Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

modus

Oprindelig forfatter ES-H Seneste forfatter Redaktionen

modus, (lat. 'måde, mål'), grammatisk betegnelse for en verbal bøjningskategori, der udtrykker den talendes holdning til det, der siges. Verbets modi er først og fremmest indikativ eller fortællemåde, konjunktiv eller forestillende måde, optativ eller ønskemåde og imperativ eller bydemåde.

I dansk sprog er konjunktiv sjældent benyttet; optativ opfattes ofte som en del af konjunktiv.
indikativHun lever godt
optativHun længe leve!
imperativLev sundt!

Indikativ er den neutrale, fremsættende måde, der normalt bruges til at angive faktiske forhold, mens konjunktiv udtrykker en vis usikkerhed eller et vist forbehold fra den talendes side, fx ty. indikativ: Er sagt, was er will 'han siger, hvad han vil' over for konjunktiv: Er sage, was er wolle 'han kan sige, hvad han vil'. Imperativ angiver, at den handling, der er tale om, skal opfattes som en ordre.

I nogle landes grammatiktradition betegnes infinitiv eller navnemåde, participium eller tillægsform og konditionalis eller betingeform også som modi.

Annonce

Endelig bruges ordet modus af og til som synonym for modalitet om den talendes holdning til det sagte, uden at det specielt gælder verbale bøjningsformer.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ebbe Spang-Hanssen: modus i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=126613