Naturfilosofi, den gren af filosofien, som beskæftiger sig med naturen i bredere eller snævrere forstand. Indtil renæssancen dækkede betegnelsen både naturvidenskab og metafysik, der ikke betragtedes som adskilte discipliner.

Hos mange græske tænkere før Sokrates (se jonisk naturfilosofi) og i Aristoteles' Fysik (af gr. physis 'natur') finder man en blanding af empiriske iagttagelser, fysisk teori og mere abstrakte spekulationer.

Naturvidenskabelige resultater blev længe, også efter den moderne eksperimenterende videnskabs gennembrud, præsenteret som bidrag til naturfilosofien, jf. titlen på Isaac Newtons hovedværk, Philosophia naturalis principia mathematica (1687).

I løbet af 1700-tallet løsrev naturvidenskaberne sig dog stort set fra filosofien, og naturfilosofi har herefter med få undtagelser betegnet enten en form for metafysik eller refleksioner over betingelserne for naturvidenskab, dvs. videnskabsteori.

I romantikken, begyndelsen af 1800-tallet, var naturfilosofi læren om det tilsyneladende ubesjælede. Målet for den romantiske naturfilosofi var at overvinde splittelsen mellem ånd og natur; studiet af naturen opfattedes som en af to mulige veje til at erkende det absolutte eller "alnaturen". H.C. Ørsteds Aanden i Naturen (trykt 1850-51) er udtryk for en lignende tankegang.

Dele af den romantiske naturfilosofi levede videre i marxismen; et eksempel herpå er Friedrich Engels' Naturens dialektik (trykt 1925).

Begrebet naturfilosofi benyttes sjældent i dag, men litteratur om grænseområdet mellem naturvidenskab og metafysik er yderst populær i slutningen af 1900-tallet.

Se også natur.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig