• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

-løse

Oprindelig forfatter JKoS Seneste forfatter Redaktionen

-løse, endelse i danske stednavne, egentlig to ord, 1) 'uden, manglende', afledt af løs, jf. opr. spottenavne som Sengeløse (stedet 'uden seng'), og Særløse (stedet 'uden særk') med tidligste skriftlige overlevering fra 1100-1200-t., 2) 'lysning, åben plads', sandsynligvis beslægtet med lys. Forleddene er aldrig personnavne og ofte dunkle; dog ses en del gamle ånavne, fx Hvatn i Vanløse, Ger i Gørløse og Skut i Skuderløse, sønavne som Ugge i Uggeløse og Baghe i Bavelse, ord for jordbund, fx Grandløse og Merløse, hvor begge forled betyder 'grus', samt for terræn, fx slag 'sænkning' i Slagelse, hvor efterleddet har den nyere form -else. Navne på -løse med betydning 2 er blandt de ældste bebyggelsesnavne i Danmark, idet mange må dateres til de første århundreder efter Kristi fødsel. Da der ikke er danske navne af denne type i Danelagen i England, må endelsen være blevet uproduktiv før vikingetiden.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
John Kousgård Sørensen: -løse i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 26. juni 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=119908