• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

talehandling

Oprindelig forfatter PHard Seneste forfatter Redaktionen

talehandling, (oversat fra eng. speech act), sproghandling, den handling, der udtrykkes gennem en ytring. Begrebet er udviklet i 1960'erne af filosofferne J.L. Austin og J.R. Searle. Tidligere blev sprog overvejende forstået som udtryk for tanker om verden, men Austin fastslog i How to Do Things with Words (1962), at ikke alle ytringer kan forstås som beskrivende; den, der siger jeg døber dette skib "Najaden", udfører med sine ord en handling og beskriver ikke bare virkeligheden.

Først sondrede Austin mellem handlingsudførende ytringer, performativer, og "normale" beskrivende ytringer, konstativer, men senere analyserede han også disse som handlinger: Det at beskrive verden på en bestemt måde, jf. udsagn som ulven kommer!, er også en social handling med konsekvenser, man er ansvarlig for.

Searle videreførte i Speech Acts (1969) Austins analyse ved bl.a. at analysere de mekanismer, der gør talehandlinger mulige. En central rolle spiller de såkaldte konstitutive regler, som alene ved deres eksistens muliggør handlinger, jf. spil som fodbold: Kun fordi det at sparke bolden over målstregen "tæller som" at "lave mål", giver det mening med alle anstrengelserne ved udførelsen af den fysiske handling. Konstitutive regler ligger tilsvarende bag sprogbrug: Alene fordi det at sige jeg lover... tæller som et løfte, giver det mening at sige det. I modsætning til konstitutive regler står regulative regler, fx færdselsregler, som styrer aktiviteter, der også ville findes uden reglernes eksistens.

Annonce

En anden central egenskab ved talehandlinger er deres "pasretning" (eng. direction-of-fit), som indebærer, at en påstand skal passe med virkeligheden, for at ytringen kan være sand, mens et påbud indebærer, at modtagerens handlinger skal passe med det, ytringen siger, for at den kan siges at være vellykket. Man taler derfor om, at talehandlinger har vellykkethedsbetingelser og ikke sandhedsbetingelser, se sandhed.

Searles teori om talehandlinger har via diskussionen om løfter haft betydning for opfattelsen af forholdet mellem er og bør, idet han har påvist, at man ved sin måde at beskrive virkeligheden på også kommer til at hæfte for den værdidom, som sprogbrugen forudsætter. Hvis man således erklærer, at noget er et løfte, følger det heraf, at man bør handle, som man har lovet.

Den tyske filosof J. Habermas har argumenteret for, at selve kommunikationssituationen giver et etisk grundlag for menneskeligt samkvem. Ifølge Habermas kan en handlings berettigelse afprøves i et kommunikativt rum, hvor fornuften kan sætte grænser for tvangen i kraft af "det bedre arguments ejendommelige tvangløse tvang".

Talehandlingsbegrebet har den begrænsning, at det omhandler den enkelte ytring snarere end sammenhænge og typer af social interaktion. Bl.a. derfor har dets vigtigste rolle været at afdække grundlæggende egenskaber ved sprogligt samkvem snarere end at give afsæt for empiriske analyser af faktisk interaktion. Se også magt, mening, pragmatik, reference, semantik, sociolingvistik, sprogfilosofi og sprogfunktioner.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Peter Harder: talehandling i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. september 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=169517