Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

gudelige vækkelser

Oprindelig forfatter HaSa Seneste forfatter Redaktionen

gudelige vækkelser, gudelige forsamlinger, religiøs uro blandt lægfolk i Danmark ca. 1790-1840. Denne vækkelsesbevægelse bredte sig særlig blandt Øernes almue, men fandtes også i Jylland (bl.a. de stærke jyder). De vakte var fortalere for et individuelt gudsforhold, men hentede deres styrke i en traditionsbunden bibelfundamentalisme med rod i pietistisk og herrnhutisk vækkelsesreligiøsitet. De kritiserede præsterne for at være Djævelens mænd og afholdt egne religiøse møder (konventikler) med omrejsende lægmandsprædikanter, bl.a. Peter Larsen Skræppenborg. Nogle tog deres børn ud af skolen og varetog undervisningen selv.

Vækkelserne skabte konflikt, og prædikanter og arrangører blev visse steder idømt bøder eller fængsel efter langvarige retssager. De vakte samlede underskrifter for retten til løsning af sognebånd (1834), for genindførelse af Erik Pontoppidans pietistiske lærebog (1835) og imod ritualændringer (1839). Herved fik lokale vækkelsesgrupper kontakt med hinanden og fremstod med en for almuen usædvanlig stærk politisk vilje.

Vækkelserne kan ses som del af den uro, der førte til enevældens fald 1848, og fik betydning for grundtvigianisme, Indre Mission og baptisme senere i 1800-t. Lignende bevægelser fandtes i store dele af den protestantiske verden.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Hanne Sanders: gudelige vækkelser i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 16. november 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=86847