Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

ex-

Oprindelig forfatter JChr Seneste forfatter Redaktionen

ex-, græsk, latinsk og internationalt præfiks, der betegner, at noget er uden for eller bevæges ud af noget eller løses fra noget; dansk skrivemåde eks-. Latinsk ex- bliver ofte til e foran stemte konsonanter og til ef- foran -f, mens græsk ex- har formen ek- foran konsonant.

Ex- indgår i en række danske fremmedord med betydningen 'ud af', fx eksportere 'ud-føre', ekskludere 'ude-lukke', emission 'ud-sendelse', effekt 'virkning', 'at der gøres noget ud af noget', eklektiker 'en, der vælger ud (af forskellige meninger)'. Latinsk ex- anvendes også i betydningen forhenværende, fx 'eks-konge'. Modsætningen til ex- er latinsk in- og græsk en-.

Udvidede former af latinsk ex- er extra-/extro- 'uden for', 'som kommer til', 'udad'; ekstraordinær 'uden for den almindelige (rækkefølge)', ekstrovert 'udad-vendt'. Modsætningerne hertil er intra-, intro- og in-. Udvidede former af græsk ex-/ek- er exo-, ekto-, fx eksogam 'som gifter sig uden for (egen gruppe)', og ektoplasma 'en dannelse, der sidder yderst eller uden for noget', om lag i en celle og om tågelignende dannelser, som synliggør ånden ved spiritistiske seancer. Modsætningen til exo-, ekto- er endo-.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Johnny Christensen: ex- i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=73461