Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

runer

Oprindelige forfattere AHyll og MSto Seneste forfatter Redaktionen

Runer. Normaliseret gengivelse af fem runealfabeter eller futharker, kaldet således efter de seks første tegn i de ældste alfabeter: f u þ a r k. Flere af runerne optræder også i andre variationer end de her viste.
Med tiden skiftede lydværdien for visse runer i takt med lydændringer i deres navne. Således blev den urnordiske j-rune, *jāra, jf. tysk Jahr, da j- forsvandt i forlyd i senurnordisk tid, til en a-rune *āra, oldn. ár 'år'. Den oprindelige a-rune, *ansuʀ, betegnede i vikingetiden et nasalt ã, men blev i middelalder-futharken i takt med lydændringer i runenavnet til en o-rune. Vikingetidens særlige tegn ʀ for palatalt -r med navnet ýr overgik, da de to r-lyde faldt sammen, til at betegne y og bevarede sin plads sidst i futharken.

Runer. Normaliseret gengivelse af fem runealfabeter eller futharker, kaldet således efter de seks første tegn i de ældste alfabeter: f u þ a r k. Flere af runerne optræder også i andre variationer end de her viste. Med tiden skiftede lydværdien for visse runer i takt med lydændringer i deres navne. Således blev den urnordiske j-rune, *jāra, jf. tysk Jahr, da j- forsvandt i forlyd i senurnordisk tid, til en a-rune *āra, oldn. ár 'år'. Den oprindelige a-rune, *ansuʀ, betegnede i vikingetiden et nasalt ã, men blev i middelalder-futharken i takt med lydændringer i runenavnet til en o-rune. Vikingetidens særlige tegn ʀ for palatalt -r med navnet ýr overgik, da de to r-lyde faldt sammen, til at betegne y og bevarede sin plads sidst i futharken.

runer, skrifttegn, som har været brugt af nogle germanske stammer fra de første århundreder e.Kr.; tiden og stedet for deres oprindelse er dog omstridt. Runerne er en bogstavskrift, som med sikkerhed er afledt af et alfabet brugt i Middelhavsområdet omkring Kristi fødsel, formentlig det latinske i forbindelse med den stærke kulturpåvirkning fra Romerriget; et græsk, norditalisk eller etruskisk forlæg har dog også været foreslået.

Ordet runer er plur. af rune, senmiddelalderlig omdannelse af oldnordisk rún 'løndom, runetegn', måske beslægtet med gotisk rūna 'hemmelighed', af indoeuropæisk *rū- 'brumme, give lyd fra sig'

Betegnelsen runer bruges også om tegnene på de oldtyrkiske Orkhonindskrifter og om middelalderlige alfabeter fra Ungarn og Bulgarien.

I Skandinavien fik runerne en speciel udvikling og en særlig lang levetid; i nogle sammenhænge op mod 1500 år. Herfra stammer hovedparten af de over 6000 kendte indskrifter, hvoraf ca. 900 findes i gammelt dansk område. Brugen af runerne som lydtegn i sprogligt meningsgivende, profan sammenhæng i de tidligste indskrifter tyder ikke på, at de primært skulle være skabt som et særligt kultisk eller magisk skriftsystem.

Annonce

Glavendrupstenen er den runesten, der har den længste indskrift: 'Ragnhild satte denne sten efter Alle, sølvernes høvding, folkets præst, en hæderværdig thegn. Alles sønner gjorde disse mindesmærker efter deres fader og hans kone efter sin mand, og Sote ristede disse runer efter sin herre. Tor vi disse runer. – Gid den må regnes for at være en troldmand, som ødelægger denne sten eller slæber den bort til minde over en anden'.

Glavendrupstenen er den runesten, der har den længste indskrift: 'Ragnhild satte denne sten efter Alle, sølvernes høvding, folkets præst, en hæderværdig thegn. Alles sønner gjorde disse mindesmærker efter deres fader og hans kone efter sin mand, og Sote ristede disse runer efter sin herre. Tor vi disse runer. – Gid den må regnes for at være en troldmand, som ødelægger denne sten eller slæber den bort til minde over en anden'.

Runerne havde navne hentet fra det almindelige ordforråd. De begyndte med den lyd, runen betegnede, og synes at være mnemoteknisk begrundet. Således hed runen for f *fehu 'fæ, kvæg, rigdom', for u *ūruʀ 'urokse', for þ *þurisaʀ 'jætte' og for a *ansuʀ 'as, gud'. Trods flere forsøg er det endnu ikke lykkedes at finde en sammenhæng i navnevalget eller en forklaring på runernes rækkefølge i futharken. I enkelte tilfælde er en rune brugt som "begrebsrune", dvs. som udtryk for runenavnets indhold, fx j for *jāra 'år, godt år'.

Runerne består overvejende af lodrette hovedstave og diagonale bistave, hvad der har gjort dem lette at riste. Læseretningen var i de tidlige indskrifter fri, men senere blev højrevendte runer det almindelige. Også bustrofedon kan forekomme i forskellig udformning. Ligatur ses ved "binderuner", dvs. to eller flere runer, der er skrevet sammen. Allerede i de ældste indskrifter er der eksempler på "skilletegn" mellem ord eller ordgrupper og mellem futharkens tre såkaldte "ætter", hver på otte runer, jf. bl.a. Vadstenabrakteaten, men brugen er stærkt varierende, og skilletegn kan helt udelades.

Runesten fra Hedeby, se Hedebystenene. Læsefølgen i bustrofedon er her angivet med tal og pile. Sidste del af teksten er ristet på stenens venstre side, der er gengivet separat. J. Magnus Petersens tegning er gengivet efter Ludvig F.A. Wimmer: "De Danske Runestensminder I, 2 (1895) s.115.

I translitterationen er runerne omsat til de tilsvarende bogstaver, mens transskriptionen angiver normaliseret olddansk udtale. Nogle af runderne havde flere lydværdier, fx þ, der dækkede þ og ð, jf. engelsk th i thing og that. Desuden undgik runeortografien dobbeltskrivninger; k-runen kunne også stå for ng.

Translitteration:
1. : suin : kunukʀ : sati :
2. stin : uftiʀ : skarþa
3. sin : himþiga : ias :uas :
4. : farin : uestr : iãn : nu :
5. : uarþ : tauþr : at : hiþa : bu

Transskription:
Svenn kunungʀ satti stēn æftiʀ Skarða, sinn hēmþega, es vas farinn vestr, en nū varð døðr at Hēðaby.

Oversættelse:
Svend konge, satte stenen efter Skarde, sin hirdmand, som var draget vestpå, men nu døde ved Hedeby.

Runer - Hedebystenene.JPG

Ældre runer

Den ældste runerække bestod af 24 tegn, som nogenlunde dækkede de tilsvarende sproglyde. Hovedparten af de tidligste af de ca. 350 indskrifter med ældre runer er fundet inden for gammeldansk område på genstande af træ, metal og ben fra ca. 150-ca. 400, fx sølvspænder fra rige kvindegrave samt våben og redskaber fra de store moseofferfund, der formentlig stammer fra overvundne fjender fra andre egne; sådanne krigsbytteofre er bl.a. gjort i Torsbjerg, Vimose, Illerup og Nydam.

En indskrift med runer fra ca. 400 findes på det ene af Guldhornene fra Gallehus i form af en mesterformel, dvs. angivelse af, hvem der var værkets ophavsmand. Runer og forvanskede eller runelignende tegn ses på flere guldbrakteater fra omkring 500. Det første sikre urnordiske fund fra Bornholm, en indskrift på et fragment af en forarbejdet hjortetak, dukkede i 2002 op på bopladsen Sorte Muld ved Ibsker. Der kendes ingen runesten med ældre runer i Danmark, idet urnordiske stenindskrifter kun findes i Sverige og Norge. De fleste af de ca. 70 kontinentale indskrifter på løsgenstande med ældre runer er fra Tyskland og hovedsagelig fra 500-600-t. e.Kr.

I England og Friesland blev 24- tegns-futharken fra 400-t. udvidet til 28 og senere til 31-33 runer i takt med forandringer i lydsystemet, som gjorde nye lydtegn og mere nuancerede tegnformer nødvendige. Modsat blev tegnantallet i Skandinavien trods lignende sproglige ændringer i 600-700-t. drastisk reduceret og grafisk forenklet til et fonematisk udtyndet system med en futhark på kun 16 tegn, hvoraf mange var flertydige. Således stod i-runen for både i, e og j, u-runen for u, o, y, ø og w og k-runen for k og g.

Yngre runer

Før 800-t. er 16-tegns-systemet slået igennem i Skandinavien, hvorfra det fulgte med vikingerne til Novgorod og Staraja Ladoga i øst og til Dublin og Grønland i vest. Det er overalt de samme 16 runer, der udgør futharken. Rækkefølgen og ætinddelingen er fast og med enkelte ændringer ligesom runenavnene overtaget fra den gamle futhark; men forenklingsgraden er forskellig: Der er to hovedvarianter af 16-tegns-futharken, som man tidligere anså for regionalt betinget, hvorfor kortkvistruner også blev kaldt "svensk-norske runer", og langkvistruner også "normalruner" eller "danske runer". Nu anses variationen snarere for funktionelt betinget af materiale og formål med praktisk forenklet handelsskrift på træ over for monumentale stenindskrifter. Den højeste grad af forenkling ses i de stavløse runer, de såkaldte Hälsingeruner, der stort set blot markerer bistavenes placering mellem to rammelinjer, og som især er kendt fra runesten fra Hälsingland i Sverige. Grænserne mellem kort- og langkvistformerne er dog flydende, og der sker tidlig en blanding. Allerede før år 1000 er 16-tegns-systemet udvidet. Over hele området indførtes enkelte "stungne" eller "punkterede" runer, bl.a. en i-rune med en fordybning eller et punkt på midten, der betegner e, og et stungent k, som angiver g.

Runesten

Det er de yngre runer, der er brugt på vikingetidens runesten, rejst ved gravpladser, veje, broer og vadesteder til minde om døde. Langt de fleste runesten findes i Sverige, der har over 3000 indskrifter på rejste sten, på jordfaste stenblokke og på klippeflader, heraf godt en tredjedel i Uppland. I Norge findes under 70 vikingetidssten, hovedsagelig fra 900-1000-t. I det nuværende Danmark findes ca. 150 runesten eller fragmenter heraf; hertil kommer fem i Slesvig og 60 i Skåne og Blekinge. Nærtbeslægtede er ca. 30 runekors på Isle of Man.

Runer. Den store Jellingstens runeindskrift lyder: Harald konge bød gøre disse kumler ('dette mindesmærke') efter Gorm sin fader og efter Thyra sin moder, den Harald, som vandt sig hele Danmark og Norge og gjorde danerne kristne.

Runer. Den store Jellingstens runeindskrift lyder: Harald konge bød gøre disse kumler ('dette mindesmærke') efter Gorm sin fader og efter Thyra sin moder, den Harald, som vandt sig hele Danmark og Norge og gjorde danerne kristne.

Den danske runestenstradition begyndte formentlig allerede i 700-t. med basis i det førkristne samfunds øverste sociale lag. Således er Helnæsstenen og Glavendrupstenen rejst længe før kong Haralds store Jellingsten, se Jellingmonumenterne. Bortset fra Bornholm synes runestenstraditionen i Danmark at være ophørt før midten af 1000-t.

Hovedparten af de svenske sten er yngre end de danske, med en rigere ornamentik med indskriftbånd i drageslyng. Indskrifterne er længere, og det kristne tilhørsforhold er ofte markeret med bønner og beretninger om bygning af broer for den dødes sjæl.

Efter kristendommens gennemførelse vandt en ny gravskik frem, og de rejste runesten afløstes af liggende gravsten på kirkegården, med indskrifter først med runer eller kirkens latinske majuskler. I Norden eksisterede de to skriftformer længe side om side.

Middelalderruner

Udvidelsen af tegnantallet fortsatte med flere stungne runer. Kort- og langkvistvarianter blev udnyttet til at skelne mellem fx a- og æ-runen. Derved skabtes et system, som er latinskriften overlegent, når det gælder oldnordisk, og som også kunne bruges til latin. Trods udvidelserne beholdt 16-tegns-futharken dog fortsat en stærk stilling, og i de talrige middelalderlige futharkindskrifter er de nye varianter normalt ikke medtaget. Runerne fungerede som en praktisk lægmandsskrift, der kunne skrives hvor som helst, blot man havde en kniv og et passende stykke træ eller ben ved hånden og kendte sin futhark.

De senere års arkæologiske udgravninger i fx Lund, Lödöse, Oslo, Bergen og Trondheim har bragt talrige runefund for dagen. I Bergen alene har man fundet over 600 middelalderindskrifter, hovedsagelig på træ og med forskellige skrifttyper, herunder lønruner, dvs. forskellige former for kodeskrift, som bl.a. kan bygge på futharkens ætopdeling. Der er tale om korte meddelelser, "mærkelapper" eller fragtsedler, breve, digtcitater og magiske formler på oldnordisk og på latin. En kort tid, ca. 1065- ca.70, blev der brugt runer på mønter både i Danmark og Norge, og runerne blev fortsat anvendt på kirkeligt inventar og bygningssten, i graffitilignende indskrifter på kirkevæggene og til nummerering af kirketømmer.

I længden tabte runerne dog terræn til den latinske skrift, skønt bl.a. en runeversion på pergament af Skånske Lov fra ca. 1300 vidner om, hvor stærk runetraditionen på dette tidspunkt stadig var. Runerne blev navnlig i Sverige længe anvendt i evighedskalendere, især på primstave, som tegn for ugedagene og de 19 gyldental; se epakt. Runetraditionen fortsatte i afsides egne, fx på Gotland indtil 1600-t. og i Dalarna helt op i 1800-t.

Ribe hjerneskal. Runeindskriften på dette gennemborede stykke af et menneskekranium er vanskelig at tyde, og der foreligger 6-7 tolkningsforslag. Efter en anråbelse af Odin synes der at følge en formel mod en skadevoldende dværg. Det 8,2 cm lange fragment findes i Den Antikvariske Samling i Ribe.

Ribe hjerneskal. Runeindskriften på dette gennemborede stykke af et menneskekranium er vanskelig at tyde, og der foreligger 6-7 tolkningsforslag. Efter en anråbelse af Odin synes der at følge en formel mod en skadevoldende dværg. Det 8,2 cm lange fragment findes i Den Antikvariske Samling i Ribe.

I og med at runerne gik af brug, fik de øjensynlig en forøget anvendelse som privat kodeskrift samt til runemagi, som det fremgår af bl.a. forskellige sortekunstoptegnelser før og efter udgivelsen af de tidligste runologiske værker; se runologi.

Runemagi

Runernes oprindelse tilskrives Odin ifølge eddadigtet Hávamál, og runerne omtales som reginkunnar 'af guddommelig oprindelse'. Men det er problematisk generelt at opfatte runetegnene som magiske i sig selv. Runer er benyttet både til profane meddelelser og til magiske værne- og skræmmeformler, med og uden sproglig mening, af både hedensk og kristen oprindelse, se fx Ribe hjerneskal, Gørlevstenene, Blæsingeblystykke og Ribe lyvstav. Runerne synes at få større magisk betydning i og med runeskriftens forældelse; reminiscenser heraf spores i folkeviserne.

Sent i 1800-t. genoplivede tyske okkultister interessen for runer, som blev forbundet med den ariske races overlegenhed, og man praktiserede runeritualer og runeyoga. I 1980'erne blev runer populære til spådomsformål, fx i form af brikker lagt op i mønstre, kastet fra en pose eller som genstand for meditation.

Danske runeindskrifter; Nationalmuseet og Københavns Universitets database.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Adam Hyllested, Marie Stoklund: runer i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 15. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=153385