Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

okkultisme

Oprindelige forfattere Fersl og KAars Seneste forfatter Redaktionen

Agrippa fra Nettesheim. Kobberstik, ca. 1600.

Agrippa fra Nettesheim. Kobberstik, ca. 1600.

okkultisme, hemmelige, magiske og mystiske aktiviteter i bred forstand; begrebet blev anvendt første gang i midten af 1800-t. af Eliphas Lévi, pseudonym for franskmanden Alphonse Louis Constant (1810-75).

Ordet okkult blev i sin nuværende betydning brugt første gang af Heinrich Cornelius Agrippa i 1500-t.s begyndelse.

Fra gammel tid har visse studier, først og fremmest af magisk tilsnit, i den vestlige verden været forbeholdt de indviede og derfor betragtet som utilgængelige for almenheden.

Annonce

Det gælder fx alkymi, astrologi, spådomskunst, besværgelser, åndemaneri, talmystik og magi. Det har som regel været underforstået, at kun særligt udvalgte gennem øvelser, oplæring eller optagelse i okkulte selskaber har mulighed for at lære at forstå og beherske de okkulte kræfter i verden.

Alkymiens tradition rummer en særlig symbolverden. I sin naturfilosofiske erkendelsesproces skulle alkymisten gennemleve flere stadier af død og genfødsel; hans indsigt i naturens og psykens hemmeligheder blev omgærdet af mystik og gav sig udtryk i en symbolsk billedverden. På dette træsnit fra værket Rosarium Philosophorum (1550) er foreningen af Solen og Månen, af mandligt og kvindeligt dominerede psykiske kræfter, fremstillet som et samleje. Inden for analytisk psykologi tolkede C.G. Jung sådanne alkymistiske billeder som udtryk for stadier i jegets individuationsproces.

Alkymiens tradition rummer en særlig symbolverden. I sin naturfilosofiske erkendelsesproces skulle alkymisten gennemleve flere stadier af død og genfødsel; hans indsigt i naturens og psykens hemmeligheder blev omgærdet af mystik og gav sig udtryk i en symbolsk billedverden. På dette træsnit fra værket Rosarium Philosophorum (1550) er foreningen af Solen og Månen, af mandligt og kvindeligt dominerede psykiske kræfter, fremstillet som et samleje. Inden for analytisk psykologi tolkede C.G. Jung sådanne alkymistiske billeder som udtryk for stadier i jegets individuationsproces.

En fællesnævner for mange okkulte discipliner er søgningen efter en erkendelse af de skjulte åndelige eller guddommelige kræfter i mikrokosmos (mennesket) og makrokosmos (Universet). Disse kræfter kan ikke opfattes med de fysiske sanser, men mange okkultister mener, det er muligt at udvikle eller optræne mere åndelige sanser, hvormed den skjulte verden kan opfattes.

Ordet okkultisme kommer af af latin occultus 'skjult, hemmelig' og -isme.

Den skjulte verden antages at have sin egen objektive eksistens om end på et andet plan end den velkendte materielle verden; okkultister mener derfor, at deres studier må betegnes som videnskab.

I modsætning til mystikken, hvor formålet er en subjektiv forening med det guddommelige, søger okkultismen efter en objektiv erkendelse af det guddommeliges eksistens i forskellige oversanselige verdener, jf. gnosticismensæoner, den jødiske kabbalas sfirot (se jødedom (kabbala)) og teosofiens æter- og astralverden.

De okkulte videnskaber

har ifølge traditionen deres rødder i de tidligste tider og blev udviklet i oldtiden af fx Hermes Trismegistos 'den trefoldigt store Hermes' (se hermetisme). Læren var baseret på den betragtning, at alt i verden blot er facetter af en dybereliggende enhed. Ved at kende den rette form for magi kan man derfor manipulere med naturens bestanddele, forvandle alting og mestre både tid og rum.

Idéen om, at visse former for viden bør holdes skjult, kan være udsprunget af et simpelt ønske om at have magt over andre mennesker. I nordisk oldtid nød runemesteren således stor respekt, fordi han kunne riste trylleruner; senere i historien blev dygtige alkymister og astrologer ansat ved de europæiske fyrstehuse.

Det hævdes imidlertid, at visse dele af den okkulte viden var så mystisk og utilgængelig, at den kun kunne forstås af særligt indviede. Selv mente mange dyrkere af de okkulte videnskaber, at deres viden ville blive profaneret, hvis den blev offentligt tilgængelig. Det er den viden, der fortæller om livets og dødens inderste mysterier.

Således hævder frimurerne og Rosenkreuzerordenen, at de har adgang til en sådan dyb viden, der har sine rødder i den oldegyptiske mystik.

Visse af de hemmelige videnskaber har i dag stadig stor udbredelse, fx astrologi og andre spådomssystemer. Disse studier betragtes dog ikke længere som egentlige videnskaber, men som trosretninger eller livsstilsfænomener.

Flere af de eksakte videnskaber har deres oprindelse i de okkulte videnskaber, fx astronomi, der opstod sammen med astrologien, og kemi, der har rødder i alkymisternes forgæves forsøg på at fremstille de vises sten, som kan forvandle ikke-ædle metaller til sølv og guld.

C.G. Jung.

C.G. Jung.

Alkymisternes omfattende brug af symboler er i 1900-t. blevet studeret af bl.a. Carl Gustav Jung, der mente, at alkymisternes symbolsprog rummer budskaber fra de dybeste lag af den menneskelige underbevidsthed.

I nutiden er okkultismen blevet stadig mere eksoterisk, dvs. tilgængelig for alle, i takt med at de okkulte værker og teknikker i stor udstrækning er blevet offentliggjort.

Således er ordet okkult i betydningen 'skjult' ved at miste sin værdi, og i daglig tale hører man ofte, at alle hånde mystiske fænomener, bl.a. spiritisme og parapsykologi, kaldes okkultisme.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Poul Fersling, Klaus Aarsleff: okkultisme i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=134800