Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

nærdødsoplevelser

Oprindelig forfatter Fersl Seneste forfatter Redaktionen

Nærdødsoplevelser. I Hieronymus Boschs fremstilling fra ca. 1500 af Opstigningen til det himmelske Paradis indgår, hvad der kan tolkes som en visualisering af tunneloplevelsen, et fællestræk i mange beretninger om nærdødsoplevelser. Boschs maleri er en af i alt fire bemalede trætavler, der tilsammen skildrer de kristne forestillinger om livet efter døden. Det findes i Dogepaladset, Venezia.

Nærdødsoplevelser. I Hieronymus Boschs fremstilling fra ca. 1500 af Opstigningen til det himmelske Paradis indgår, hvad der kan tolkes som en visualisering af tunneloplevelsen, et fællestræk i mange beretninger om nærdødsoplevelser. Boschs maleri er en af i alt fire bemalede trætavler, der tilsammen skildrer de kristne forestillinger om livet efter døden. Det findes i Dogepaladset, Venezia.

nærdødsoplevelser, NDO, de oplevelser, der undertiden rapporteres fra personer, der er vendt tilbage til livet efter at have været næsten døde. Beretningerne herom har forbløffende mange fællestræk. Man kan beskue sig selv og andre fra et sted uden for kroppen; man oplever at blive suget gennem en lang tunnel; man møder afdøde venner og slægtninge; man ser et stærkt, hvidt lys eller en venlig lysende skikkelse; man ser højdepunkter fra sit liv som på en film. Typisk fyldes man af en intens lykkefølelse, og når man vender tilbage til livet, er det tit modvilligt. Meget ofte påvirkes personen stærkt af sine oplevelser, idet al frygt for døden forsvinder, og man overbevises om et liv efter dette.

NDO er i århundredernes løb ofte blevet tolket som beviser på, at ånden overlever legemets død. Kritikere af denne holdning hævder, at NDO blot er et resultat af opleverens egne kulturelle forventninger, og/eller at de skyldes hallucinationer som følge af iltmangel eller frigivelse af endorfiner til hjernen under dødsprocessen.

Undersøgelser tyder på, at omkring 10% af alle næsten-døde har NDO, men NDO-lignende erfaringer er også blevet påvist hos fødende eller i krisesituationer, uden at døden er nær. Fra psykiatrisk side er det hævdet, at NDO følger et ganske ordinært reaktionsmønster, hvor sindet ubevidst søger at fortrænge den reelle krisesituation ved at opfatte hele processen som tilskuer.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Poul Fersling: nærdødsoplevelser i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 10. december 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=133797