• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

semiotik

Oprindelige forfattere JDiJ, PaSL, PER og SLHa Seneste forfatter Redaktionen

semiotik, studiet af produktion, overførsel, modtagelse, fortolkning, reaktion på og lagring af betydning ved hjælp af tegn, ikke alene i tale og skrift, men også ikke-sprogligt. Semiotisk aktivitet er en forudsætning for opretholdelse af liv og foregår både som informationsprocesser i kroppen og som en aflæsning af omverdenens tegn.

Historie

Semiotikkens historie går tilbage til antikken og har fem hovedkilder: I græsk medicin, hos fx Hippokrates og Galenos, var semiotik læren om sygdomstegnene; i dag oftere benævnt symptomatologi. Her blev tegnet opfattet som led i en følgeslutning: "Hvis røde pletter, så mæslinger", hvor man sluttede fra tegnet til sygdommen som helhed eller fra årsag til virkning og omvendt. Semiotikkens oprindelse i medicin understreger, at semiotik også omhandler tegnfortolkning uden menneskelig afsender.

Ordet semiotik kommer af græsk semeiotikos, afledning af semeiosis 'det at betegne', af sema 'tegn'.

Af de øvrige fire kilder, spådomskunst, filosofi, filologi og retorik, har alene de tre sidste haft betydning for semiotikkens videnskabelige grundlag, der bygger på spørgsmål om, hvad det sagte eller skrevne betyder, og hvordan man bedst kan fremlægge sit budskab og overbevise modtageren. Filosofiens refleksion over forholdet mellem omverden, sansning og begrebsdannelse og dens undersøgelse af tænkningens og tegnenes natur er semiotiske, jf. bl.a. Platons og Aristoteles' erkendelsesteoretiske værker.

Annonce

De semiotiske overvejelser fortsatte i senantikken og middelalderen med Augustins skelnen mellem naturlige og konventionelle tegn. Hos skolastikkens filosoffer er semiotiske refleksioner repræsenteret af især Thomas Aquinas og William fra Ockham og fra renæssancen til 1900-t. af bl.a. filosoffer som John Locke, G.W. Leibniz, Immanuel Kant og Ernst Cassirer ved undersøgelse af den menneskelige erkendelse.

Saussure. På overgangen til 1900-t. fik sprogforskeren Ferdinand de Saussure afgørende betydning gennem opstilling af begreberne langue og parole, dvs. sproget som system over for den enkelte ytring i tale eller skrift. Sprogsystemet opfattede Saussure som en intern struktur af ligheder og forskelle. Han anså sproget for et enkelt — om end meget vigtigt — tegnsystem blandt andre betydningssystemer. Saussures tankegang blev udgangspunkt for strukturalismens systematiske studium af forskellige tegn- og betydningssystemer. Og det er i dette studium af sproget og af forskellige teksttyper, at strukturalismen har haft sin store betydning.

Peirce. Også den amerikanske filosof, logiker og matematiker Charles Sanders Peirce fik stor betydning for semiotikkens udvikling. Centralt i hans tænkning står tegns brug samt selve tegnprocessen semiosis, som forbinder tegn, objekt og interpretant og dermed bestemmer tegnets fortolkning, som kan udtrykkes i en følelse, en handling, en oversættelse til et andet tegn eller udløse en vane. Mens Saussure således fokuserede på en intern analyse af de enkelte semiotiske systemer, var tegnets reference, dets objekt og dets repræsentationsmåde det centrale hos Peirce. Peirce skelner endvidere mellem repræsentation gennem lighed, såkaldt ikoniske tegn som billeder, gennem årsag eller nærhed, såkaldt indeksikalske tegn som fodaftryk og dyrespor, og symbolske eller konventionelle tegn, der forbindes med deres objekter ved vane, fx sprogtegn. Endelig er det en pointe hos Peirce, at tegn er dynamiske, idet deres betydning kan ændres gennem brug.

1900-t.s europæiske semiotik fulgte først i Saussures fodspor, inden for sprogvidenskaben med bl.a. Pragerskolen og sprogforskere som Nikolaj Trubetskoj, Roman Jakobson, Louis Hjelmslev, Eli Fischer-Jørgensen, A. Martinet og A.J. Greimas, der lagde vægt på sproget som en korrelation af modsætningssystemer på forskellige sproglige niveauer, fx fonologi, syntaks og semantik. Lignende synspunkter gør sig gældende i den kognitive semantik. Med baggrund heri blev en semiotisk betragtningsmåde optaget i en række andre videnskabsdiscipliner: I litteraturen bl.a. af nykritikken og den strukturalistiske litteraturforskning, i antropologien især ved Claude Lévi-Strauss' værker, i psykoanalysen ved bl.a. Jacques Lacans forskning og mere generelt gennem fx Roland Barthes' forfattervirksomhed.

Trods vigtige resultater og indsigter fandt mange semiotikere i 1970'erne, at den strukturalistiske semiotik manglede en dynamisk dimension, hvad der styrkede interessen for at arbejde videre ud fra Peirces brugsorienterede semiotikforståelse og med væsentlige impulser fra pragmatikken og kognitionsforskningen. Se også billede.

Film

Filmsemiotik eller filmsemiologi, som er det udtryk, der oftest bruges, er en teoretisk retning inden for filmvidenskaben. Den opstod i 1960'erne med udgangspunkt i den generelle semiotik, især sprogvidenskaben, og interesserede sig for filmens betydningsdannelse.

Selvom også forskere som Umberto Eco og Roland Barthes tidligt antydede filmsemiologiske problemstillinger, betragtes franskmanden Christian Metz som filmsemiologiens vigtigste teoretiker. Han definerede i en lang række artikler filmsemiologiens grundproblemer; provokeret af samtidens ureflekterede sprogbrug undersøgte han bl.a., hvilke af lingvistikkens begreber det gav mening at anvende i forbindelse med film. Han konstaterede således i 1964, at filmen nok er et sprog, men ikke et sprogsystem, og senere påpegede han, at film helst bør analyseres syntagmatisk (forløbsmæssigt).

I 1970'erne blev psykoanalysen, især den lacanianske, med begreber som voyeurisme, ekshibitionisme og identifikation med stor gennemslagskraft inddraget i forståelsen af filmens forhold til tilskueren. Samtidig udvikledes en egentlig filmsemiologisk analyse, der minutiøst søgte at redegøre for, hvordan den enkelte film konkret opbyggede sin betydning.

Parallelt hermed opstod den såkaldte psykosemiotik, der med udgangspunkt i en kritisk læsning af Freud mente at kunne påvise, at den klassiske Hollywoodfilm gjorde kvinder til objekter for et maskulint begærende blik. Fra midten af 1980'erne kendetegnedes filmsemiologien ved krydsninger af mange forskellige erkendelsesinteresser (filmhistorie, pragmatik, filmanalyse, feminisme).

Filmsemiologien spillede en vigtig rolle i videnskabeliggørelsen af filmforståelsen, som fulgte i kølvandet på oprettelsen af filmvidenskabelige universitetsinstitutter verden over i 1960'erne og 1970'erne. Som en vanskeligt forståelig og ikke altid umiddelbart anvendelig teori blev filmsemiologien imidlertid ofte kritiseret for at være spekulativ, og dens status som eneste videnskabelige tilgang til filmen blev efterhånden anfægtet. I slutningen af 1900-t. synes den således at have udspillet sin rolle.

Musik

Anvendt på musik interesserer semiotikken sig for den betydning, musikkens tegn (fraser) får, når de sammenstilles i musikalske strukturer. Se også musikæstetik.

Biosemiotik

Biosemiotik er studiet af den levende naturs processer og systemer ud fra et tegnteoretisk perspektiv. Biosemiotik er ikke en del af biologien, men udgør snarere en særlig teoretisk forståelsesramme for biologien. Se biosemiotik.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Dines Johansen, Palle Schantz Lauridsen, Per Erland Rasmussen, Lotte Endsleff: semiotik i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=157511