• 

  Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

• 
• 

  Link til "ergative sprog"

• 

ergative sprog

ergative sprog, (af gr. ergates 'en, som udretter noget, arbejder'), sprog benævnt efter en kasus, ergativ, som angiver den handlende (agenten), typisk subjektet for et transitivt verbum. Denne kasus kan også have andre funktioner; på grønlandsk svarer den således til genitiv. Heroverfor står absolutiv, som er kasus ikke blot for objektet for et transitivt, men også for subjektet for et intransitivt verbum. Ergative sprog står i modsætning til nominativ-akkusativsprog som fx latin, tysk og dansk, hvor subjektet for såvel transitive som intransitive verber står i nominativ, mens objektet for transitive verber står i akkusativ.

Ergative sprog er kendetegnet ved en række typologiske træk ved sætningens struktur, der under ét kaldes ergativitet. Disse træk er både morfologiske, syntaktiske og semantiske. Et væsentligt træk er, at objekter for transitive verber behandles som mere centrale for sætningens indhold end transitive subjekter. Den ergative sprogtype fokuserer således på en handlings sluttilstand, mens den forårsagende aktivitet nedtones. I modsætning hertil er det transitive subjekt væsentligst i nominativ-akkusativ-sprog, og der fokuseres på aktiviteten fremfor sluttilstanden.

Mange ergative sprog er blot delvis ergative, således at ergativ morfologi og syntaks er begrænset til visse verbaltider. Perfektivt aspekt, der betoner sluttilstanden, kræver således ofte ergativ kasusbrug, mens imperfektivt aspekt, der betoner aktiviteten, i nogle sprog har nominativ-akkusativ struktur; hindi er fx ergativt i perfektum, men har nominativ-akkusativ struktur i verbets andre tider. Nogle sprog, fx det australske dyirbal, har nominativt-akkusativt pronominalsystem, hvorimod substantivernes bøjningsendelser og syntaksen er ergativ. Se også diatese, kasus og transitivitet.