Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

dansk - bøjningsforhold

Oprindelig forfatter AKark Seneste forfatter Redaktionen

Ved bøjning kan et ord antage forskellige former og derved betegne samme emne på forskellig måde. I dansk er præpositioner (forholdsord), fx i, på, til, konjunktioner (bindeord), fx og, men, at, som, og interjektioner (udråbsord), fx hej, uha, ubøjelige; det samme gælder de fleste adverbier (biord), fx altid, her, ikke. De øvrige ordklasser kan bøjes.

Der er to kategorier af bøjning i dansk: deklination og konjugation. Deklination omfatter køn, tal, kasus (fald), bestemthed og komparation (gradbøjning); den forekommer ved genstandsbetegnende ord, dvs. substantiver (navneord), adjektiver (tillægsord), pronominer (stedord) og numeralier (talord). Konjugation er verbalbøjning, forekommer kun ved verber (udsagnsord) og omfatter diatese (aktiv/passiv), tempus (tid) og modus (måde).

Substantiver

Køn

Substantiver har ikke kønsbøjning, men henføres til et af to køn, enten fælleskøn, der historisk set er sammenfald af hankøn og hunkøn, eller intetkøn (neutrum). Et substantivs køn kommer til udtryk i tilknyttede underordnede led, fx i det foranstillede ubestemte pronomen en/et og i den efterhængte bestemte artikel -en/-et, således fælleskøn en dag, dagen, intetkøn et år, året.

Annonce

Fordelingen på de to køn følger indviklede regler med mange undtagelser. Fælleskøn er de fleste personbetegnelser, undtagen fx barn, menneske, medlem. Også ordets form spiller en rolle; fælleskøn er fx substantiver afledt med -ing, -ning, -hed og med -else bortset fra ragelse, spøgelse, værelse. Intetkøn er de fleste stofbetegnelser, fx glas, jern, kul, læder, salt, vand, med undtagelser som jord, regn, sten, vin; ligeledes intetkøn er efter formen verbalsubstantiver dannet af et verbums rod, fx kast, løb, skrig, vink.

Substantiver, der optages i dansk fra fremmede sprog, indordnes spontant i de to grupper, så fx pyroman henføres til fælleskøn og berufsverbot til intetkøn. Ca. 75% af substantiverne i dansk er fælleskøn. For et fåtal ligger kønnet dog ikke fast, fx kan det hedde både en cirkus og et cirkus, både velfærden og velfærdet.

Tal

Flertalsformen af substantiver dannes som hovedregel efter et af fire mønstre: dag-e, uge-r, måned-er, år; i det sidste tilfælde er bøjningsendelsen nul.

Mellem typerne uge-r og måned-er er der dog ingen systematisk modsætning; ret beset er der tale om ét og samme bøjningselement, der fremtræder som -r efter tryksvagt -e: side-r, roe-r, statue-r osv., men i alle andre forbindelser som -er: tid-er, idé-er, kano-er, guru-er osv.

I nogle få ord er flertalsendelsen kombineret med ændring (omlyd) af rodvokalen, således fx moder — mødre, tand — tænder, gås — gæs. Særtilfælde er øje — øjne og øre — øren, dog nu hyppigere den regelmæssige form ører.

Der forekommer dobbeltformer, fx fond-e/fond-er. Begge køn er repræsenteret i alle fire mønstre; fælleskøn er fx fjord-e, pande-r, bedrift-er, sten, mens bord-e, spænde-r, bevis-er, svin er intetkøn. Medregner man sammensatte og afledte ord, fordeler bøjningerne sig skønsmæssigt sådan, at ca. 70% af substantiverne danner flertal med endelsen -er/-r, ca. 20% med endelsen -e og ca. 10% med endelsen nul. Nogle få substantiver af fremmed oprindelse har eller kan have en fremmed flertalsendelse, fx faktum — fakta, konto — konti/kontoer, trick — tricks/trick.

Bestemthed

Entalsformer som fx dag, år og flertalsformer som dage, år er samtidig grammatisk ubestemte og står i modsætning til former med den efterhængte artikel, i ental dag-en, år-et, i flertal dage-ne, år-ene.

Artiklen -en/-et markerer foruden bestemthed også ental og viser desuden substantivets køn, mens artiklen -(e)ne kun viser bestemthed og flertal, og flertal er dobbeltmarkeret, idet artiklen føjes til efter substantivets flertalsendelse.

I ental reduceres artiklen -en/-et til -n/-t efter et tryksvagt -e, fx kage-n, ærme-t, men idé-en, miljø-et osv. I flertal fremkommer endelsen -ne både efter tryksvagt -e som i dage-ne og efter tryksvagt -er som i kager-ne, tænder-ne osv.; den ubestemte flertalsendelse -e falder bort i ord af typen arbejder, flertal arbejder-e, så den bestemte form i flertal bliver arbejder-ne. I alle andre forbindelser er den bestemte flertalsendelse -ene: data-ene, konti-ene, chips-ene, torsk-ene, forhør-ene osv.

Kasus

Et dansk substantiv har to kasus, grundformen nominativ (nævnefald) og genitiv (ejefald). Genitiven betegner et tilhørsforhold og udtrykkes med endelsen -s, der altid sættes sidst i ordet, fx Jakob-s sønner, dagen-s dont, køer-s brølen, behovene-s tilfredsstillelse. Ikke alle sprogforskere anser dette -s for en genitivkasus, men ser det som en enklitisk størrelse.

Som levn fra en ældre sprogtilstand optræder genitiv af nogle få substantiver i ubestemt ental i forbindelse med præpositionen til, fx til bords, til havs, til sinds, men i øvrigt styrer til ikke genitiv, jf. til hest, til spot osv.

Et andet levn er den dobbelte genitiv i bestemt form ental i stående udtryk som på havsens bund og al landsens ulykker mfl.

Adjektiver

Komparation

Adjektiverne betegner en enkelt egenskab, som kan ses i forhold til samme egenskab hos en anden genstand. Grammatisk udtrykkes dette indbyrdes forhold ved komparation, der består af tre led: positiv (grundform), komparativ (højere grad) og superlativ (højeste grad), fx kort — kort-ere — kort-est.

Ved enkelte adjektiver er komparation forbundet med omlyd og reduktion af endelserne til -re og -st, fx ung — yngre — yngst; blandformer er lang — længere — længst og få — færre — færrest. Ved enkelte andre adjektiver indgår der to forskellige ordrødder i komparationen, således gammel — ældre — ældst, lille — mindre — mindst.

Som disse har også en del afledte adjektiver superlativ på -st, fx langsomst, mærkeligst. Af lydlige grunde kan adskillige adjektiver dog vanskeligt eller slet ikke kompareres med bøjningsendelser, fx fremmed, fælles, gloende, lurvet, mystisk; og komparationen udtrykkes da ved omskrivning med mere og mest.

Køn, tal og bestemthed

Kønsbøjningen styres af det substantiv, som adjektivet er knyttet til, således at grundformen i ental er fælleskøn, mens endelsen -t kendetegner intetkøn. Det gælder, både når adjektivet står attributivt (vedføjet), fx en stor have, et stort hus, og når det står prædikativt (som omsagnsled): haven er stor, huset er stort. I flertal er kønsforskellen ophævet; store haver/huse, haverne/husene er store.

Endelsen i flertal er -e, undtagen hvor en superlativ anvendes prædikativt og uden bestemmerled: hvilke af haverne/husene er størst? Med bestemmerled tilføjes -e også i superlativ: hvilke haver/huse er de største? Bestemtheden kommer her til udtryk i pronomenet de, mens flertalsformen af adjektivet i sig selv er neutral over for modsætningen ubestemt/bestemt. Denne modsætning markeres derimod i ental, hvor bestemthed udtrykkes med endelsen -e, fx gamle Ole, der kan være både tiltale og omtale; oftest er adjektivets bestemte form dog forbundet med bestemmerleddet den/det, fx den gamle Ole (kun i omtale), den store/største have, det store/største hus. Bøjningsendelsen -e udtrykker altså dels ental og bestemt form, dels flertal uden hensyn til bestemthed: gamle venner er i tiltale bestemt og i omtale ubestemt; endelsen er uafhængig af det overordnede substantivs køn.

Adverbiel brug: I bøjningsformerne komparativ og superlativ kan et adjektiv bruges adverbielt, fx gå lidt hurtigere / det går hurtigst på denne måde. I positiv bruges intetkønsformen i samme funktion: det kan ikke gå hurtigt nok; udtrykker adverbiet grad eller vurdering, kan -t dog udelades ved adverbier på -ig, fx filmen er utrolig spændende / hun er ikke rigtig rask, sjældnere ved andre adverbier, fx jeg er rædsom forkølet / bogen er mageløs morsom. Ved de fleste af de adverbier, som dannes af adjektiver på -vis, er -t valgfrit, fx ændringerne foregår gradvis/gradvist.

Undtagelser: Visse grupper af adjektiver afviger fra hovedreglerne om bøjning med -t og -e. De vigtigste er følgende: Ved mange ord, der ender på -sk, kan -t udelades, fx frisk, rask; ved andre er -t unormalt, fx bibelsk, moralsk; -t tilføjes ikke til nationalitetsadjektiver som dansk, italiensk, pakistansk og heller ikke til afledninger på -isk: bedragerisk, sværmerisk osv. Adjektiver, hvis grundform ender på vokal, tilføjer ikke -t, fx lille, moderne, rosa og passé, ru, tro, sky, dog med undtagelse af fri og ny samt ord, der ender på -å: blå, grå, skrå osv.; den samme gruppe adjektiver modtager heller ikke -e, og her er kun fri og ny undtaget, så mønstrene bliver blå — blåt — blå og fri — frit — fri/frie. Når -e føjes til adjektiver, der ender på -et, bliver resultatet -ede, fx broget — brogede, udflippet — udflippede.

Kasus

Ligesom substantiverne har adjektiver en genitiv på -s. Den bruges kun, når det overordnede substantiv er underforstået, så adjektivet i sig selv fungerer som et substantiv, fx den lilles sengetid, det godes sejr, de unges fremtid, med en sigtets rettigheder. Genitiven anvendes mest ved de former, der ender på -e.

Talord

Af mængdetallene har et enkelt kønsbøjning: én/ét, bestemt form: den/det ene og superlativ: en/den eneste. Pronomenet anden med intetkøn andet fungerer som ordenstal til to. I substantivisk anvendelse kan talordene bøjes i genitiv på -s, fx det er alle fires ansvar / på Christian den Fjerdes tid.

Pronominer

Det er ikke så meget bøjningen som betydningen, der gør pronominerne til en ordklasse i dansk. Fælles for pronominerne er, at de betegner genstande uden at beskrive dem; og det enkelte pronomen angiver, om genstanden tænkes bestemt som hun, det eller ubestemt som nogen, hvad. Når det gælder bøjningen, fordeler pronominerne sig i to grupper, én, der mest ligner substantiver, og en anden, der mest ligner adjektiver.

De substantiviske pronominer bøjes kun i kasus, da ordene i sig selv er enten ental eller flertal. Syv af dem har en særlig akkusativ, der bl.a. bruges, når ordet er grammatisk objekt (genstandsled) eller styret af præposition (forholdsord):

Substantiviske pronominer
ental
Nom.jegduhanhun
Akk.migdighamhende
Gen.--hanshendes
flertal
Nom.viIde-
Akk.osjerdemsig
Gen.voresjeresderes-

Det refleksive (tilbagevisende) sig er aldrig subjekt. I stedet for de manglende genitiver bruges de adjektiviske possessive pronominer (ejestedord) min, din, sin, og genitiven vores har den adjektiviske sideform vor.

Et adjektivisk pronomen bøjes i køn, tal og kasus og kan knyttes attributivt til et substantiv, fx den stol, det bord, de stole/borde. I denne funktion har flertal ingen særlig akkusativ: hent nu de stole/borde; akkusativ dem bruges kun substantivisk: hent dem nu. Andre eksempler er hvilken — hvilket — hvilke, nogen — noget — nogle/nogen, din — dit — dine og vor — vort — vore. Genitiv forekommer som ved adjektiver, fx nogles interesse er større end andres.

Verber

Til forskel fra genstandsbetegnende ord er denne ordklasse udtryk for handlinger.

Diatese

Denne bøjningskategori omfatter modsætningsparret aktiv/passiv. Som hovedregel er aktiven udtryk for, at handlingen udgår fra sætningens subjekt (grundled), fx kassereren opkræver kontingentet, mens passiven udtrykker, at handlingen er rettet imod subjektet: kontingentet opkræves af kassereren.

Som i eksemplet er diatese regelmæssigt koblet med grammatisk tid: Til verbalstammen opkræv føjes i nutid den aktive bøjningsendelse -er eller den passive endelse -es. I datid formes passiven, ved at passivendelsen hægtes efter den aktive endelse, som i dette tilfælde er -ede; af aktiv opkræv-ede dannes passiv opkrævede-s, idet -es reduceres til -s efter den tryksvage vokal. For bøjningstyperne føle og tage er datidsformerne tilsvarende følte/føltes og tog/toges. Foruden de to grammatiske tider er diatese forbundet med den ene af verbets ikke-tidsbøjede former, nemlig infinitiv (navneform), i aktiv fx opkræve, føle, tage, i passiv opkræves, føles, tages. Endelserne -er og -es reduceres til -r og -s efter tryksvagt -e samt efter de trykstærke vokaler e, o, æ, ø, å, fx se — ser/ses — så/sås; efter i, u og y bruges begge endelser, fx fornyr/fornys side om side med fornyer/fornyes.

I nogle verber kan den passive bøjningsform betegne et reciprokt (gensidigt) forhold. Mens fx forslaget mødtes med et skuldertræk er ægte passiv, betyder vi mødtes på gaden det samme som 'vi mødte hinanden på gaden', dvs. at vi på én gang er reelt subjekt og objekt (genstand) for handlingen. Visse andre verber eksisterer kun i passiv form, men har alligevel aktiv betydning, fx færdes, længes, trives. Til forskel fra de ægte passiver har disse to typer også en egen bøjningsform i førnutid/førdatid, fx vi har ofte mødtes / folk havde uforsigtigt færdedes på isen.

Ved siden af den egentlige passivbøjning med endelsen -(e)s bruges en omskrivning med en tidsbøjet form af hjælpeverbet blive + datids participium (tillægsform) af hovedverbet, fx forslaget blev mødt med et skuldertræk. Betydningen af de to udtryksmåder kan være den samme, men omskrivningen bruges især om den enkelte handling, den egentlige passiv derimod oftere om det sædvanlige eller almene, fx juletræet bliver først tændt i aften over for byens juletræ tændes hvert år den 1. december. Passiv på -s er obligatorisk i anvisninger som (flasken) omrystes. Omskrivning er det normale i udtryk for fremtid, fx svindleren vil blive afsløret, da alternativet svindleren vil afsløres i almindelig sprogbrug er nutid og udtrykker vilje. Mange af de stærktbøjede verber kan ikke danne passiv med -es i datid; til fx nutid drikkes, synges, stjæles svarer nødvendigvis datid med omskrivning: blev drukket, blev sunget, blev stjålet.

Tempus (tid)

Verbernes bøjning har to tider: nutid og datid. Foruden det nuværende, fx nu sner det, betegner nutidsformen dels det fremtidige, fx i morgen får vi gæster, dels det altidige, fx solen står op i øst. Datidsformen betegner det fortidige, fx i går havde vi gæster, men er tillige udtryk for det blot tænkte, ikke virkelige, fx hvis jeg forstod spørgsmålet, skulle jeg gerne svare / gid det var så vel! De relative tider førnutid og førdatid udtrykkes ikke ved bøjning, men ved omskrivning, i aktiv oftest ved forbindelse af have/være i nutid eller datid + datids participium af hovedverbet, fx kassereren har/havde opkrævet kontingentet og gæsterne er/var ankommet.

Som før nævnt dannes nutidsformen i aktiv af verbalstammen med tilføjet -er: opkræv-er, føl-er, tag-er; meget få verber afviger fra denne regel, fx gøre — gør. Datid kommer derimod til udtryk i flere forskellige bøjningsformer: opkræv-ede, føl-te, gjor-de, tog. På dette grundlag skelner man mellem to hovedgrupper. Den ene danner datid ved hjælp af en endelse, der føjer en stavelse til verbalstammen, såkaldt svag bøjning. Den anden har endelsen nul, så datidsformen består af én stavelse, almindeligvis med ændring af stammevokalen, såkaldt stærk bøjning.

Fælles for datidsendelsen i den svage bøjning er, at den i udtalen rummer de nærtbeslægtede dentaler [ð] og [d] el. [t], men efter endelsens forskellige former falder bøjningen i tre grupper. Langt den største gruppe får -ede; den omfatter ca. 90% af de svage verber, og alle nye verber i dansk henføres spontant til denne gruppe, fx kvaje sig, trunkere, zoome. Gruppen med -te, fx spis-te, udgør ca. 10%. Kun enkelte verber tilføjer -de, fx dø-de, hav-de, lag-de; i bl.a. det sidste tilfælde høres d ikke i udtalen. Mere end en snes verber kan have både -ede og -te i datid, fx gabede/gabte, låsede/låste.

En del af de svage verber, som danner datid med -de og især -te, skifter tillige vokal under bøjningen: gøre — gjorde, lægge — lagde, sige — sagde og bl.a. tælle — talte, sælge — solgte, smøre — smurte. Til karakteristikken af den svage bøjning hører, at vokalen i datids participium er den samme som i datid: gjort, lagt, sagt, talt, solgt, smurt.

Den stærke bøjning er langt mere sammensat end den svage. Stammevokalen kan skifte ikke blot fra nutid til datid som fx drikker — drak, men også til datids participium: drukket; i participiet kan den falde sammen med nutids vokal som i bider — bed — bidt eller med datids vokal som i bliver — blev — blevet; og participiet kan være enstavet som bidt eller tostavet som blevet. Dertil kommer, at en halv snes stærke verber føjer -t til datidsformen med eller uden vokalskifte, fx binder — bandt, falder — faldt. Kombinationsmulighederne er tilsammen hen ved 30:

Typer af stærkt bøjede verber
infinitivdatidparticipium
kommekomkommet
faldefaldtfaldet
holdeholdtholdt
bidebedbidt
bliveblevblevet
givegavgivet
drikkedrakdrukket
bindebandtbundet
liggeligget
seset
lelolet/leet
bedebadbedt
bærebarbåret
hjælpehjalphjulpet
hængehanghængt
værevarværet
fornemmefornamfornummet
ædeådædt
sværgesvorsvoret
skydeskødskudt
lydelødlydt
frysefrøsfrosset
betydebetødbetydet
krybekrøbkrøbet
flyvefløjfløjet
syngesangsunget
tagetogtaget
ladelodladet/ladt
ståstodstået
gikgået

Blandt adskillige tusinde verber i dansk udgør de stærktbøjede knap 120; selv når sammensætninger som ankomme og tryllebinde og afledninger som beskære, forbyde, foretrække, undgå osv. medregnes, bliver tallet kun lidt over 500. Men mange af de stærke verber hører til de allerhyppigst anvendte: være, blive, gå, komme, se, få, tage mfl. Hen ved en snes kan også bøjes svagt, fx tiede, nyste, bedragede ved siden af tav, nøs, bedrog.

I tidsbøjningen af være indgår der to verbalstammer: nutid er, datid var og datids participium været. En lille gruppe verber afviger på to måder fra normalmønstrene: 1) Infinitiv og datid falder sammen i kunne, skulle, ville og i måtte, burde, turde, som med deres t/d og to stavelser minder om svage datidsformer. 2) Nutidsformen er enstavet og har endelsen nul, så den minder om stærktbøjet datid: kan, skal, vil, må, bør, tør. En lignende nutidsform ved hører til det uregelmæssige svage verbum vide — vidste — vidst.

Modus (måde)

Foruden med aktiv/passiv indgår tidsbøjningen af verberne i samspil med bøjningskategorien modus, der omfatter indikativ (fremsættende måde), optativ (ønskemåde) og imperativ (bydemåde). Verbalformer som kræver, tager, vil viser på én gang aktiv og nutid, former som krævedes og toges på én gang passiv og datid; i begge tilfælde er formen samtidig udtryk for indikativ, som er den oftest forekommende modus. Optativ findes kun i nutid og normalt kun i aktiv, hvor den dannes med endelsen -e, fx brudeparret leve! og Gud give, at det er sandt; efter trykstærk vokal er endelsen i optativ nul: forstå det, hvem der kan! Optativen falder altid sammen med infinitiv; det gælder også verbet være, fx fred være med ham! Også imperativ findes kun i nutid. Formen er identisk med verbets rod, fx lev vel! / gå stille! / åbn døren! Usædvanlige konsonantforbindelser som i klatr undgås gerne ved omskrivning, fx "lad være med at klatre". I passiv er omskrivning nødvendig, fx bliv nu ikke afsløret!

Infinitte former

De verbalformer, som på én gang udtrykker aktiv/passiv, tid og modus, kan sammen med et (ved imperativ oftest underforstået) subjekt og eventuelle andre led danne sætninger: kom! / kom du bare! / tiden iler / forældrene ængstedes / det ske sent osv. Ud over disse finitte (sætningsdannende) former har de danske verber tre infinitte, nemlig infinitiv (navneform) og to participier (tillægsformer): nutids og datids participium. En infinit verbalform kan ikke danne sætning alene; i en avisoverskrift som Barn fundet druknet underforstås det finitte verbal er.

Som allerede nævnt dannes infinitiv som hovedregel med endelsen -e, fx skrive, efter trykstærk vokal dog også nul, fx forstå. Til disse aktive former svarer i passiv skrives, forstås; men infinitiv er neutral over for tid og modus: vi hører/hørte vinden tude. Ligesom substantiver og pronominer kan en infinitiv være subjekt, prædikativ og objekt i en sætning, fx at rejse er at leve / jeg agter at rejse; men som infinit verbal kan infinitiven samtidig selv tage objekt: jeg agter at rejse beløbet.

Participierne fungerer på lignende måde dels som infinitte verbaler, dels som adjektiver. Der skelnes som nævnt mellem nutids og datids participium. Nutids participium dannes med endelsen -ende, fx drivende, døende. Verbal funktion har formen i fx båden kom drivende / drivende flygtninge foran sig trænger angriberne frem; formen fungerer som adjektiv i fx patienten er døende / den døendes sidste suk. Datids participium får endelsen -et eller -t: krævet, rejst, stjålet, bedt osv. Den verbale funktion i førnutid/førdatid er tidligere omtalt.

Anvendt som adjektiv bøjes datids participium som et adjektiv og tilføjer i bestemt form og flertal -e, fx den bortrejste adressat, de afbrudte forhandlinger. I svage verber med datid på -ede omdannes participiets -et dog til -ede: de krævede kvalifikationer; og endelsen -et i stærke verber udskiftes med -ne, fx den stjålne bil, det frosne kød, nedfaldne æbler. Den sidstnævnte gruppe participier har også mulighed for kønsbøjning i ental, således at fælleskøn får endelsen -en og intetkøn -et: en stjålen bil, et stjålet ur, frossen fløde, frosset kød osv. En del sådanne participier kan få en ren adjektivbøjning, især i overført betydning, fx et stjålent øjekast, hvor intetkønsendelsen -t føjes til fælleskønsformen ligesom ved adjektiverne sjælden, åben osv.

Læs videre om dansk syntaks eller læs om dansk og morfologi generelt.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Allan Karker: dansk - bøjningsforhold i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. oktober 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=61366