Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

italiske sprog

Oprindelige forfattere AHyll og HSR Seneste forfatter Redaktionen

italiske sprog, indoeuropæisk sprogfamilie, der taltes på Den Italiske Halvø i oldtiden og omfatter sproggrupperne latino-faliskisk og oskisk-umbrisk, også kaldet sabellisk. De bedst dokumenterede foruden latin er oskisk, der kendes fra over 200 indskrifter, og umbrisk, der især er kendt fra den lange indskrift på de iguvinske tavler med over 4000 ord. Faliskisk, der taltes i og omkring byen Falerii, nuv. Cività Castellana, er latins nærmeste slægtning.

Oskisk taltes i Pompeji i Campanien og i store dele af Midt- og Syditalien. Den længste indskrift er en tosproget lov på oskisk og latin skrevet på en bronzetavle fra 100-t. f.Kr., begge med det latinske alfabet. Andre oskiske indskrifter er affattet i det særlige oskiske alfabet, der har et ottetalslignende tegn for f ligesom etruskisk, et tegn for bilabialt v og to ekstra tegn for í og ú, hvis præcise fonetiske værdi er ukendt. Det ses, at p svarer til lat. qu, fx oskisk pompe over for latin quinque 'fem', jf. bynavnet Pompeji, mens oskisk -f- svarer til lat. -b-, fx rufro over for lat. rubro 'rød'. I verbalsystemet svarer perfektumendelsen -d til lat. -t, fx deded over for lat. dedit 'han gav'. Infinitivendelsen er på oskisk -um over for lat. -re, fx deicum over for lat. dicere 'tale'.

De fleste umbriske indskrifter er som de iguvinske tavler fundet i nærheden af Gubbio i det nuværende Umbrien, men den præcise geografiske udbredelse af sproget er ikke kendt. Ligesom på oskisk svarer p til lat. qu, fx umbrisk neip over for lat. neque 'ikke', og -f- til lat. -b-, fx umbrisk tefe over for lat. tibi 'til dig'. Flertal af substantivernes 3. bøjning dannes ved -f, fx umbrisk avef over for lat. aves 'fugle'. På umbrisk kan der iagttages en række lydændringer i forhold til det mere konservative oskisk, fx i den oskiske endelse i gen. plur. af a-stammer -azum over for umbrisk og latin -arum. En del af disse lydændringer forekommer også i latinsk talesprog og fortsætter i de moderne romanske sprog.

Annonce

Et tredje sabellisk sprog, sydpikensk, blev talt i Picenum ved Adriaterhavet nord for Ancona. Det kendes fra lidt over 20 indskrifter fra 500-300-t., som først blev endeligt tydet i 1985. I indskrifterne forekommer en folkebetegnelse Safinos, og sydpikensk regnes nu derfor for at have været sabinernes talesprog. Der kendes flere sabelliske sprog, men de er alle sparsomt overleveret.

I øvrigt taltes der mindst fem andre indoeuropæiske sprog, der i begrænset omfang forstås ud fra de oftest ret korte indskrifter: ligurisk, lepontisk, venetisk, østitalisk, tidligere kaldet palæosabellisk samt messapisk. Lepontisk er et keltisk sprog; de øvrige sprogs tilhørsforhold til den italiske sprogfamilie er omdiskuteret.

De italiske sprog blev i takt med Roms øgede politiske dominans trængt tilbage af latin, der først blev brugt som administrationssprog, senere også som talesprog.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Adam Hyllested, Helle Salskov Roberts: italiske sprog i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 17. juli 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=100144