• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

krystallomanti

Oprindelig forfatter Fersl Seneste forfatter Redaktionen

krystallomanti, (2. led af gr. manteia 'spådom'), kunsten at spå i krystal. Spåmetoden går ud på at stirre på fx en krystalkugle så intenst og længe, at der begynder at danne sig syner; hvis spåmageren er dygtig nok, kan disse syner angiveligt være clairvoyante eller prækognitive. Betegnelsen krystallomanti er lidt misvisende, idet ikke kun krystalkugler, men alle slags blanke, gennemsigtige eller udflydende genstande og flader kan bruges; det vigtigste er, at øjet har svært ved at finde fokuspunkter, idet fravær af sanseindtryk synes at forhøje tendensen til ubevidste hallucinationer.

Krystallomanti har været kendt i bl.a. Egypten og Østen fra historisk tids begyndelse, og flere af metoderne har med tiden fået egne navne: hydromanti (anvendelse af vandoverflader), gastromanti (buede glas med vand), kaptromanti (et spejl under vandet) og onimanti (anvendelse af negle, evt. påsmurt olie). I en mere moderne udgave er synerne ikke ubevidste; snarere søger spåmanden under sin stirren at danne visioner i krystalkuglen og derefter koncentrere sig om at anvende denne som en slags tunnel til sin visionverden.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Poul Fersling: krystallomanti i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 17. februar 2020 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=111759



    • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

    • Kommentar til redaktionen Vedr. krystallomanti Marker den cirkel
      Send kommentar


  • Copyright

    Denne artikel må du ...

  • Kilde

    Denne artikel stammer fra:
    Leksikon

  • Historik