• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Rusland - sprog

Oprindelige forfattere AHyllog JN-S Seneste forfatter Redaktionen

Officielt sprog er russisk, der er modersmål for ca. 120 mio. russere og ca. 7,5 mio. af anden etnisk oprindelse; derudover tales der over 100 sprog. Mange skrives som russisk med det kyrilliske alfabet bortset fra bl.a. polsk, tysk, armensk, georgisk, estisk, lettisk og litauisk, der har deres kerneområde uden for Rusland. 32 nationale grupper, bl.a. tjetjenere, nordossetere, tatarer og jakuter, har selvstyre inden for eget område, hvor det lokale sprog i nogen grad anvendes som undervisningssprog. Russerne udgør befolkningsflertallet i næsten alle regioner, og kendskabet til russisk er udbredt. Russisksprogede skoler findes overalt, og russisk er enerådende på højere uddannelsestrin samt i statsadministrationen og militæret.

Sprog, der tales inden for Den Russiske Føderations grænser

Antal personer, der taler sprogene, er kun i nogen udstrækning opgjort efter Sovjetunionens opløsning i 1991. For enkelte sprog, bl.a. tysk og jiddisch, har senere udvandring bevirket et fald.
  • Indoeuropæiske sprog
    • Slaviske sprog
      • Russisk er modersmål for ca. 115 mio. russere og ca. 7,5 mio. fra andre etniske grupper; det er desuden udbredt som andetsprog.
      • Ukrainsk tales af ca. 3 mio. (2002), især i regionerne Krasnodar, Belgorod, Voronezj og Volgograd.
      • Hviderussisk tales af ca. 800.000 (2002), især i regionen Pskov.
      • Polsk tales af ca. 75.000 (2002), især i grænseegnene til Polen.
      • Bulgarsk tales af ca. 35.000 (2002), især i de vestligste regioner.
    • Germanske sprog
      • Tysk og jiddisch taltes i 1989 af hhv. ca. 600.000 og ca. 500.000 spredt i både europæisk og asiatisk Rusland.
    • Iranske sprog
      • Ossetisk tales af ca. 500.000 i Nordossetien og tilgrænsende områder; desuden tales tadsjikisk (ca. 120.000, 2002) og tati (ca. 3000).
    • Øvrige indoeuropæiske sprog
      • Armensk tales af ca. 1,1 mio. (2002) i de kaukasiske og centralasiatiske regioner; rumænsk tales af ca. 180.000, romani af ca. 155.000, græsk af ca. 90.000, og de baltiske sprog litauisk og lettisk af hhv. ca. 45.000 og ca. 30.000.
  • Altaiske sprog
    • Tyrkiske sprog
      • Tatarisk tales af ca. 6 mio. tatarer og basjkirer i Tatarstan, Basjkortostan og Sibirien.
      • Tjuvasjisk tales af ca. 1,8 mio. (2001) i Tjuvasjien.
      • Basjkirisk er modersmål for knap 2 mio. (2001) i og omkring den russiske republik Basjkortostan vest for Ural.
      • Kasakhisk tales af ca. 640.000, især langs grænsen til Kasakhstan.
      • Jakutisk tales af ca. 365.000 i Sakha-Jakutien.
      • Aserbajdsjansk og karatjajisk-balkarisk tales af hhv. ca. 335.000 og ca. 245.000 i Nordkaukasus.
      • Kumykisk tales af ca. 280.000 i Dagestan.
      • Tuvinsk eller uriankhai tales af ca. 200.000 i Tuva.
      • Ojrotisk eller altaisk tales af ca. 50.000 (2000) i Den Gorno-Altajske Republik.
      • Nogajisk tales af ca. 70.000 ud af en etnisk gruppe på ca. 75.000 i Dagestan.
      • Khakassisk tales af ca. 65.000 i Centralasien; hertil kommer usbekisk (60.000), kirgisisk og turkmensk (ca. 40.000) samt sjorisk, tjulymsk og tofalarisk af mindre grupper.
    • Mongolske sprog
      • Burjatisk tales af ca. 320.000 og khalkha af ganske få, mens kalmykisk tales af ca. 175.000 i Kalmykien.
    • Tungusiske sprog
      • Evenkisk, også kaldet solon eller tjapogir, tales af ca. 10.000 fra Centralsibirien til Stillehavet.
      • Evensk eller lamutisk og nanajisk eller gold tales af hhv. ca. 7500 (1997) og ca. 6000 (1997) i Østsibirien, hvor også ultja, orotji, udehe og negidal hver tales af nogle få hundrede, og orok af ganske få.
  • Uralske sprog
    • Finsk-ugriske sprog
    • Samojediske sprog
      • Nenetsisk tales af ca. 25.000 (1995) i Vestsibirien, mens selkup, nganasan og enetsisk ikke tales af over 2000 hver.
  • Kaukasiske sprog
    • Bortset fra georgisk, der tales af ca. 130.000 i Dagestan, tales de kaukasiske sprog i Rusland kun inden for føderationens grænser; se tekstramme til kaukasiske sprog.
  • Palæosibiriske sprog
    • Disse sprog tales alle i Rusland; se tekstramme til palæosibiriske sprog.
  • Eskimoisk-aleutiske sprog
    • Sibirisk yupik, chaplinsk, naukansk, sirenikisk og aleutisk tales af i alt nogle få hundrede i det nordøstligste Sibirien.

Læs mere om Rusland.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Adam Hyllested, Jens Nørgård-Sørensen: Rusland - sprog i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. januar 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=497057



    • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

    • Kommentar til redaktionen Vedr. Rusland - sprogMarker den cirkel
      Send kommentar


  • Copyright

    Denne artikel må du ...

  • Kilde

    Denne artikel stammer fra:
    Leksikon

  • Historik