Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

iranske sprog

Oprindelige forfattere JesPA og TSTN Seneste forfatter Redaktionen

Kronologisk og geografisk oversigt over de iranske sprogs slægtskab. Sprogenes slægtskabsmæssige placering er kompliceret pga. stammevandringer.

Kronologisk og geografisk oversigt over de iranske sprogs slægtskab. Sprogenes slægtskabsmæssige placering er kompliceret pga. stammevandringer.

iranske sprog, sproggruppe, der tilhører den indoiranske sprogfamilie af den indoeuropæiske sprogæt. Iranske sprog er officielle sprog i Iran, Afghanistan og Tadsjikistan og tales desuden i dele af Irak, Tyrkiet, Syrien, Kaukasus, Transkaukasus, Usbekistan, Pakistan, Indien og det vestligste Kina af i alt ca. 85 mio. mennesker.

De iranske sprog inddeles tidsmæssigt især ud fra kulturhistoriske kriterier i oldiransk, middeliransk og nyiransk og grupperes ud fra geografiske kriterier i en vestlig og en østlig gren. Den vestlige gren deles igen i nordvestlige og sydvestlige sprog, ligesom den østlige gren kan opdeles i en nordøstlig og en sydøstlig gruppe; denne skelnen er dog ikke så tydelig som ved de vestiranske sprog.

Oldiransk

Af de oldiranske sprog er kun avestisk og oldpersisk kendt fra tekster eller indskrifter. De oldiranske sprog er bl.a. karakteriseret ved, at indo-iransk *s foran og mellem vokaler er blevet til h, fx avestisk ahura 'Gud' over for sanskrit asura- 'dæmon, gud', at klusiler i konsonantgrupper er blevet til frikativer, fx avestisk puþra over for sanskrit putra- 'søn', og at aspirerede lukkelyde har mistet aspirationen, fx oldpersisk ida over for pali idha 'her'. Avestisk kendes dels i den tidlige form gatha-avestisk måske fra ca. 1300 f.Kr., dels fra senere tekster, som repræsenterer de følgende århundreders sandsynligvis mundtlige overlevering indtil nedskrivningen i 300-t. e.Kr.

Annonce

Brudstykke af tekst på pahlavi med en nypersisk version i arabisk skrift ovenover; fra Cod. Iran. 29 i Det Kgl. Biblioteks iranske håndskriftsamling. Teksten, der er skrevet af en af de sasanidiske fædre, er fra Pandnamak-i Zartusht 'Zartushts bog med gode råd', en form for katekismus inden for zarathustrismen. Den indledes således: Når ethvert menneske kommer i 15-års-alderen, bør det vide besked med så meget.... Den her viste tekst, der omtaler den gode verden, Ohrmazd, og den onde, Ahriman, er stk. 9, 10 og første del af 11: Fra gode gerninger (kommer) frelse og fra synd fordærv, og Ohrmazd er min ven og Ahriman min fjende, og religionens vej er én. Én vej, nemlig den gode tanke og det gode ord og den gode gerning, (vejen til) paradiset, lyset og renheden og den ubegrænsede skaber Ohrmazd, som altid var til og altid vil være til. (Og der er også) en anden vej, nemlig den onde tanke og det onde ord og den onde gerning, mørket.

Brudstykke af tekst på pahlavi med en nypersisk version i arabisk skrift ovenover; fra Cod. Iran. 29 i Det Kgl. Biblioteks iranske håndskriftsamling. Teksten, der er skrevet af en af de sasanidiske fædre, er fra Pandnamak-i Zartusht 'Zartushts bog med gode råd', en form for katekismus inden for zarathustrismen. Den indledes således: Når ethvert menneske kommer i 15-års-alderen, bør det vide besked med så meget.... Den her viste tekst, der omtaler den gode verden, Ohrmazd, og den onde, Ahriman, er stk. 9, 10 og første del af 11: Fra gode gerninger (kommer) frelse og fra synd fordærv, og Ohrmazd er min ven og Ahriman min fjende, og religionens vej er én. Én vej, nemlig den gode tanke og det gode ord og den gode gerning, (vejen til) paradiset, lyset og renheden og den ubegrænsede skaber Ohrmazd, som altid var til og altid vil være til. (Og der er også) en anden vej, nemlig den onde tanke og det onde ord og den onde gerning, mørket.

Oldpersisk, som brugtes i Sydvestiran og kendes fra de achaimenidiske indskrifter (521-331 f.Kr.), skrevet med kileskrift, fortsatte i middelpersisk. Medisk, som regnes for et nordvestiransk oldsprog, blev brugt i det mediske rige ca. 700-549 f.Kr., men er kun sparsomt overleveret, bl.a. ved egennavne og enstavelsesord i oldpersiske og græske kilder; fx skrev Herodot, at sp-ord er mediske, jf. spáka over for persisk saka, sag 'hund'. Det nordøstiranske sprog skythisk blev anvendt af nomadefolket skytherne nord for Sortehavet og Det Kaspiske Hav. Medisk og skythisk havde formentlig ikke skriftsprog.

Middeliransk

Det sydvestiranske middelpersisk, som kan inddeles i tre former, "indskriftsmiddelpersisk", pahlavi og manikæisk middelpersisk, blev anvendt i Iran i perioden 300 f.Kr. til 950 e.Kr. og skrevet med en variant af det aramæiske alfabet.

Nordvestlig middeliransk er parthisk (ca. 250 f.Kr. til 226 e.Kr.), som hovedsagelig er bevaret på ostraka, især vinleveringsdokumenter, idet litteraturen og den religiøse tradition næsten udelukkende var mundtlig. De vigtigste parthiske sprogvidnesbyrd stammer fra sasanidiske kongeindskrifter fra 200-t. og navnlig manikæiske tekster fra 200-500-t., brugt indtil 1200-t. i kirkesprog. De vestlige, men ikke de østlige, middeliranske sprog var indbyrdes forståelige.

Nordøstlig middeliransk omfatter alanisk, khwarezmisk og sogdisk. Alanisk, der er udviklet af skythisk, er kendt fra enkelte stednavne i det nordlige Kaukasus og fra nogle få enstavelsesord. Khwarezmisk, der kun er fragmentarisk bevaret og hovedsagelig i sen arabisk skrift, blev brugt i oaserne syd for Aralsøen allerede f.Kr. Sogdisk (ca. 300-900 e.Kr.), der blev brugt i den daværende iranske provins Sogdiana og langs handelsvejene i Kina, var skrevet med et aramæisk alfabet og brugt af manikæere, kristne og buddhister.

Iranske sprog

De nyiranske sprog kan inddeles geografisk efter sproggrupper og sprog. Antal personer, der taler sprogene, er skønsmæssigt angivet, hvor nyere optællinger savnes.

  • Nordvestiransk
    • Baluchi tales af ca. 7 mio. (1998) i Pakistan, Iran, Oman, Afghanistan og Forenede Arabiske Emirater. Dialekterne inddeles i østlige, sydlige og vestlige.
    • Kurdisk tales af ca. 16 mio. (2005) i Tyrkiet, Irak, Iran og Syrien. Hoveddialekterne er kurmanji, sorani og kermanshahi.
    • Talishi tales af ca. 200.000 i Iran og Aserbajdsjan.
    • Gilaki tales af ca. 3,3 mio. (1993) i Iran.
    • Mazanderani tales af over 2 mio. i Iran.
    • Zaza eller dimli tales af ca. 1 mio. (1999) i Tyrkiet.
    • Gorani tales af ganske få omkring den iransk-irakiske grænse.
  • Sydvestiransk
    • Persisk, der tales af ca. 61 mio. (2006), er i Iran benævnt farsi og i Afghanistan dari eller kabuli.
    • Tadsjikisk tales af ca. 3,5 mio. (1995) i Tadsjikistan, Usbekistan og Kirgisistan.
    • Tati tales af ca. 220.000 i Iran og måske af ca. 20.000 i Rusland og Aserbajdsjan.
    • Luri tales af ca. 3 mio. i Iran.
  • Nordøstiransk
    • Pashto, den sydvestlige dialekt, og pakhto, den nordøstlige, tales af ca. 10 mio. i Afghanistan og af ca. 10 mio. i Pakistan (1995).
    • Ossetisk tales af ca. 700.000 i Georgien og i russisk Kaukasus.
    • Hertil kommer yaghnobi, ormuri, parachi og semnani, der tales af ganske få i hhv. Tadsjikistan, Pakistan, Afghanistan og Iran.
  • Sydøstiransk
    • Pamir-sprog, gruppe af sprog, som tales i grænseegnene mellem Afghanistan, Pakistan, Tadsjikistan og Kina, bl.a. wakhi (ca. 28.000), shughni (ca. 40.000), sarikoli (ca. 20.000) samt de mindre sprog ish-kashmi, munji, yidgha, yazgulami og bartangi.
  • Sydøstlige middeliranske sprog omfatter sakisk og baktrisk. De sakiske sprog, khotanesisk og det mere arkaiske tumshukisk, er bevaret i buddhistiske tekster fra 400-900-t., fundet ved Silkevejen i Centralasien og skrevet med en variant af den indiske brahmiskrift. Baktrisk (100-400 e.Kr.), som blev skrevet med det græske alfabet, er ud over retsdokumenter og breve især kendt fra tempelindskrifterne fra Surkh Kotal og Rabatak i Afghanistan.

    Nyiranske sprog

    Af de sydvestlige sprog er det vigtigste nypersisk, også benævnt persisk eller farsi, som er det dominerende sprog i Iran, og varianten tadsjikisk, der især tales i republikken Tadsjikistan. Også i Afghanistan er persisk, der her benævnes dari eller kabuli, det dominerende kommunikationssprog. Persisk skrives som flertallet af de nyiranske sprog uden for de tidligere sovjetiske grænser med et modificeret arabisk alfabet, mens tadsjikisk oftest skrives med det kyrilliske alfabet. Hvad angår en række andre sprog og dialekter, fx luri og bakhtiari, er situationen kompliceret og utilstrækkelig udforsket.

    Til de nordvestlige sprog hører kurdisk, som omfatter flere, indbyrdes næsten uforståelige dialekter og tales i Tyrkiet, det tidligere Sovjetunionen, Irak og Iran, samt baluchi, der tales i Sydøstiran og tilgrænsende områder i Pakistan og Afghanistan samt mazanderani, gilaki og talishi.

    Til den nordøstlige gruppe hører ossetisk, som er udviklet af alanisk og skythisk og tales i Kaukasusområdet med hoveddialekterne digor og iron, samt yaghnobi, der er udviklet af sogdisk og tales i Tadsjikistan. Afghanistans officielle sprog, pashto, der også tales i Nordvestpakistan, regnes ligeledes som nordøstiransk, men har tillige sydøstiranske træk.

    Til de sydøstlige nyiranske sprog regnes pamirsprogene, som tales i Afghanistan, Pakistan og den kinesiske provins Xinjiang, hvoraf de vigtigste er shughni, yazgulami, wakhi, ishkashmi og yidgha.

    Referér til denne tekst ved at skrive:
    Jes P. Asmussen, Tasja Soon Trolle Nielsen: iranske sprog i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 16. juli 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=99290