Socialkonstruktivisme er det synspunkt, at virkeligheden er skabt af menneskers sprogbrug og handlinger. Det hævdes typisk om emner, der kan siges at høre til den menneskelige eller samfundsmæssige virkelighed, fx køn, moral eller psykiske sygdomme.

Nogle socialkonstruktivister hævder dog, at virkeligheden mere generelt er en social konstruktion, så det fx også gælder naturvidenskabens emneområde. Når et emne anses som socialt konstrueret, betyder det, at man ikke skal forstå det som naturligt eller som noget, der er fastlagt en gang for alle. Fordi det er menneskabt, kan det være på mange forskellige måder og ændre sig i takt med, at menneskers sprog, interesser og vaner ændrer sig.

Socialkonstruktivismen indgår derfor ofte i bevægelser, der ønsker at gøre op med etablerede forståelser og normer, fx feminisme eller postkolonialisme. Omvendt kritiseres socialkonstruktivismen ofte for at være en relativisme, der gør det umuligt at skelne mellem rigtigt og forkert.

Baggrund og grundtanker

Socialkonstruktivismen er en nutidig form for antirealisme (realisme, filosofi). Gennem hele filosofiens historie har man diskuteret, hvorvidt der findes en uafhængig (dvs. objektiv) virkelighed eller ej. Ældre kritik af antagelsen om, at der findes en uafhængig virkelighed (realisme), har imidlertid været idealistisk (idealisme). Man har typisk hævdet, at virkeligheden er formet af det enkelte menneskes oplevelser. Til forskel herfra forstår socialkonstruktivismen virkeligheden som en social konstruktion – som bestemt eller ”skabt” af sprog, begreber eller adfærdsmønstre, der deles af en bestemt gruppe, fx et bestemt samfund eller en bestemt kultur.

Immanuel Kant anses for en vigtig foregangsperson for socialkonstruktivismen. Kant mente, at vores teorier ikke er udtryk for, hvordan virkeligheden er i sig selv, men derimod for, hvordan vi former og ordner vores erfaringer ved hjælp af et bestemt system af begreber. Modsat moderne socialkonstruktivisme antog Kant imidlertid, at der findes et fælles, grundlæggende begrebssystem, som alle mennesker nødvendigvis må benytte sig af. Derved kunne han fastholde, at en form for objektiv erkendelse er mulig. Socialkonstruktivismen antager derimod, at den begrebsramme, vi forstår virkeligheden ud fra, er historisk og kulturelt betinget og dermed foranderlig.

Udformninger og inspirationskilder

Socialkonstruktivismen blev udviklet i anden halvdel af 1900-tallet, i første omgang som en teori om, hvordan menneskets virkelighedsforståelse dannes. Et nøgleværk er Berger og Luckmanns The Social Construction of Reality (1966). Denne form for socialkonstruktivisme er stærkt inspireret af fænomenologien, der ligeledes antager, at mennesker forstår forskellige typer af ting ud fra de måder, de fremtræder for dem på, og at selv den mest avancerede, teoretiske forståelse udspringer af en socialt præget hverdagserfaring. Socialkonstruktivismen har også hentet inspiration i >Piagets udviklingspsykologi, der beskriver, hvordan børn i forskellige faser af deres udvikling konstruerer et stadig mere komplekst verdensbillede. Socialkonstruktivismen er blevet udmøntet i socialkonstruktivistisk læringsteori, der fremhæver, hvordan den lærende aktivt konstruerer sin egen forståelse og dermed ikke blot passivt overtager eksisterende viden fra underviseren eller lærebøgerne.

Senere er socialkonstruktivismen blevet udviklet med inspiration fra poststrukturalismen og andre teorier, der tillægger sproget en afgørende rolle i forståelsen af virkeligheden. Særlig Michel Foucaults begreb om diskurser er blevet centralt for den nyere socialkonstruktivisme. Foucault antog, at der til en bestemt tid og i et bestemt samfund findes sproglige og vanemæssige strukturer, der sætter implicitte grænser for, hvad man kan gøre, sige og tænke, og dermed for, hvad der kan godtages som virkeligt. En markant repræsentant for nyere, poststrukturalistisk inspireret socialkonstruktivisme er den feministiske teoretiker Judith Butler, der betragter ikke bare kønsroller (gender), men også køn (sex) som konstrueret (i Gender Trouble (1990)).

Erkendelsesteoretisk og ontologisk socialkonstruktivisme

Socialkonstruktivister skelner normalt ikke mellem det, som præger menneskets opfattelse af virkeligheden og det, der er bestemmende for virkeligheden selv. I videnskabsteoretiske behandlinger af socialkonstruktivismen er det dog almindeligt at skelne mellem erkendelsesteoretisk og ontologisk socialkonstruktivisme (ontologi). Man skelner også mellem socialkonstruktivisme vedrørende den menneskelige virkelighed (genstanden for humaniora og samfundsvidenskab) og den fysiske virkelighed.

De fleste socialkonstruktivister beskæftiger sig med humanistiske og samfundsmæssige temaer. Det kan dog være svært at afgøre, hvorvidt de mener, at deres teori kun gælder for disse områder. Nogle har også forsvaret socialkonstruktivisme som en teori om den fysiske virkelighed. Det gælder f.eks. videnskabssociologerne Bruno Latour (i Laboratory Life. The Social Construction of Scientific Facts (1979) og Andrew Pickering (i Constructing Quarks (1984)).

Kritik af socialkonstruktivismen

Kritikere af socialkonstruktivismen er typisk enige i, at forståelser og overbevisninger er konstruerede og varierer fra kultur til kultur. De er også enige i, at viden er en menneskelig frembringelse. Men kritikerne afviser, at man heraf skulle kunne slutte, at virkeligheden selv er konstrueret. De mener også, at man må skelne mellem, hvad der anses for viden og hvad der faktisk er viden. Rigtig viden må være begrundet og korrekt; det er ikke nok at et individ eller en gruppe har en fast overbevisning. På denne kritik svarer socialkonstruktivisterne typisk, at kritikerne blot giver forrang til en bestemt praksis eller diskurs, f.eks. den naturvidenskabelige, som de gør til målestok for det som er virkeligt.

Socialkonstruktivismen er også blevet kritiseret for at være en form for relativisme. Det følger af teorien, at der gælder forskellige sandheder for forskellige grupper og til forskellige tider. Dermed bliver det vanskeligt at kritisere bestemte synspunkter, da der ikke gives nogen uafhængig standard for rigtigt eller forkert. Ifølge kritikerne betyder relativismen også, at socialkonstruktivismen bliver selvgendrivende, idet den – såfremt den er sand – selv kun kan være en social konstruktion og ikke en almen sandhed. Dette betegnes også som refleksivitetsproblemet.

Nogle kritikere mener tillige, at socialkonstruktivismen tillægger mennesket en usandsynlig eller urimeligt stor magt over virkeligheden og viderefører en problematisk tendens til antropocentrisk tænkning. Denne indvending har ført til modifikation af socialkonstruktivismen, som i stigende grad har nærmet sig et transhumanistisk standpunkt. Det gælder f.eks. Latour, der understreger at virkeligheden ikke frembringes gennem menneskets handlinger alene, men af et netværk bestående af både menneskelige og ikke-menneskelige aktører (f.eks. laboratorieudstyr og mikroorganismer).

Et mere specifikt kritikpunkt er, at menneskers sprog og begreber ikke varierer så meget, som socialkonstruktivismen antager, men giver grundlag for en fælles virkelighedsforståelse. Med baggrund i fænomenologi og kognitionsforskning er det desuden blevet indvendt, at den menneskelig erfaring ikke er så stærkt formet af sprog og sociale konventioner, men har et eget indhold, som går forud for sproget og danner grundlag for vores begreber.

Mange forskere inden for humaniora og samfundsvidenskab bruger socialkonstruktivismen som en fortolkningsramme (f.eks. når foretager diskursanalyse), uden at de dermed nødvendigvis tilslutter sig de mere radikale, filosofiske antagelser om naturen af viden eller virkelighedens beskaffenhed, og de er dermed i mindre grad berørt af kritikken.

Socialkonstruktivisme, fænomenologi og hermeneutik

Selv om socialkonstruktivisme og fænomenologi kan minde om hinanden, adskiller de sig i deres syn på forholdet mellem sprog og subjektiv oplevelse. Socialkonstruktivismen behandler oplevelser som sociale konstruktioner. Fænomenologien anerkender også, at oplevelser i nogen grad er præget af fordomme, sprogbrug og vaner, men antager alligevel, at der er et niveau af menneskelig erfaring, der går forud for en sådan påvirkning og danner grundlag for virkelighedsforståelsen. Socialkonstruktivister ser desuden ofte konstruktionen af begreber som bestemt af interesser og magtrelationer, mens fænomenologer interesserer sig for de fundamentale niveauer i forståelsen, som de antager er uafhængige af bestemte samfundsnormer.

Hermeneutik kan også minde om socialkonstruktivisme, da moderne hermeneutik ligeledes anser virkelighedsopfattelsen for at være bestemt af sproget. Men hvor socialkonstruktivismen typisk fokuserer på, hvordan bestemte former for sprogbrug og særinteresser frembringer en bestemt virkelighedsopfattelse, beskriver hermeneutikken, hvordan ens generelle kulturelle baggrund gør det muligt at opnå en positiv forståelse. Socialkonstruktivismen er således mere ideologikritisk end hermeneutikken.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig