Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

para-

Oprindelige forfattere JChr og PMBo Seneste forfatter Redaktionen

para-, græsk og internationalt præfiks, der betegner, at noget findes eller foregår ved siden af eller langs noget, evt. som en afvigelse eller som et supplement.

Med grundbetydningen ses fx parallele, af græsk allelous 'hinanden, ved siden af og langs hinanden', og parodontose, af græsk odous 'tand' om en sygelig tilstand "ved siden af" tænderne.

Med afvigende betydning kan fx nævnes parodi, af græsk ode 'sang' om tekster, der gør nar af noget, og paranoia, af græsk nous 'sind' om en afvigende sindstilstand, mens den supplerende betydning fremgår af fx parapsykologi om fænomener ud over det normale og paramilitære styrker, der ikke er autoriserede hærenheder, men hjælpestyrker eller illegale styrker.

Annonce

Præfikset para- kommer af græsk para 'ved siden af'.

Inden for kemi anvendes præfikset ved benzenderivater substitueret i 1- og 4-stilling; para-diklorbenzen er således et andet navn for 1,4-diklorbenzen (se isomeri); desuden ved polymere former af visse stoffer som fx paraformaldehyd for polymerer af formaldehyd samt til at betegne et slægtsforhold mellem to stoffer som fx sorbinsyre og parasorbinsyre.

Inden for atomfysik anvendes præfikset til at beskrive, om de to atomers kernespin i hydrogenmolekylet, H2, eller de to elektroners spin i helium er modsatrettede (para) eller ensrettede (ortho).

Referér til denne tekst ved at skrive:
Johnny Christensen, Per Mølgaard Boll: para- i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 16. januar 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=138461