Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

kileskrift

Oprindelig forfatter AWes Seneste forfatter Redaktionen

kileskrift, babylonisk oldtidsskrift ca. 3200 f.Kr.-ca. 80 e.Kr., hvis tegn er sammensat af kileformede streger; den kaldes på arabisk "sømskrift".

Kileskrift blev opfundet som en ren billedskrift, hvori hvert tegn ikke alene betød det, det forestillede, men også dækkede over en del beslægtede begreber; fx betød billedtegnet for Solen også 'dag' og 'hvid'. Tegnene blev hurtigt til abstrakte figurer, idet skriften næsten altid blev skrevet på tavler af fugtigt ler, der er uegnet til tegning af krumme linjer. Hvert tegn fremtrådte derfor snart som karakteristiske kileformede, lige streger, der blev prentet gruppevis i det fugtige ler med en bambusgriffel.

De ældste kileskrifttekster er skrevet enten i lodrette linjer, arrangeret fra højre mod venstre, eller i vandrette skriftbånd, der løber fra højre mod venstre og er inddelt i kasser, hvor tegnene står under hinanden. 1600 f.Kr. gik man over til at skrive i vandrette linjer fra venstre mod højre.

Annonce

En ren billedskrift kan kun udtrykke en meget begrænset del af sproget. Derfor anvendtes næsten fra begyndelsen et rebusprincip, som går ud på, at et tegn, der forestiller ét ord, også kan bruges for et andet, der lyder ligesådan, ligesom hvis man på dansk ville bruge et billede af et øre til at betegne møntenheden en øre.

I sumerisk, som benyttede kileskrift fra ca. 3200 f.Kr., er de fleste ord enstavelsesord, så det lod sig gøre at udvikle en stavelsesskrift af de oprindelige billedtegn. Kileskriften blev derfor efterhånden en blanding af tegn, der stod for hele ord eller for stavelser, og tegn, der kunne stå for begge dele. Sumererne selv brugte kun stavelsestegnene i ret begrænset omfang; men da skriften blev overtaget, først af akkaderne ca. 2600 f.Kr., siden også af andre folk med helt forskellige sprog, fx elamitisk, hurritisk og hittitisk, blev stavelsestegnene de almindeligste.

Kileskriften blev oprindelig udelukkende brugt til regnskabsføring; men fra ca. 2800 f.Kr. kendes de første kortfattede votivindskrifter, indridset på statuer og andre gaver til guderne, og fra ca. 2600 f.Kr. findes en mængde besværgelsestekster, mytologiske tekster og ordsprog.

Lertavlerne med kileskrift er fundet i hundredtusindvis i ruinerne af de gamle babyloniske byer og andre steder i hele Nærorienten, endog ved Amarna i Egypten.

Det er omstridt, om kileskriften og den omtrent samtidige egyptiske hieroglyfskrift har forbindelse med hinanden.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Aage Westenholz: kileskrift i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 21. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=106093