Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

fransk

Oprindelig forfatter MHers Seneste forfatter Redaktionen

Fransk. Strasbourg-ederne - det første nedskrevne eksempel på et romansk sprog.

Fransk. Strasbourg-ederne - det første nedskrevne eksempel på et romansk sprog.

fransk, romansk sprog, der som modersmål tales af i alt ca. 75 mio. mennesker (2012), heraf i Frankrig 60 mio., i Belgien og Luxembourg 4 mio., i Schweiz 1,8 mio. og i Canada 7 mio. I Europa er der desuden fransktalende grupper i Aostadalen i Italien og på Kanaløerne, der er en del af Storbritannien. I de franske oversøiske departementer (DOM) og territorier (TOM) i Vestindien, samt i den selvstændige stat Haiti, i Stillehavet og i Det Indiske Ocean tales både standardfransk og franske kreolsprog. Fransk er desuden administrativt sprog, undervisningssprog eller ligefrem officielt sprog i de tidligere franske besiddelser i Nord- og Vestafrika. Det er således blandt de største interkontinentalt udbredte europæiske sprog.

Fra og med 1600-t. har fransk været dominerende europæisk kultursprog og internationalt hjælpesprog, en position, som bevaredes helt frem til 2. Verdenskrig, hvorefter engelsk blev dominerende. Fransk har dog stadig en vis status som kultursprog i store dele af Syd- og Østeuropa samt i Latinamerika. Ellers har sproget kun bevaret sin internationale position som postsprog, jf. Par avion og A - Prioritaire; det er dog stadig ved siden af fx engelsk og spansk officielt sprog i internationale organisationer som FN og NATO.

Historie

Fra latin til fransk (indtil 800). I 121 f.Kr. blev den første romerske provins uden for Italien, Provincia Narbonensis, det nuværende Provence, etableret i det sydlige Gallien. Med Cæsars erobring af det øvrige Gallien 51 f.Kr. kom hele området under romersk herredømme, og det latinske sprog, som hurtigt blev enerådende, udvikledes i de følgende århundreder til galloromansk. Folkevandringerne i 400-t. bragte alemannere, burgundere, visigoter og frankere til Gallien. Den tidligere romerske provins Gallien blev med tiden et frankisk kongerige, som navnlig med Karl den Store manifesterede sig som førende europæisk stormagt i 800-t., men først med Hugo 1. Capets tronovertagelse i 987 kan man tale om et egentligt fransk rige. Det talte sprog, galloromansk, fjernede sig efterhånden så langt fra det latinske skriftsprog, at et kirkekoncil i Tours i 813 måtte give præsterne tilladelse til at prædike på "rusticam romanam linguam aut theotiscam, quo facilius cuncti possint intelligere quae dicuntur" 'romansk bondesprog eller tysk (dvs. frankisk), for at alle lettere skal kunne forstå, hvad der siges'. Det første skrevne vidnesbyrd på fransk er Strasbourg-ederne fra 842.

Annonce

Galloromansk udviklede sig i tre sprog: mod syd occitansk, også kaldet provencalsk (se Occitanien (sprog)), frankoprovencalsk omkring Lyon-Genève og fransk mod nord. I middelalderen fulgte sproggrænsen mellem fransk og occitansk stort set Loirefloden. Denne grænse blev i perioden 900-1400 presset længere og længere mod syd. De to sprog mod nord og syd benævnes hhv. langue d'oïl og langue d'oc efter svarordet 'ja', der stammer fra det latinske hoc 'dette'; det blev i syd til oc og i nord til o, men her ofte forstærket af det personlige pronomen il 'han' til oïl, heraf moderne fr. oui [wi]. Langue d'oïl udviklede sig i samme periode i en række forskellige dialekter, der alle også blev brugt som skriftsprog, fx picardisk, vallonsk, normannisk, champenois, bourguignon og anglonormannisk. Det blev dog dialekten francien fra egnen Île de France omkring Paris, der efterhånden manifesterede sig som den fællesfranske norm og dermed blev grundlag for det moderne standardsprog.

Fransk - et af de romanske sprog
Fransk er det af de romanske sprog, som har fjernet sig mest fra den fælles latinske oprindelse.
latin1italienskspanskoldfranskfranskdansk
patrempadrepadrepe(đ)repère'fader'
viridemverdeverdevertvert'grøn'
pensumpesopesopeispoids'vægt'
amareamareamarameraimer'elske'
amatumamatoamadoaméaimé'elsket'
securumsicurosegurosëursûr'sikker'
1Den latinske ordform, der danner grundlag for de moderne romanske sprog, er oftest akkusativformen.

Oldfransk (800-1350). Fra 900-t. er flere tekster overleveret, og ca. 1100-1350 var den franske litteratur førende i Europa, hvilket har sat sig dybe spor i hele den europæiske litteratur, herunder de norrøne riddersagaer. Oldfransk er fonetisk karakteriseret ved omfattende diftongeringer og afstemning af finalkonsonanter, jf. fx nuef 'ni' fra latin novem.

Middelfransk (1350-1600). I denne periode slog den centrale dialekt, francien, endegyldigt igennem som fælles skriftsprog nord for Loire. Fonetisk er middelfransk karakteriseret ved reduktion af de oldfranske diftonger, fx ue og eu til [ø], samt ved tab af finalkonsonanter, jf. udtalen af gros 'tyk, grov, stor' som [gʀo].

Klassisk fransk (1600-1800). Allerede i 1539 havde Frans 1. med dekretet fra Villers-Cotterêts indført fransk som administrativt sprog i hele riget. I 1634 blev det franske akademi, Académie française, oprettet for som sin væsentligste opgave at regulere og vogte over det franske sprog. I denne periode blev bl.a. retskrivningen i store træk fastlagt, fx brugen af de tre accenttegn accent aigu (é), accent grave (è) og accent circonflexe (ê).

Moderne fransk (efter 1800). Med Den Franske Revolution blev fransk i lighedens navn eneste undervisningssprog i 1793. Denne udbredelse af det franske standardsprog har ikke blot medført, at andre sprog, der blev talt i Frankrig, blev trængt tilbage, men også, at de franske dialekter efterhånden er forsvundet eller reduceret til ubetydelige dialekter med lav social status, såkaldte patois. De regionale varianter har samtidig nærmet sig hinanden, bl.a. pga. undervisning og massekommunikation.

Ordforråd

Grundlaget for ordforrådet i fransk er latin. Det keltiske substrat, der udgøres af gallernes sprog, har kun sat sig spor i form af enkelte ord som mouton 'får', oldfr. cervoise 'øl' og visse stednavne især med endelsen -on eller -un, fra gallisk -dun, kendt i den latiniserede form -dunum '(befæstet) sted', fx Lyon, Verdun; endelsen kendes også andre steder i Europa, jf. Londinium for London.

Større betydning for ordforrådet har det germanske sprog frankisk haft, jf. France 'Frankrig', der trådte i stedet for navnet Gallien: Et latinsk glossar fra 800-t. giver glosen Frantia til tekstens Gallia. Frankiske låneord i fransk er først og fremmest farvebetegnelser som brun 'brun', bleu 'blå', blond 'blond', men også andre som guerre 'krig', jf. eng. war, og gant 'handske', jf. da. vante.

Et senere germansk tilskud er ord fra nordisk, som vikingerne førte med sig i 800- og 900-t., fx homard 'hummer', équiper 'udruste', af oldn. skipa 'ordne, udruste', jf. da. skib. Også mange stednavne i Normandiet er af nordisk oprindelse; karakteristisk er således fx endelsen -tot, fra da. -toft, jf. fx det franske bynavn Yvetot NV for Rouen og navnet Appetot svarende til da. Ebeltoft.

Gennem hele det franske sprogs historie er de væsentligste bidrag dog kommet fra latin, der vedblev at fungere som internationalt skriftsprog op til 1700-t. Af latinsk oprindelse er således ikke blot grundstammen i de franske arveord, fr. mots populaires, men også hovedparten af de senere låneord, fr. mots savants, egl. 'lærde ord'. I moderne fransk mødes derfor ofte ordpar, hvoraf arveordet har gennemgået hele den fonetiske lydudvikling, mens låneordet blot er tilpasset udtalen på den tid, da ordet blev indlånt, jf. frêle 'svagelig' og fragile 'skrøbelig', begge af lat. fragilem 'let at brække', entier 'hel' og intègre 'ubestikkelig', begge af lat. integrum 'urørt'; man har ligeledes ofte ved siden af arveordet en lånt afledning, jf. recevoir 'modtage' over for réception 'modtagelse', af lat. receptionem, aveugle 'blind', af lat. ab oculis, egl. 'uden øjne', over for cécité 'blindhed' af lat. caecitatem.

Fra 1500-t. indlåntes som i alle europæiske kultursprog også græske ord, mens senere århundreder karakteriseres af lån fra italiensk, spansk og i nyere tid især engelsk. Navnlig den engelske påvirkning har vakt bekymring i Frankrig, hvor man siden 1950'erne ivrigt har diskuteret le franglais, dvs. den amerikansk-engelske påvirkning af det franske ordforråd. Der er imidlertid grund til at antage, at fransk er mindre påvirket af engelsk end andre europæiske sprog, bl.a. pga. en meget aktiv sprogpolitik; fx våger adskillige institutioner over det franske sprogs enhedspræg og position i verden, bl.a. La Délégation générale à la langue française og Le haut conseil de la francophonie.

Lydudvikling

Fransk. Kort over Paris 1578. Nord er til venstre. Navnene på kortet viser, at man endnu i 1500-t. bevarede s foran konsonant i skrift, jf. L'Isle aux Templiers, L'Hostel de Ville, Le Tour l'Evesque over for moderne fransk île, hôtel, évêque. Brugen af accent circonflexe til markering af vokalforlængelse slog først igennem i de følgende århundreder. At s faktisk faldt bort i udtale længe før end i skrift, ses af udtalen af isle [ɑjl] i engelsk, som har lånt ordet fra fransk i den tidlige middelalder. De andre accenter, aigu og grave, ses anvendt fx i Hostel du Prévost de Paris og i La Grève.

Fransk. Kort over Paris 1578. Nord er til venstre. Navnene på kortet viser, at man endnu i 1500-t. bevarede s foran konsonant i skrift, jf. L'Isle aux Templiers, L'Hostel de Ville, Le Tour l'Evesque over for moderne fransk île, hôtel, évêque. Brugen af accent circonflexe til markering af vokalforlængelse slog først igennem i de følgende århundreder. At s faktisk faldt bort i udtale længe før end i skrift, ses af udtalen af isle [ɑjl] i engelsk, som har lånt ordet fra fransk i den tidlige middelalder. De andre accenter, aigu og grave, ses anvendt fx i Hostel du Prévost de Paris og i La Grève.

Den galloromanske, herunder franske lydudvikling er karakteriseret ved, at alle finalvokaler undtagen -a er gået tabt, og ved at intervokaliske konsonanter i større udstrækning end i andre romanske sprog er svækket eller bortfaldet. Fælles for de galloromanske sprog er ændringen af lat. [u] til [y].

Fransk adskiller sig først og fremmest fra de andre galloromanske sprog ved udbredt palatalisering af k- og g-, diftongering af lat. ē og ō til ei, ou/eu, udvikling af nasalvokaler, ændring af betonet a til e og reduktion af finalt [-a] til [-ə]. Diftongeringen af de betonede vokaler giver en karakteristisk variation i verbalbøjningen mellem de stammebetonede præsensformer og de andre tiders endelsesbetonede former, jf. oldfr. il pleure 'han græder' med infinitiven plorer 'græde'; variationen er udjævnet i moderne fransk med infinitiven pleurer. Denne veksel mellem diftong og enkeltvokal bevares kun i de hyppigst brugte verber, fx venir 'komme' — il vient 'han kommer', recevoir 'modtage' — il reçoit 'han modtager'. Sprogudviklingen er desuden domineret af bortfald af finalkonsonanter og reduktion eller videreudvikling af diftonger, fx ue til [ø] eller [œ] og ei via oi til [wa], en udvikling, som først var tilendebragt omkring 1800. Alle disse lydudviklinger giver fransk en helt særegen fysiognomi blandt de romanske sprog som det mindst "latinske", jf. lat. ovum 'æg', oldfr. uef, fr. oeuf over for port. ovo og ital. uovo.

De væsentligste træk, der adskiller galloromansk fra de øvrige romanske sprog
Tab af slutvokaler undtagen -a
latincaputmanumcantarefilia
italienskcapomanocantarefiglia
spanskcabomanocantarhija
occitanskcapmanc(h)antarfilha
oldfranskchiefmainchanterfille
franskchefmainchanterfille
dansk'hoved, chef''hånd''synge''datter'
Svækkelse og bortfald af konsonanter mellem vokaler
latinvidererotasaperepacare
italienskvedereruotasaperepagare
spanskverruedasaberpagar
occitanskvezerrodasaberpagar
oldfranskveeirroesaveirpaiier
franskvoirrouesavoirpayer
dansk'se''hjul''vide''betale'

Grammatik

De tre latinske køn reduceres allerede i vulgærlatin til to, maskulinum og femininum. I galloromansk er en kasusbøjning bevaret, som omfatter nominativ og oblik, der svarer til de øvrige latinske kasus, jf. oldfr. nominativ li reis — oblik le rei 'kongen'. I moderne fransk har substantiverne i det skrevne sprog bevaret en talbøjning med pluralis på -s, der som hovedregel kun er hørbart ved liaison, dvs. overtrækning, fx les enfants [lezɑ̃ˈfɑ̃] 'børnene'. Til gengæld har der med den såkaldte delingsartikel udviklet sig en konsekvent skelnen mellem tælleligt og utælleligt, fx un vin 'en vin' over for du vin 'vin'. Fransk adskiller sig ellers ikke strukturelt fra de andre romanske sprog, hvor fx verbalsystemerne er bemærkelsesværdigt ens opbygget.

Udtale

Fonetisk adskiller fransk sig markant fra de andre romanske sprog, bl.a. ved de rundede fortungevokaler [y], [ø], [œ], nasalvokalerne [ɑ̃], [œ̃], [ɒ̃], den schwa-lignende vokal, [ə], og ved at have fast tryk på sidste stavelse. Disse træk, bortset fra nasalvokalerne, volder normalt ikke danskere besvær; anderledes er det i konsonantsystemet, hvor fransk i modsætning til dansk har uaspirerede klusiler og skelner mellem ustemte og stemte lyde, herunder de to for dansk ukendte frikativer, det ustemte [ʃ] og det stemte [ʒ] som i chou 'kål' og joue 'kind'.

Varianter af standardfransk

Regionale varianter af standardfransk uden for Frankrig er bl.a. belgisk og schweizisk fransk, der har mange træk tilfælles med de franske dialekter i hhv. Nord- og Østfrankrig. Begge steder er der dog forskelle i ordforråd og sprogbrug; fx har man begge steder bevaret de gamle talord septante '70' og nonante '90'. Forskelle mellem belgisk fransk og standardfransk kan omfatte betydning, fx huissier 'portner' (fra ældre fransk huis 'dør') over for fr. 'retsbetjent', ordforråd, fx évitement 'omkørsel' over for fr. déviation, og sprogbrug, fx s'il vous plaît i betydningen 'værsgo'.

Canadisk fransk bygger på normanniske og andre vestfranske dialekter og adskiller sig i udtalen fra standardfransk, bl.a. ved mere lukkede og ufuldkomment nasalerede nasalvokaler, ved en modsætning mellem spændte og slappe vokaler og en karakteristisk affrikeret udtale af t og d foran i og y, fx petit [pəˈtsi], littérature [literɑˈtsy:ʁ], dire [dzi:ʁ], jf. københavnsk udtale af Tivoli [ˈtsiwoli]. Også i ordforrådet er der forskelle, idet canadisk fransk eksempelvis har bevaret mange gamle ord, som standardfransk har mistet eller givet anden betydning, fx camisole i canadisk fransk med betydningen 'undertrøje' over for standardfransk 'spændetrøje'. Canadisk fransk har optaget adskillige lokale indianske og især engelske ord eller tilpasset franske ord eller udtryk til nærtstående engelske, fx char 'bil', jf. eng. car, der i standardfransk har betydningen 'kærre, kampvogn', être en amour 'være forelsket', jf. eng. be in love, over for standardfransk être amoureux. Omvendt afvises mange engelske udtryk, som er gængse i standardfransk, fx canadisk fransk magasiner over for faire du shopping 'gå i butikker, shoppe'.

Fransk i Danmark

Ligesom alle andre europæiske kultursprog har dansk optaget mange låneord fra fransk, fx toilet, salon, famøs, loyal, journal, klasse, mode, charmere, genere, frisere. I 1700-t. var fransk det foretrukne modesprog, jf. Holbergs Jean de France. Den første lærestol i fransk blev oprettet ved Sorø Akademi med Daniel Matras (1598-1689) som professor i fransk og italiensk 1623-65. Ved Københavns Universitet indførtes fransk i 1759 med nordmanden Hans von Aphelen som professor, og fransk har siden været et vigtigt fag ved alle danske universiteter. Fransk indførtes i latinskolen i 1809 og var indtil 1903 det første levende fremmedsprog i skolen, og indtil gymnasiereformen i 1988 var det obligatorisk i alle tre gymnasieklasser. Siden 1993 har fransk været tilvalgsfag på linje med tysk fra folkeskolens 7. klasse. Fransk er således efter engelsk og tysk det mest udbredte fremmedsprog i det danske skolesystem. Se også Frankrig (sprog), kreolsprog og romanske sprog.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Michael Herslund: fransk i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=79482