Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

lingvistik

Oprindelig forfatter MHers Seneste forfatter Redaktionen

Lingvistik. Louis Hjelmslev, et af de største navne inden for 1900-t.s lingvistik, fotograferet i slutningen af 1950'erne. Hans specielle udformning af den europæiske strukturalisme, glossematikken, har ved sin konsekvente opbygning og stringente udformning haft stor indflydelse også inden for beslægtede discipliner som litteraturanalyse og semiotik.

Lingvistik. Louis Hjelmslev, et af de største navne inden for 1900-t.s lingvistik, fotograferet i slutningen af 1950'erne. Hans specielle udformning af den europæiske strukturalisme, glossematikken, har ved sin konsekvente opbygning og stringente udformning haft stor indflydelse også inden for beslægtede discipliner som litteraturanalyse og semiotik.

lingvistik, almen sprogvidenskab, en række beslægtede videnskaber om menneskeligt sprog. Flere af de områder, som i dag dækkes af lingvistikken, blev tidligere studeret af filosoffer, retorikere og filologer. Først med 1800-t.s historisk-komparative metode blev lingvistik en selvstændig videnskab.

Historie

De tidligste græske filosoffer erkendte, at sproget er en central bestanddel af menneskelig adfærd, og gjorde det til et vigtigt studieobjekt. Forstadier til grammatik, logik og tegnlære ses fx hos Protagoras og Platon i 400-t. og 300-t. f.Kr. Aristoteles' almene tanker om forholdet mellem ord, tanke og ting fik også stor betydning. I 200-t. f.Kr. lavede stoikerne analyser af græsk, som førte til en egentlig grammatik. Hovedtrækkene af klassisk grammatik med dens ordklasselære lå færdige i 100-t. e.Kr. med Apollonios Dyskolos' beskrivelser af græsk, som ca. 500 blev overført til latin af Priscian. Og de tre sproglige discipliner, grammatik, logik og retorik udgjorde grundlaget for senantikkens dannelsesideal, se de frie kunster.

Ordet lingvistik kommer af lat. lingua 'tunge, sprog' og -ist, se -isme, og -ik)

Uden for Europa udviklede især indiske grammatikere som Panini (300-t. f.Kr.) meget indgående sprogbeskrivelser, som i mange henseender kan sammenlignes med moderne strukturalistiske beskrivelser.

Annonce

I middelalderen var der en intens interesse for logik, grammatik og tekstfortolkning; en vigtig forløber er her Augustin. Et fornemt resultat var modismen, som især danske lærde i Paris udformede i 1200-t. De beskrev sproget som en struktur, der er ens for alle mennesker, selvom den kan manifestere sig forskelligt. I 1500-t. forkastedes middelalderens teoretiske sprogbeskrivelser til fordel for mere praktiske metoder til sprogindlæring.

Indtil ca. 1300 samlede næsten alle studier sig om græsk og latin, men da folkesprogene blev skriftsprog, opstod interessen for sprogs oprindelse og geografiske spredning først i det romanske Europa, hvor slægtskabet mellem latin og folkesprog var tydeligt. Sproghistorien var dog længe domineret af jagten på mere eller mindre fantasifulde etymologier.

I 1600- og 1700-t. vendte man tilbage til den klassiske og middelalderlige tradition for filosofisk sprogvidenskab. Især franske filosoffer udgav flere afhandlinger, der med titler som Grammaire générale et raisonnée eller ... philosophique indskrev sig i denne tradition. Også engelske og tyske filosoffer som J. Locke og G.W. Leibniz beskæftigede sig indgående med sproget som kilde til erkendelse. Herudover blev 1600- og 1700-t. præget af store leksikografiske værker som Det Franske Akademis ordbog og Samuel Johnsons engelske ordbog.

Ca. 1800 opstod en egentlig historisk sprogvidenskab, som beskriver lovmæssighederne for sprogforandring, med navne som F. Bopp, Rasmus Rask og brødrene Grimm, først og fremmest som følge af William Jones' opdagelse af slægtskabet mellem sanskrit og de klassiske europæiske sprog, græsk og latin (1786). Omtrent samtidig lagde W. von Humboldt grunden til et typologisk studium af sprog.

I begyndelsen af 1900-t. opstod, især under indflydelse af F. de Saussure, en egentlig lingvistik, som forenede de historiske og filosofiske traditioner. Delvis uafhængigt af hinanden udviklede både europæiske og amerikanske retninger især i mellem- og efterkrigstiden konsekvente metoder til strukturelle beskrivelser af sprog.

Den moderne lingvistik

Lingvistikken i 1900-t. kan beskrives med udgangspunkt i nogle af Saussures såkaldte dikotomier, dvs. begrebspar som langue-parole, synkroni-diakroni, udtryk-indhold og syntagmatiske over for paradigmatiske relationer.

Langue-parole, dvs. sproget som system over for sproget i brug, har som synsvinkel været helt grundlæggende for den strukturelle lingvistik: En egentlig videnskab om sproget handler om det abstrakte sprogsystem, der findes bag de ofte fragmentariske, modsigelsesfulde og mangelfulde data, som er det umiddelbart iagttagelige. En sprogteori er således en teori om sproget som system. Dette synspunkt er især blevet håndhævet i den danske version af strukturalismen, glossematikken, men er senere anfægtet af fx M.A.K. Halliday. Denne skelnen mellem langue og parole giver anledning til en yderligere og ikke altid lige klar skelnen mellem form og substans, dvs. mellem den bagvedliggende form og den substans af tanke- eller lydmæssig art, som struktureres af formen.

Synkroni-diakroni udtrykker modsætningen mellem iagttagelsen af et fænomen på et givet tidspunkt og studiet af dets historiske udvikling. Mens Saussure selv så de to synsmåder som ligeberettigede, lagde strukturalismen hovedvægten på det synkrone, ahistoriske studium af sproget. Selvom den historiske lingvistik i de senere år igen har fået en central placering, har lingvistikken fra 1900-t. og frem været domineret af synkrone, teoretisk-deskriptive strømninger.

Udtryk-indhold. Sprog er tegnsystemer, idet sproglige størrelser henviser til andet end sig selv: Den sproglige størrelse, realiseret som lyd eller skrift, kan ses som udtrykssiden af et tegn, mens det begreb, der henvises til, udgør tegnets indholdsside. Denne opfattelse af tegnet kendes allerede fra Aristoteles og Augustin. For Saussure og siden især for Louis Hjelmslev er tegnopfattelsen helt central, og begge anser lingvistikken for en gren af en generel videnskab om tegnsystemer, semiotik eller semiologi.

Syntagmatiske over for paradigmatiske relationer. Relationerne mellem de størrelser, som sproget er bygget op af, kan anskues på to måder: som led enten i sproglige forløb, dvs. syntagmatisk, eller i det sproglige system, paradigmatisk. Syntagmatisk forekommer formerne ham (objekt), han (subjekt) og hans (genitivisk adled) sammen i sætningen Han gav ham hans afsked med hver sin funktion. Paradigmatisk udgør de et system, et paradigme, hvis enkelte dele sprogbrugeren skal vælge imellem til de forskellige funktioner.

paradigmatisk valg
syntagmatisk
sammenkædning
han
hanham
hangavhamhansafsked
ham hans
hans

Retninger og skoler

Med udgangspunkt i Saussures dikotomier kan man identificere forskellige retninger og discipliner i lingvistikken. Skellet mellem langue og parole giver anledning til et første skisma mellem formelle og funktionelle tilgange til lingvistikken.

Den formelle tilgang har fundet udtryk i strukturalismen, hvor det er et uomgængeligt princip, at sprogvidenskaben må opstille deduktive hypoteser, der forklarer det observerbare som manifestationer af et bagvedliggende formelt system. Beskrivelsen af sprog må således bygge på hypoteser om et system af lovmæssigheder, som ikke kan ses umiddelbart. Det er denne koncentration om sprogsystemet, som karakteriserer den strukturalistiske lingvistik, og den når sine højdepunkter i den danske glossematik og den amerikanske generative grammatik. Den formelle tilgang til sproget er fra ca. 1945 videreudviklet i den matematiske lingvistik og senere især i datalingvistik.

Heroverfor står det funktionelle synspunkt, at sprogets opbygning og funktion kun kan forstås i forbindelse med sprogets anvendelse i kommunikation. Set under denne synsvinkel betragtes sprog som et sæt af lovmæssigheder og afhængigheder, der også omfatter selve sprogbrugen. I pragmatikken, der især belyser kommunikationssituationens betydning for afkodningen af meddelelser, inddrages således også ikke-sproglige faktorer. Tekstlingvistik kan ligeledes ses som en variant af den funktionelle lingvistik. Variationer i sprogbrugen studeres systematisk i social sammenhæng inden for sociolingvistik.

Den funktionelle lingvistik forbindes ofte med både historiske og typologiske studier. Den moderne historiske lingvistik bygger videre på 1800-t.s resultater inden for udforskningen af især de indoeuropæiske sprog, men udvider også perspektivet til andre sprog, hvor man gennem rekonstruktioner af tidligere sprogtrin forsøger at kortlægge sprogenes slægtskab, ofte i samarbejde med andre videnskaber som historie og arkæologi. Den typologiske lingvistik opstiller fællestræk ved sprog på tværs af deres genetiske slægtskab for herved at nå frem til almene lovmæssigheder, de såkaldte universalier, der samtidig belyser, inden for hvilke rammer sprog adskiller sig fra hinanden. Den moderne typologi, som går tilbage til R. Jakobson og J. Greenberg, formuleres oftest i implikationer, dvs. udsagn om, at bestemte sproglige fænomener forudsætter andre. Et eksempel er opstillingen af hypoteser om sammenhæng mellem ledstilling og andre sproglige konstruktioner; SVO-sprog, dvs. sprog med ledstillingen subjekt-verbal-objekt, har således tendens til foranstilling af et styrende led, fx udtrykt ved præpositioner, mens SOV-sprog, der har rækkefølgen subjekt-objekt-verbal, har tendens til efterstilling, bl.a. i form af postpositioner. Således har fransk, som er et typisk SVO-sprog, præpositioner, mens tyrkisk, som er et typisk SOV-sprog, har postpositioner.

En af de vigtigste metoder i studiet af sprog er den komparative, dvs. sammenligningen af to eller flere sprog eller sprogtrin af samme sprog. Dette gælder ikke blot den historiske sprogvidenskab, hvor sammenligningen altid har været det grundlæggende, men også den synkrone lingvistik: Det typologiske studium bygger nødvendigvis på sammenligninger; se også sprogtypologi.

I mere pædagogisk orienteret sprogvidenskab taler man gerne om kontrastiv lingvistik, hvor man ved sprogindlæring lægger vægt på at klargøre de strukturelle forskelle og ligheder mellem målsproget og den lærendes eget sprog. En vigtig teoretisk overvejelse i komparativ og kontrastiv lingvistik er klargøringen af selve grundlaget for sammenligningen, den såkaldte tertium comparationis. Hvis man således vil studere et syntaktisk fænomen som verbers passiv i to sprog, må man først klargøre, hvad der tæller som passiv i disse sprog. Dette kan man kun gøre ved på forhånd at fastlægge præcise kriterier af indholdsmæssig eller strukturel art: Ved sammenligning med dansk vil man fx tage udgangspunkt i de to passiver, -s-passiv og blive-passiv, og kontrastere dem med passivkonstruktioner og eventuelt ækvivalente konstruktioner på andre sprog.

De seneste år har en særlig retning, den såkaldte kognitive grammatik omkring R. Langacker, slået til lyd for en sprogvidenskab, der bygger på forbindelsen mellem sprog og menneskelig erkendelse. Her ses sproget som en integreret del af menneskets kognitive formåen, og de sproglige fænomener søges beskrevet som symbolisering, dvs. mere eller mindre ikoniske afbildninger af perceptoriske og kognitive strukturer. Forbindelsen mellem sprog og psyke studeres også i forskellige former for eksperimentel psykolingvistik.

Discipliner

Sprogets udtryksside studeres i fonetik og fonologi. Den klassiske fonetik beskrev og noterede sproglydene med vekslende detaljeringsgrad. I nyere og moderne fonetik støttes lydbeskrivelsen af instrumentalfonetiske undersøgelser af lydenes artikulation og akustiske strukturer mv. Mens fonetikken således hele tiden har beskæftiget sig med sprogets fysiske fremtræden, substansen, opstod der i 1900-t. et studium af formen, det bagvedliggende system, fonologien, som beskæftiger sig med de systematiske konstanter bag de ofte mangeartede og variable fonetiske data. Dette studium var allerede foregrebet af Panini. Grundlæggende for fonologien og for hele 1900-t.s lingvistik er begrebet fonem, som betegner de mindste betydningsadskillende enheder i et givet sprog: De fire vokaler [i], [e], [ɛ] og [a] er betydningsadskillende på dansk, som det fremgår af ordene vide, hvede, væde, vade. Om man udtaler vade med et mere eller mindre åbent [a], gør derimod ingen betydningsmæssig forskel.

Sprogets indholdsside beskrives i semantikken. Den klassiske semantik, repræsenteret ved M. Bréal, var oftest historisk, dvs. orienteret mod studiet af betydningsudvikling analogt med lydudvikling. Med strukturalismen blev indholdsanalysen gennemført ned til de mindste enheder; parallelt med fonem dannede man således begreber som sem eller semem for den mindste betydningsenhed, fx ordet 'mand', der kan opløses i semerne 'menneske + voksen + hankøn', hvor semet 'voksen' adskiller det fra 'dreng', mens semet 'hankøn' adskiller det fra 'kvinde'.

Mens semantikken tidligere især blev studeret af filosoffer og som selvstændig disciplin ikke havde nogen fremtrædende plads i 1940-1950'ernes strukturalisme, har den i de senere år manifesteret sig centralt inden for lingvistikken.

Morfologi og syntaks

Disse to discipliner sammenfattes ofte under betegnelsen grammatik og beskriver kombinationer af størrelser, som har både et udtryk og et indhold, dvs. som selv er tegn. Et grundlæggende begreb i den strukturalistiske lingvistik er morfemet, som betegner den mindste betydningsbærende størrelse. Eksempelvis består et ord som ænder af to morfemer, roden and og pluralismærket, der her består af endelsen -er og omlyd fra a til æ i roden. Udtrykket lader sig ikke altid analysere lige så simpelt som indholdet: Til den simple indholdsanalyse, 'and + flertal', svarer altså et komplekst udtryk, hvor pluralis udtrykkes både ved en endelse og ved vokalveksel. En stor del af den teoretiske diskussion inden for den strukturalistiske lingvistik, især den amerikanske, koncentrerede sig i 1940'erne og 1950'erne om løsningen af sådanne analytiske og deskriptive problemer.

Mens morfologien beskriver morfemkombinationer på ordniveau, hovedsagelig i et paradigmatisk perspektiv, beskriver syntaksen kombinationer af ord til større enheder som syntagmer og sætninger, altså syntagmatisk. Det er således syntaksens opgave at beskrive samspillet mellem de sproglige kategorier morfem, ord, syntagme og sætning i de kombinationsmønstre, der tillades inden for de enkelte sprog. Det er først og fremmest med den generative transformationsgrammatik, at syntaksen er blevet en lingvistisk kernedisciplin, således at lingvistik for flere retninger nu er næsten synonym med syntaks.

Se filologi, sprog og sprogtypologi.

Kronologisk oversigt over centrale værker i lingvistikkens historie
forfattertitelindhold
PlatonKratylos (393-88 f.Kr.)Første europæiske arbejde om sprog; i denne dialog diskuteres ordenes naturlige eller konventionelle natur.
AristotelesPeri hermeneias (ca. 335-323 f.Kr., Om fortolkning)Aristoteles' overvejelser over sproget findes mange steder i hans filosofiske værker; her gælder det spørgsmålet om ordklasser, sætningers logiske struktur og sproglig reference.
PaniniAstadhyayi (ca. 350 f.Kr., De otte bøger)En af de mest omfattende grammatikker over vedisk sanskrit; især berømt for sine præcise beskrivelser af sprogets mange bøjningsformer.
AugustinDe magistro (389, Om læreren)I dette værk om uddannelse diskuterer Augustin overførslen af viden fra lærer til elev ud fra overvejelser over det sproglige tegn.
PriscianInstitutio grammatica (ca. 526-27, Lærebog i grammatik)En videnskabelig gennemgang af den latinske lydlære, formlære og syntaks. Mange af værkets grundbegreber lever stadig.
Martinus de DaciaModi significandi (1270'erne, Betegningsmåder)Den grundlæggende fremstilling af teorien om modi significandi i forbindelse med diskussion af ordklasserne og grammatiske konstruktioner. Gennemgår grundbegreberne i latinsk grammatik ud fra modistisk teori.
Dante AlighieriDe vulgari eloquentia (ca. 1303-04, Om at udtrykke sig på folkesproget)Skrift, som forsvarer brugen af folkesproget frem for latin; rummer desuden en af de første klassifikationer af Europas sprog.
Antoine Arnauld & Claude LancelotGrammaire générale et raisonnée (1660)Den såkaldte Port-Royal-grammatik efter klostret Port-Royal ved Paris er et centralt værk i den logisk-grammatiske tradition.
William JonesThird Anniversary Discourse of the Asiatick Society on the Sanskrit Language (1786)I dette arbejde påvises for første gang slægtskabet mellem sanskrit, græsk og latin.
Rasmus RaskUndersögelse om det gamle Nordiske eller Islandske Sprogs Oprindelse (1814, udg. 1818)Grundlæggende værk i den komparative indoeuropæiske sprogvidenskab; påviser slægtskabet mellem oldislandsk, græsk og latin.
Franz BoppÜber das Konjugationssystem der Sanskritsprache in Vergleichung mit jenem der griechischen, lateinischen, persischen und germanischen Sprache (1816)Dette værk, som blev offentliggjort før Rasks, er grundlæggende for den indoeuropæiske sprogvidenskab som videnskabelig disciplin.
Wilhelm von HumboldtÜber die Verschiedenheit des menschlichen Sprachbaues (1836)Et pionerarbejde for sprogtypologi, bl.a. ved sin opstilling af de tre bøjningsmæssige sprogtyper: isolerende, agglutinerende og flekterende.
Hermann PaulPrincipien der Sprachgeschichte (1880)Det centrale værk vedrørende junggrammatikernes tese om lydlovenes undtagelsesløshed.
Ferdinand de SaussureCours de linguistique générale (1916)Strukturalismens hovedtekst; med sine begrebsmodsætninger har dette posthumt udgivne arbejde, som bygger på forelæsningsnotater, lagt grunden til al senere spogvidenskab.
Leonard BloomfieldLanguage (1933)Et af den amerikanske strukturalismes hovedværker.
Louis HjelmslevOmkring Sprogteoriens Grundlæggelse (1943)Programskriftet for den danske strukturalisme, glossematikken.
Roman JakobsonKindersprache, Aphasie und allgemeine Lautgesetze (1944)Et af hovedværkerne i 1900-t.s fonologi. Påviser overensstemmelser mellem sprogtilegnelse, sprogtab og de almene lovmæssigheder for sproglydene i menneskelige sprog.
Noam ChomskySyntactic Structures (1957)Programskriftet for den generative grammatik.
Joseph H. GreenbergSome Universals of Grammar with Particular Reference to the Order of Meaningful Elements (del af Universals of Language, 1963)Grundlæggende arbejde for den moderne sprogtypologi.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Michael Herslund: lingvistik i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. august 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=117220