• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

grimoires

Oprindelig forfatter Fersl Seneste forfatter Redaktionen

/@api/deki/files/11086/=ud_a_13397.mp3?revision=1

grimoires, (fr. 'tryllebøger, tøjerier', forvanskning af grammaire 'grammatik'), fællesbetegnelse for en række trolddomsbøger og sortebøger om magiske formularer og besværgelser. De fleste grimoires stammer fra 1500-1700-t., skønt indholdet ofte påstås at være baseret på langt ældre tekster, især hebraiske og egyptiske. Den mest kendte grimoire er Clavicula Salomonis (Salomons nøgle, 1982), der angiveligt er fra 1200-t.; den er stærkt influeret af kabbala og er i realiteten en håndbog i påkaldelse af ånder og dæmoner med detaljerede anvisninger af fremgangsmåde, klædedragt, symboler, magiske remser osv.

Lister over dæmonerne og deres kræfter samt engle med modsatrettede kræfter finder man fx i Salomons Testamente (400-t.) og Lemegeton (1500-t.). Den franske Grand Grimoire (1600-t.) er baseret på ovenstående værker og anviser bl.a., hvordan man indgår en djævlepagt. Grimorium Verum (1700-t.) indeholder et væld af trylleformularer og recepter på, hvordan man gør sig usynlig, skaffer sig magt, kærlighed, penge osv.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Poul Fersling: grimoires i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. februar 2020 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=85942