Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Pragerskolen

Oprindelig forfatter JN-S Seneste forfatter Redaktionen

Pragerskolen, en af 1900-t.s mest indflydelsesrige retninger inden for lingvistikken; opstået af Prags Lingvistkreds, Cercle linguistique de Prague, der er dannet i 1926. Pragerskolen omfattede en række fremtrædende tjekkiske og russiske lingvister, der udgav pionerarbejder inden for bl.a. fonologi, morfologi, syntaks, semantik, sprogtypologi og stilistik. Den oprindelige personkreds bestående af R. Jakobson, N.S. Trubetskoj, B. Trnka mfl. spredtes under 2. Verdenskrig, men virksomheden blev efter 1945 videreført af en ny forskergruppe med bl.a. F. Daneš, J. Firbas og A. Isačenko.

Pragerskolen, hvis grundidéer er inspireret af F. de Saussure, forbindes med et strukturel-funktionelt sprogsyn, hvor man analyserer sprogelementers funktion på alle niveauer for derigennem at afdække såvel deres egenbetydning som deres indvirkning på teksters kommunikative indhold.

Pragerskolen har haft stor betydning for adskillige strømninger inden for funktionelt orienteret lingvistik både i Europa og Amerika, fx den strukturalistiske skole med A. Martinet. I dansk lingvistik har retningen især påvirket forskning inden for fonologi og funktionel grammatik.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jens Nørgård-Sørensen: Pragerskolen i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 17. juli 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=144801