsagn har en bestemt og fast mening (se G. Frege). For konventionalisten derimod er disse problemer yderst reelle og permanente: Vi kan argumentativt kun opnå foreløbige og gradvise præciseringer, fordi vor eneste målestok er dagligsproget selv.

En anden konflikt mellem de to lejre vedrører forholdet mellem reglerne for gyldig argumentation og anvendelsen af dem i konkrete situationer, hvor vi faktisk argumenterer: Hvis den korrekte anvendelse af reglerne forudsætter nye abstrakte regler, er vi inde i en uendelig regres, som må afbrydes, hvis reglerne faktisk skal kunne anvendes. Denne afbrydelse, hævder konventionalisterne, må ske ved, at en fornuftig og erfaren person anvender eller fortolker reglerne i den konkrete situation; de abstrakte regler eller strukturer må forudsætte en fortolkning, som ikke er regelbestemt.

Centralt i argumentationsteorien står også diskussionen af såkaldt informationsforøgende slutninger, dvs. argumenter, hvis konklusion bringer information frem, der er ny i forhold til præmisserne. Som eksempler på sådanne gode begrundelser, der ikke er logisk gyldige i streng (deduktiv) forstand, kan nævnes induktive slutninger, se induktion, og slutninger til den bedste forklaring, se abduktion.