Rationalisme er den opfattelse, at den menneskelige fornuft (i modsætning til guddommeligt åbenbaret eller jordisk autoritet og i modsætning til følelser, fantasi og empiri) er en væsentlig kilde og muligvis hovedkilden til erkendelse.
Ordet dækker et bredt spektrum af erkendelsesteoretiske positioner, der spænder fra påstanden om, at en virkelighedserkendelse kan udvikles af fornuften ud af fornuften selv, hvilket forudsætter et absolut skel imellem fornuft og sansning, til den opfattelse, at erkendelse kun opstår, når sanseindtryk bearbejdes og ordnes af fornuften, en position, der ikke nødvendigvis forudsætter en absolut distinktion imellem fornuft og sansning.
Den fornuft, der er tale om, kan enten opfattes som en overordnet rationalitet, dvs. som noget fællesmenneskeligt, eller være en individuel, intellektuel evne. Hvis det første er tilfældet, opfattes fornuften (fx hos Descartes og Spinoza, men ikke hos Kant) som en konstruktiv evne, dvs. en evne til ud af egne resurser at opnå erkendelse; hvis det sidste er tilfældet, opfattes fornuften som en kritisk, antiautoritær evne.
I almen tale er rationalisme en tør fornufttro, der ikke lader tro, følelser og fantasi vederfares deres ret.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.