idiografisk

Idiografisk bruges om videnskab, der beskriver enkelttilfælde. Den tyske filosof Wilhelm Windelband stillede videnskaber, hvis emner er unikke og ugentagelige, "begivenhedsvidenskaberne", over for videnskaber, som søger almene love, "lovvidenskaberne". De første kaldte han for idiografiske videnskaber, og hertil regnede han historievidenskaben, de sidste for nomotetiske videnskaber, først og fremmest naturvidenskaberne.

Inden for geografien understreger den idiografiske retning de enkelte byers, regioners og landes særegne karakteristika. I den videnskabelige geografis tidlige periode blev idiografisk beskrivelse opfattet som geografiens primære opgave.

Denne opfattelse var tæt knyttet sammen med, at regionalgeografi blev opfattet som fagets vigtigste del, bl.a. i forbindelse med koloniseringen. Det var geografiens hovedopgave at give en helhedsorienteret, sammenhængende fremstilling af alle relevante geografiske forhold, naturmæssige som kulturelle, for dermed at beskrive den geografiske variation.

Den idiografiske beskrivelse kom i miskredit med den såkaldte kvantitative revolution efter 2. Verdenskrig. Her opfattedes geografien ensidigt som nomotetisk, dvs. lovopstillende, og beskrivelser af særegne fænomener som uvidenskabelige.

Siden 1980'erne har den nomotetiske opfattelse været udsat for stigende kritik, og med en moderne, bredere opfattelse af videnskabelighed bliver det vanskeligere at opretholde et skarpt idiografisk/nomotetisk skel.