Reduktionisme er i almen forstand en bestræbelse på at henføre en mangfoldighed af fænomener eller begreber til et mindre sæt fænomener eller begreber, som antages at være mere overskueligt eller fundamentalt.

Faktaboks

Etymologi
Ordet reduktionisme kommer af reduktion og -isme.

I denne forstand er der ved al systematisk tænkning et reduktionistisk træk, der søger at forklare alle fænomener inden for et område ud fra nogle få grundlæggende begreber og principper.

Reduktionisme og holisme betragtes ofte som indbyrdes modsætninger. Reduktioner inden for samme fænomenområde, fx at de almindelige regneoperationer kan defineres ud fra addition, er ikke så filosofisk interessante som reduktioner mellem fænomenområder, der almindeligvis antages at være forskellige. Herudover forudsætter interessante former for reduktionisme, at det område, der reduceres, ikke antages blot at være en fiktion.

Reduktionistiske opfattelser annonceres ofte ved anvendelse af udtryk af formen: "Det-og-det er (i virkeligheden) ikke andet end det-og-det", fx forelskelse er (i virkeligheden) ikke andet end kemi.

Et omstridt eksempel er den opfattelse, at alle træk ved skizofreni kan føres tilbage til eller forklares ud fra biologiske, specielt genetiske, forhold.

Teoretisk reduktionisme hævder, at teorier på et område kan udledes af eller forklares ud fra teorier på andre områder ved hjælp af passende antagelser om identitet eller lovmæssige sammenhænge mellem nogle af de størrelser, der opereres med i de to teorier.

Ontologisk reduktionisme går ud på at vise, at en type størrelser (entiteter) i virkeligheden er identiske med en tilsyneladende anden type størrelser (entiteter).

Idealisme og materialisme er eksempler på sådanne synspunkter.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig